Tri og familieliv

Af Tine og Jens Koefoed

 

Her kommer en version af, hvordan man kan få udfriet sine ambitioner i triathlon kombineret med at have job, barn og en mand, der også brænder for triathlon. Vores måde er én – du finder sikkert din egen hen af vejen…

 

 

Fam_koefoed

 

Det altafgørende for os i vores familie handler om forventningsafstemning. Vi har før prøvet et “tage det hen ad vejen” men når konkurrencerne nærmede sig og ambitionerne steg, hang det bare ikke sammen og vi kunne hurtigt blive uenige om hvis “tur” det var. Derfor virker det rigtig godt for os at aftale hvem kører hvad og hvornår, så den der ikke skal køre lægger ambitionerne væk. Vi kan hver i sær overkomme rigtig mange ting, hvis vi har aftalt, hvordan vi vil gribe hverdagen an, og især det fravær meget træning giver. Oftest så vælger vi omkring nytår en fordeling af året, hvor den ene har 1. Prioritet og den anden er den støttende supporter. Vi ved, at det kræver opbakning fra den anden, og hvis målet skal nås kræver det fokus og en periode med en del træningstimer. Ved at give hinanden plads til at udleve de drømme, vi hver især har og afstemme på hjemmefronten, giver det en masse ro for begge parter.

For at få det hele til at gå op, prøver vi at være meget effektive i vores tilgang til træning, så i “normale” uger trænes der 6-8 timer, og i perioden op mod årets mål drejes der måske lidt ekstra på skruen. Hverken Jens eller jeg træner i gennemsnit mere end 10 timer om ugen op mod vores store mål. Det er tiden i en travl hverdag ikke til, og hvis vi også skal have tid til at se hinanden kan der ikke presses mere ind. Det har også betydet at vores søn har sovet middagslur i en babyjogger (enten hvor far løb, eller spændt bag en cykel), så vi har kunne træne sammen. Nu hvor han er blevet større cykler han med på en løbetur en gang imellem, hvor der så også bliver tid til en tur på legepladsen eller kigge på dyr undervejs.

Opdelingen er meget skarp i vores hverdag, og den person, der er supporter, træner væsentligt færre timer end han eller hun gerne ville, og på tidspunkter, hvor det ikke altid er sjovest. Hvis målet er Ironman, får man næsten et helt år som 1. Prioritet, mens de kortere distancer (op til halv ironman) giver mulighed for en forårsperiode til den ene og en sommerferie og sensommer periode til den anden.

Som 1. Prioritet vælger man den træning, som er så tæt på optimalt man kan komme, når job og familie skal passes. Det betyder at vi i perioderne op mod en vigtig konkurrence sjældent spiser aftensmad sammen på hverdagsaftener, og at weekenderne fyldes op med mange oplevelsesture, der også indeholder muligheder for træning. På samme måde er cykler, våddragter og løbesko fast inventar på vores ferier.

Vores styrke er, at vi begge ved hvor fedt, det er at finde formen og føle glæden ved at konkurrere. Også selvom det ikke er en selv, der står på startstregen. Vi er godt klar over at det ikke kan lade sig gøre at udfri disse ambitioner uden, at det går ud over familielivet i en periode. Vi har valgt at triathlon er en så vigtig del af vores liv at vi ikke vil undvære den, og har derfor valgt at tage os tid til at dyrke sporten, selvom vi har arbejde, gammelt hus og familie.  Træning giver overskud – langt de fleste gange i hvert fald, så vi forventer også , at den der har ”fået lov” at træne det meste af søndagen også er klar på familiehygge på skaterbanen eller bål i haven, når man er hjemme igen.

Vi føler, at ved at planlægge tiden, og forventningsafstemme med hinanden, så får vi også tid til familie, venner og ikke mindst til hinanden

Som ekstra bonus har vi nogle rigtig dejlige bedsteforældre, som har hjulpet mange gange, og som vi alle sammen sætter stor pris på.

 

(oktober 2015)

Go to Top