Ironman Switzerland

Min træningsmakker Claus og jeg valgte Ironman Zürich 2010 til vores debut på Ironman distancen ud fra flere kriterier :

 

  • Relativ kort afstand fra Danmark
  • Kønsopdelt svømmestart, så jeg forhåbentlig ikke ville blive alt for mast…
  • Svømning i en rolig sø uden strøm, bølger.
  • Kuperet cykelrute (ca 1500 højdemeter), men ikke teknisk svære op-/nedkørsler.
  • Nem logistik (én skiftezone ved start/mål-området centralt i Zürich, tilskuervenlig løbe- og cykelrute)
  • Der var stadig ledige pladser, da mange af de andre stævner allerede var udsolgt (bliver sent udsolgt pga. det høje prisniveau i Schweitz).

 

Vi indlogerede os på en lækker campingplads : direkte ned til søen, så der var rig mulighed for svømmetræning.  Afstand til start-/målområde ca. 1 km (Anette og Claus havde deres familier med, red.).

Stævnet er utroligt velorganiseret, og der er fuldstændigt styr på alle detaljer. Som debutant føler man sig tryg og i gode hænder. God raceinformation på engelsk.

Der var lidt panik op til, da søen var blevet varmere end normalt, og indtil dagen før stævnet var det fortsat uvist, om våddragt ville blive tilladt. Heldigvis blev vi reddet af et kæmpe regnskyl, så søen blev kølet lidt ned og vi fik lov at krybe i dragterne.

Svømmestarten er opdelt, så kvinder er på den ene side af en badebro, mændene på den anden. Det var en meget blid svømmestart uden slåskampe og søen var lun og med fin sigtbarhed. Der svømmes 2 runder, afbrudt af en kort landdistance.

Cykelruten består af 2 runder, den er afvekslende og med lange ret flade stykker, afbrudt af lange bakker.  Specielt er det publikumsvenligt, fordi man 2 gange skal op ad et kort, meget stejlt stykke tæt ved start-/målområdet samt løberuten, så her står folk tæt pakket og hepper. Der er ingen teknisk svære op-/nedkørsler. Ca. 1500 højdemeter.

Løberuten består af 4 ben, som i alt gennemløbet 4 gange. Der er delvist skygge på ruten, som ligger tæt omkring søen og stævneområdet, så igen er det publikumsvenligt og der er masser af stemning.

Forplejningen er helt i top, specielt på løbet, hvor der et rigt udvalgt og i målområdet, hvor adskillige kvinder nusser rundt om én og
hvor der er en hel buffet med forskellige varme og kolde retter at vælge imellem. Superlækre badefaciliteter bagefter.

 

Samlet vil jeg give Ironman Zürich karakteren 4 af 5 svømmebriller, med det urimeligt høje prisniveau i Schweitz som eneste minus.

 

Annette Corydon, SMT-Silkeborg

(Annette har kørt konkurrencen i 2010 -og fik et Hawaii slot i hendes debut på ironman distancen, red.)

 

 

 

Go to Top