ICAN Marbella

Jeg kørte i april 2012 ICAN Marbella, som er en halv Ironman i Sydspanien. Det var kun andet år det blev holdt. Organisationen ICAN holder også en halv og en hel Ironman på Mallorca.

 

 

Stævnet valgte jeg fordi det lå godt i forhold til mine andre planer (Half-Challenge Barcelona d. 27 maj og Challenge Roth d. 8. juli), og fordi jeg havde hørt fra et par andre at stævnet var godt året før. Desuden er det nemt og billigt at flyve til Malaga, og klimaet er perfekt til en dansker der har været igennem en hård vinter.

Selve stævnet havde start, skiftezoner og mål lidt udenfor Marbella i byen Puerto Banus, som er meget eksklusivt. Jeg havde valgt at bo i Marbella centrum, hvor racehotellet også var. Da jeg var dernede totalt set 12 dage valgte jeg at bo på et hostel, ikke så langt fra racehotellet, hvor der var pasta party og race breifing.

Vi havde lejet en bil, så vi på dagen nemt kunne komme til start og hjem igen. Men der kørte også busser fra racehotellet.

Svømmeruten er en enkelt runde ud i havet ved den flotte havn i Puerto Banus med samlet start på stranden. Det virker til at kysten i dette område ligger sådan at det er beskyttet lidt for vind. Bølgerne var mange dage langt større ud fra kysten i Marbella, i forhold til samme dag ud fra Puerto Banus. Det passede mig fint.

14 dage før løbet blev cykelruten ændret fra det man vist kalder en rute med rullende bakker til 2 ture op af et bjerg. Vi skulle totalt set køre 3 runder, hvor de to første var ens og så en kortere 3. runde. Det skabte en del forvirring for mange på dage. Overordnet gør ICAN rigtig meget for at stævnet skal spille, men der mangler lige det sidste, som fx super god skiltning både på ruter og i depoter.

Løberuten er på strandpromenaden en runde af to gange. Man løber blandt andet to gange ude på havnekajen til den super eksklusive havn. Det er samme vej ud som hjem, så der er totalt set 3 depoter, som man på de 21 km kommer forbi 11 gange.

Der var rigtig mange frivillige, som var super gode til at hjælpe i både skiftezoner og depoter. Løbet kan helt klart anbefales for dem der vil skyde sæsonen i gang med et løb under varmere himmelstrøg.

Det nemmeste er at flyve til Malaga, og så enten leje en bil derfra eller tage en taxa. Der går ikke tog hele vejen til Marbella og med en cykel kan det blive lidt vanskeligt. Jeg boede på et lille hostel i den gamle by i centrum af Marbella, som va rutrolig flinke og havde en fantastisk tapasbar som nabo.

Da de så min kæmpe cykelkuffert fik jeg gratis i 12 dage et værelse i stueetagen kun til cyklen, da de synes det var synd at jeg skulle bære den op på 3. sal. Jeg havde booket en lejlighed, så jeg havde køkken og kunne styre min kost helt selv omkring race day. Her boede jeg alene de første dage før lidt venner og familie kom ned også. Ejeren af det lille hostal gav min god rabat de dage jeg boede alene, uden at det var noget jeg spurgte om. Så Hostal Paco Marballa kan varmt anbefales.

Læs mere om Nikolaj Astrup og læs også Nikolajs race rapport.

 

Go to Top