Ulrik Schaarup

Før løbet

Vi havde sat uret til klokken halv fire om morgenen. Dvs. det havde vi gjort uafhængigt af hinanden. For jeg var besvimet på sengen klokken halv seks lørdag eftermiddag, og jeg blev meget overrasket, da jeg vågnede et par timer senere og kunne konstatere, at Andreas havde lukket og slukket for strømmen. Det er meget atypisk for mig at falde i søvn så tidligt, og normalt har jeg meget svært ved at sove dagen inden et stævne. Jeg havde været en lille smule sløj i dagene op til, og var blevet forkølet. Men ikke noget, som jeg regnede med ville hæmme mig under konkurrencen, og jeg var meget glad for, at jeg havde fået over 9 timers søvn. Det har jeg aldrig før prøvet op til en Ironman.

Vi havde bestilt en taxi til at køre os ud til Henley Business College, hvor svømmestarten skulle gå klokken halv syv. Vi havde gået turen derfra om lørdagen efter, vi havde tjekket vores cykler og racebags ind. Vejen derud er, som de fleste veje i området, relativ smal, og uden fortov og i bælgragende mørke var det ikke en god forberedelse at tage den tur igen.

Det var som forventet meget koldt om morgenen. Det var selvfølgelig også mørkt indtil lidt over klokken seks, og man kunne tidligt se, at tågen ville blive en udfordring på svømningen. Vi har senere lært, at det var helt ned til 4 grader om morgenen. Det var lidt ekstremt at stå i skiftezonen i projektørlys og kunne se sin egen og alles andre ånde. Vi havde taget hue, handsker og rigeligt tøj på, og det var koldere i luften end til Norseman, men ellers kan intet efterhånden skræmme os. Det er bare med at komme afsted og nyde det.

Vi havde taget en tur i et mobilt toilet på vej til skiftezonen, men mørke og afføring i et beskidt offentligt toilet er altså ikke en anbefalelesværdig oplevelse. Så vi fandt et lille afsides sted ved vandet, hvor vi kunne få tømt maven for sidste gang. Vi havde ikke regnet med, at der ville komme nogen, så vi havde sat vores ting på stien. Mens jeg sidder der, kommer der så en mand alligevel, og han studser selvfølgelig over vores sager, som står mistænkeligt tæt på vandet. Jeg overvejer at råbe til ham, at han skal sgu ikke rode i vores ting, men så kigger han ind imellem træerne, og hvis hvidt toiletpapir nogensinde har været synligt fra månen, så var det vist lige der… Men Andreas synes ikke, det var pinligt, så der var ingen opbakning. Det var bare videre. Og vi havde fået tømt maven, og det er jo som bekendt meget vigtigt inden en Ironman.

Svømningen

Vi fandt efterfølgende ud af, at starten var blevet udsat 10 min pga. tåge. Og det var virkelig tåget. Da vi lå i vandet, og ventede på startskuddet, kunne man ikke se nogle bøjer forude… Vi anede ikke, hvor vi skulle hen. Men det gjorde egentlig ikke så meget, da vores taktik var klar. Det handlede om at finde nogle gode fødder og så blive på dem. Vi havde aftalt, at vi skulle prøve at finde nogle Pro triatleter på vores niveau, men Andreas fraveg, efter min mening, lidt den taktik i de sidste sekunder ved starten, hvor vi mister hinanden. Jeg placerer mig til venstre tæt bagved Hans Nilsson og Esben Hovgaard, mens Andreas ligger mere ind mod midten. Det blev nok afgørende for, at jeg var 1 minut hurtigere. For vi er lige gode i åbent vand. Men jeg tror, at der var mange, der kom for langt ind mod vandkanten på vej ud, og det sagde Andreas også, at han var.

Vandet var koldt. Det har været omkring 15 grader. Men det var acceptabelt. Og så er det altså bare rart at have prøvet verdens hårdeste Ironman…

Jeg fandt rimelig hurtigt et par gode fødder, som jeg holdt til vendepunktet, mens hjemturen var en del mere ustruktureret. Det var tydeligt, at alle havde svært ved at spotte bøjerne og ved at finde den optimale retning. Der vil altid være modstrøm ud til vendepunktet på denne del af Themsen, men vi mærkede nu ikke meget til nogen medstrøm på hjemturen…

Jeg fik brækket mig en enkelt gang på hjemturen, og det var en ny oplevelse. Jeg frygtede lidt for resten af dagen, men det var bare videre.

Jeg kommer op i tiden 55:15 som nr. 14 Det er absolut acceptabelt, og det var ikke nogen nem svømning. Sammenligner jeg med resten af Pro feltet, er det måske også min resultatmæssige bedste svømning nogensinde. Jeg kan virkelig mærke, at den megen fokus på teknikken har hjulpet. Jeg nyder næsten ligefrem at svømme 3,8 km i en kold Themsen…

Fra vandet bliver vi hevet op på en ponton, og derfra er der kort vej videre ind til vores racebag og omklædningsteltet. Jeg klarede den bedre end tidligere, men jeg må igen have hjælp til at få dragten af. Jeg tager en vest på, hvor jeg har lagt ærmer i.

Cyklingen

Jeg fryser meget i starten, og må næsten stoppe op for at få mine ærmer på. Og jeg når aldrig at få varmen i mine fødder, før jeg når ud på løbet. Men det var slet ikke i nærheden af at være ligeså slemt som til Norseman. Så jeg er egentlig rimelig fortrøstningsfuld, og jeg finder med det samme ind i en god rytme. Jeg henter Hans Nilsson og Nico Ward Munoz på den første bakke. Nico kommer op til mig på et af de efterfølgende hurtige stykker, og vi fanger derefter rimelig hurtigt tjekken Petr Vabrousek og danske Esben Hovgaard. Siden bliver gruppen også udvidet med franskmanden Christophe Bastie.

Der havde jeg godt nok ikke regnet med at sidde. Særligt ikke allerede halvvejs ude på den første omgang. Men jeg har det godt, og kan sagtens følge med. Jeg har dog rent teknisk problemer på nedkørslerne. Det har jeg ikke særlig stor erfaring med, og jeg er til tider lidt af en tøsedreng. Jeg kan simpelthen ikke lide det. Men det gik alligevel meget bedre end til Norseman, og på et tidspunkt må jeg faktisk bremse for ikke at komme for tæt på Vabrousek… Det gav sgu lidt selvtillid :-)

Jeg spejder forgæves efter Andreas, da det er ud og hjem stykker på ruten. Jeg får kun et hurtigt glimt af ham, og jeg spotter, at han kører uden ærme på venstre arm… Friskt, tænker jeg bare… Jeg får ikke lige set, at han i så fald har beholdt ærmet på højre arm… Det viser sig så, at han har været slemt styrtet, og at hans trøje er gået i stykker… Puha… Godt jeg ikke vidste det undervejs…

På stigningerne prøver jeg virkelig at køre roligt. Jeg pedalerer bare, men jeg får alligevel sat resten af gruppen på anden omgang. Jeg venter på dem, men får alligevel kørt alene lidt for længe. Det gav igen lidt selvtillid at se, at jeg var stærkest på stigningerne :-)  Også for fremtiden. Jeg kan sgu stadig godt køre på cykel.

Ude på tredje omgang begynder jeg at få det lidt skidt. Jeg bliver lidt svimmel, og placerer mig bagerst i gruppen. Selvom man holder sig 10 meter bagved, er der stadig energi at spare, og jeg har lige brug for et pusterum. Jeg prøver at få lidt energi i kroppen, men det er nok for sent…

Der kan være rigtig mange grunde til, at jeg går død efter ca. 5½ times strabadser. Jeg havde helt sikkert ikke kørt for hurtigt. Måske har jeg brugt lidt mere energi på at holde mig varm. Måske var jeg faktisk lidt syg inden. Eller måske er min krop bare træt efter Norseman og et mellemliggende forløb, som har været hårdt, både fysisk og mentalt. Jeg ved det ikke, og det er i virkeligheden nok en kombination af rigtig mange ting, der gjorde udslaget.

Min nakke begynder også at gøre seriøst ondt, og det er nok et udtryk for min meget sparsomme træning på enkeltstartscykel. Det var en god erfaring at gøre sig for fremtiden.

Med 20 km igen er vi ude at vende for sidste gang ved motorvejen, og det sidste stykke mod T2 har vi på de tidligere omgange kørt med over 45 km/t. Det er et nemt og hurtigt stykke. Men alligevel må jeg bare sætte mig op og lade dem køre. Jeg når at tabe næsten 3 min ind til T2… Men jeg havde det bare skidt. Jeg tænker, at nu skal jeg bare i mål. Om jeg så skal gå rundt, så skal jeg nok komme i mål. Jeg vil have min medalje. Og hvem ved, måske kan jeg nå at komme mig på løbet…

Løbet

I T2 ligner jeg en færdig mand. Jeg er inde som nr. 7, og der bliver råbt på mig, men jeg er DONE. Og så alligevel…

Jeg får stukket min medbragte energi i lommen, men taber selvfølgelig mine to koffeinpiller. For andet løb i træk…

Jeg har beholdt mine ærmer og min vest på, da jeg stadig fryser. Når solen dukker frem, er det faktisk helt fint, men i skyggen er det lidt koldt. Jeg smider det i skraldespanden halvvejs ude på anden omgang. Men det var altså også en gammel vest fra 2004…

På første omgang må jeg stoppe et par gange for at tisse. Hmm… Hvad skal det nu betyde… Jeg er træt, men jo hurtigere, jeg løber, jo hurtigere er jeg i mål! Det er jo meget simpelt :-)  Kom nu, Ulrik. Kæmp for satan!

Jeg kommer flere gange i tanke om, hvad det sidste Andreas sagde til mig, lige inden vi hopper i vandet. “Jeg tror, det i dag handler om at holde ud”. Det kunne ikke være mere rigtigt. Det satte lige det hele på spidsen. Det er netop lige det, som det handler om.

Jeg får løbet første omgang i 3 timers tempo, men jeg ved godt, jeg ikke vil kunne holde den. Løbeteknikken er ikke-eksisterende. Jeg hænger virkelig med kroppen. Der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre.

Anden omgang får jeg også løbet i et fornuftigt tempo, men jeg ser ikke på uret. Det gør jeg faktisk meget sjældent under konkurrence. Det fungerer efterhånden bedre for mig at køre på fornemmelsen og på erfaringen.

Selve løberuten viste sig at være modbydelig. Intet mindre. Selvfølgelig handler det også meget om, hvordan man har det. Et par gode ben kan gøre en stor forskel… ;-)Men når man ser, at dagens bedste løbetid blev 2:53, så taler det sit tydelige sprog.

Der var 1 km, der var relativ nem. Det værste var underlaget, som generelt var ekstremt hullet, og som var skiftevis dårlig asfalt, græs, grus og så noget meget udefineret grus…

Halvvejs ude på tredje omgang og resten af vejen må jeg stoppe flere gange og gå lidt. Jeg bliver svimmel, og har lidt ondt i hovedet. Jeg stopper i alle depoterne, og jeg tager endda noget vand og cola med under 1 km til mål, selvom det ikke giver mening. Jeg var bare træt. Ikke så meget i benene, men kroppen var bare træt.

Stort udbytte

Jeg kommer i mål som nr. 7 i tiden 9:07:00. Utroligt nok under en halv time fra vinderen Vabrousek. Det var tydeligvis ikke kun mig, der havde haft det hårdt.

Jeg er meget tilfreds med udbyttet fra løbet. Jeg fik lige præcis det, som jeg søgte. Et hårdt løb, som jeg kan bruge i forberedelsen til Norseman Xtreme Triathlon 2012. Jeg har lært utroligt meget fra løbet, som jeg kan bruge fremadrettet. Jeg fik faktisk særligt meget ud af ved selvsyn at se, hvordan nogle hardcore Pro triatleter cykler. Det viste mig, hvor hurtigt man skal cykle på nedkørslerne for ikke at tabe tid. Og det bliver vigtigt til Norseman næste år.

Jeg har fået endnu en fantastisk oplevelse til at slutte min comebacksæson af med. Det er jeg taknemmelig for. Og så har jeg altså også gennemført min sjette Ironman. Det er jeg også stolt over :-)

Det var selvfølgelig lidt en streg i regningen, at Andreas ender med at udgå som følge af et styrt efter bare 1 km. Et styrt, som sendte ham i grøften med et langt sår ved øjet, og en meget forslået arm og skulder som resultat. Han bliver samlet op af tre mand, som vil have ham til at cykle tilbage til starten for at blive tjekket, men han nægter. Undervejs bliver han flere gange opfordret til at udgå, men han nægter. Han cykler med følelserne udepå tøjet, for han ved jo godt, at det bliver svært at gennemføre med et blødende øje og med en evt. hjernerystelse. Det ved han godt ikke vil være forsvarligt. Hverken overfor ham selv eller overfor arrangørerne. Men Andreas gjorde noget, som var hårdere og større end løbet. Han cykler 180 km, sætter cyklen som nr. 13, og løber derefter 10,5 km, inden han bliver trukket ud af løbet, fordi han bløder for meget fra øjet, og er bleg i ansigtet. Det er min bror. Jeg er sgu stolt af, at han er så sej og viljestærk. Men det vidste jeg nu godt i forvejen :-)

Nu går der nok, desværre, en rum tid, før jeg igen kommer til at stille op i en triathlon konkurrence. Formentlig bliver det ikke før til maj måned. Men jeg ser meget frem til at komme tilbage til en stabil træningsperiode, for jeg elsker træningen :-)

 

Ulrik Schaarups raceberetning er fra 2011. Læs mere om Ulrik på www.tri365.dk.

Go to Top