Andreas Schaarup

Dagene op til

Min optakt til Challenge Henley var super god. Vi ankom onsdag eftermiddag til Henley. Vi fik løbet onsdag aften en god sidste tur inde løbet søndag. Torsdag og fredag fik vi både cyklet på ruten og i lokalområdet samt svømmet i det lokale fitnesscenter. Lørdag fik vi også svømmet rigtig gode 30 min. samt 25 min. på kondicykel.

Mht. til kost så havde vi fået en rigtig god morgenmad hos vores værtspar, og det er let i England at gøre sig klar til race, da de har alle former for salater og sandwich og til priser og størrelser, vi kunne bruge. Så forberedelsen til løbet var helt optimalt, og jeg følte selv, jeg havde toppet min form optimalt efter Challenge Copenhagen.

Race day

Søndag den 18. september kl. 03.30 ringede vækkeuret til min femte Ironman. Jeg havde sovet rigtig godt hele natten, og var helt klar til at give den en over nakken.

Jeg havde dagene op til talt taktikken igennem med Ulrik. Taktikken var, at jeg skulle gå med ham, hvis der blev samlet en gruppe. Jeg skulle ikke være bange for niveauet, da ruten med 1800 højdemeter passer mine cykel evner rigtig godt.

Vi havde bestilt en taxi til startområde, så vi ankom i god stil. Det var dejlig let, og man kom ikke til at fryse for tidligt. Fryse kom vi så til, da vi kom ud af taxien. Termometeret havde nok ikke stået på meget mere end 4-5 grader, og det var godt tåget. Så lige der var det godt jeg altid husker at tage hue og handsker med til stævner.

Svømningen

Men vi kom godt i våddragten efter alle vores ritualer og toiletbesøg i det fri. Vi stillede os klar inde i svømmeområdet og klar til at hoppe i vandet. Vi havde ikke prøvet Themsen før nu, så jeg var lidt spændt på, hvor kold den var.

Lige da vi skulle til at hoppe i blev starten udskudt pga. af tågen, så vi fik lige lov til at fryse lidt mere oppe på græsset.

Vandet var koldt, men ikke koldere end jeg tænkte, at jeg kunne godt holde den tid, jeg havde lagt for dagen. Jeg prøvede bare hurtigst muligt at finde nogle fødder, der kunne styre mig fremad i den rigtige retning. Jeg var nemlig ikke sikker på, hvor vi skulle hen, og det var meget tåget, så jeg kunne ikke rigtig se de gule bøjer.

Svømningen gik generelt rigtig godt trods, der var en hård modstrøm på vej ud. Jeg kom ind i T1 på 56 min. 16 sek. som nr. 20 og uden følelsen af, jeg havde svømmet mig ud.

T1 var en rimelig lang skiftezone, og da det havde været koldt de andre morgener, havde jeg planlagt, at jeg skulle have en langærmet cykel trøje på, og det var et rigtigt godt valg, da jeg var godt kølet ned efter svømningen.

Cyklingen

Jeg fik hurtigt fat i min cykel og kom af sted. Jeg havde næsten kun lige sat mig til rette på cyklen og fået fødderne i skoene, før jeg fik mit livs chok. Jeg styrtede på cyklen med ca. 30-35 km/t. Alt gik fra at være den Ironman, hvor jeg skulle satse benhårdt på at lave et super resultat til en Ironman, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne forsætte efter bare en sølle 1 km.

Jeg blev hjulpet på benene af engelsk fyr, der trak mig ud af den busk, jeg var røget ind i. Han kunne konstatere, at jeg havde slået mig slemt over øjet og fået mange skrammer på armen og ryggen. Tøjet var ødelagt, og jeg var smurt godt ind i blod. Der kom en official til, og han foreslår, at jeg skal rulle tilbage til startområdet for at blive checket igennem.

Jeg vælger dog at hoppe på cyklen, men havde ikke lige set, at cyklen også havde fået sig en ordentlig tur. Begge hjul kunne ikke dreje rundt og tri-bøjlerne havde flyttet sig. Jeg får fikset cyklen sådan nogenlunde og ruller af sted.

Jeg er stadig i chok over mit første rigtige styrt på cykel og godt kold efter at havde brugt ca. 5 min., og jeg prøver bare at samle tankerne. Jeg prøver at overbevise mig om, at det godt kan lade sig gøre at gennemføre eller i hvert fald skal det have chancen, selvom jeg havde slået mig og cyklen ikke rullede ordentligt.

Jeg hoppede hurtigt af igen og tog mig god tid til at få lavet cyklen. Det var det vigtigste lige nu, at hjulene ikke ramte på og gearene fungerede. Jeg får det hele rettet til, men bliver nødt til at stoppe engang til for at få rettet på hjulene og bremserne igen.

Herefter tænker jeg, at det hele også kunne være lige meget. Jeg satser hele butikken, dropper alle tanker om at disponere og cykler alt, hvad jeg kan. Jeg får overhalet dem som har kørt forbi mig, mens jeg har været af cyklen. Min ryg gør dog ondt, og min venstre arm er stort set ubrugelig. Det er rigtig skidt, når man i England kører i venstre side og får flasker med venstre arm… Men smerten måtte jeg bare bide i mig og bare køre derudaf. Jeg overbeviste mig selv om, at for hvert bip fra mit GPS, der signalerede en mere kørt km, var en sejr. Jeg måtte få det bedste ud af det, for jeg havde ikke den store chance for at kunne løbe og gennemføre.

Flænge over øjet blev ved med at bløde, og hånden havde også fået nogle flænger. Min langærmede cykeltrøje var revet i stykker fra styrtet, så armen blev lidt kold.

De 180 km. var 3 runder og hver gang jeg kom til et vendepunkt kunne jeg høre folk råbe efter mig, om jeg var okay og høre folk sige wauv – shit – look at him – etc.. De frivillige, der gav flasker og energi, spurgte, om jeg var klar, og om jeg kunne køre videre. Jeg tænkte bare, at jeg nu skulle køre så hurtigt, jeg kunne, for at skjule min smerte, så der ikke var nogen, der ville pille mig ud. Jeg prøvede bare at give den gas og i uvished om, jeg havde slået mit hoved alvorligt. Jeg blev til tider lidt dårlig, og hovedet gjorde mere og mere ondt. Men jeg prøvede bare at cykle igennem. Jeg fangede endda mig selv i at tænke, at hvis jeg styrtede igen, kunne det jo også være lige meget, for jeg var jo alligevel godt smadret…

De sidste 30-40 km. var det rene smertehelvede og med tårer i øjnene, måtte jeg bare forsætte kampen med og mod min krop og mit sind. Jeg kunne ligge nede mere ned i bøjlerne, og hvert tråd gjorde bare sindssygt ondt. Jeg prøvede at finde kræfter i hovedet til at overveje, om jeg ikke kunne løbe.

Løbet

Jeg har fået kørt mig så meget op i feltet, at jeg sætter cyklen som nr. 13 i T2. Jeg løber ind i teltet for at skifte til løbesko, for jeg havde overbevist mig selv, at jeg kunne prøve at løbe og ellers bare gå rundt. I teltet spørger de mig, om jeg ikke skal have en såkaldt ”medical” til at kigge på mig. De synes ikke, jeg så helt godt ud, og det blødte stadig fra hovedet. De prøvet at holde mig lidt tilbage, men jeg sagde, at jeg prøver lige at løbe lidt. Så af sted med mig, godt svimmel og omtumlet.

I forvirringen over det hele starter jeg med at løbe imod løberetningen, og var ved at knockoute den førende løber.

Løbet var rent luntetempo, for jeg var færdig, og jeg kunne ikke flytte mine ben. Løbet var 4 omgange på en meget hård og ujævn rute, hvilket ikke gjorde sagen bedre. Jeg kommer ind mod mål, og bliver stoppet af en official, der synes jeg lige skulle stoppe op, da det stadig blødte. De synes, jeg så meget skidt ud, og her må jeg modvilligt erkende, at det nok var tid til at stoppe for i dag for at være sikker på, at jeg ikke gjorde mere skade på mig. Jeg blevet ført ind i medical teltet og blev gennem cheket på kryds og på tværs.

Jeg fik noget is på øjet og fik renset mine sår. Bagefter blev jeg ført op til en fysioterapeut, der kigger på min ryg, og jeg fik en super behandling. Bagefter fik jeg noget varmt tøj på og fik sat mig på tribunen for at se Ulrik løbe over stregen. Jeg vidste, at man kunne stole på ham. Han bliver sgu ikke så let slået ud at fatning og af kulde og af den hårde rute. Jeg fik en sms hjemmefra, at han lå nr. 7. Så sad bare og ventede spændt på om placeringen ville holde, og det gjorde den. Fedt J

Dagene derpå

Challenge Henley-on-Thames er til dato den Ironman, jeg har lært mest af, og så er det en detalje, at der står DNF ud foran mit navn. Erfaringen og den viden jeg har fået ud af løbet, er uvurderlig. At man kan presse kroppen til noget nær det umulige, og at det kun er ens hjerne, der sætter en stopper for langt, man kan gå. Masser af erfaring jeg kan tage med mig fra løbet, og løbet gav mig faktisk også en tro på, jeg godt kan være med blandt Top 10. Beslutningen om at stoppe var den rigtige, selvom det er sindssygt hårdt se dem tage min chip af. Men jeg var i en situation, hvor jeg ikke vidste, om jeg havde slået hoved så slemt, at jeg havde fået hjernerystelse, og om hvor slemt jeg egentligt havde det.

Det var fedt at lave Ironman så tæt på London. Så fejring og trøstespisning kunne gøres under de bedste forhold J Her godt 10 dage efter må jeg sige, jeg er godt ramt af styrtet og ryggen har fået et kæmpe skrald. Men jeg håber, jeg kan komme på højkant inden længe, så jeg kan være med i et par løbestævner inden året er omme, og at jeg kan starte pre-season træningen op inden længe.

 

Andreas Schaarup kørte konkurrencen i 2011. Læs mere om Andreas på www.tri365.dk

Go to Top