Nybegynder i triathlon

Af: Helle Sørensen

Min vej til min første triathlon 4:18:4 i Aarhus 11. september 2015

Det her projekt startede egentligt op med, at jeg ville tabe mig, så forinden dette startede jeg op på en kostplan og træningsplan udarbejdet af en kost- og træningsvejleder.

Min mand har været triathlet i godt og vel 2 år nu, og han klarer sig ret godt, og det er jeg super stolt af. Jeg har været fast støtte ude på sidelinjen, eller dvs., jeg var ikke nogen støtte i starten, fordi det pissede mig i den grad af, at jeg skulle være så meget alene med ungerne, imens han trænede.

Jeg valgte dog at vende det om, og begyndte at tage med, og sætte mig ind i, hvad det var, der var så forbandet fedt. Så som tilskuer kunne jeg mærke suset. Jeg opdagede også, at man altså ikke behøver være sådan en mager benet sild. Der var faktisk helt almindelige mennesker med til de stævner.

Jeg har været dressurrytter på pænt højt niveau, haft hest i over 30 år, men det var tid til at prøve noget nyt. Mountainbike blev den nye dille. Det har jeg kørt i 2 år nu, og det er bare mega fedt.

Min mand har længe stukket til mig, at jeg ikke skulle i gang med det løb igen. Den tanke var jeg ikke vild med, for jeg har siden efteråret 2011 måtte indstille denne sportsgren pga. tilbagevendende skinnebensbetændelse. Han havde en kur imod det, og det har han jo selv brugt, så jeg vidste jo det virkede, men tanken om løb, og de smerter det kan medføre, fik mig til at skubbe det fra mig.

I uge 29 gik jeg dog i gang. Smurte Voltaren og varmecreme på inden løbeturen og på med kompressionstubes. Den første løbetur gik fint, men for en sikkerhedskyld fik benene lige samme tur om aftenen og på med varme lange sokker. Nu kunne jeg løbe. Har stort set intet mærket side¨n. Måske ganske ganske svagt, men jeg bruger det stadig ved optakt, men det er sjældent nu.

Jeg er virkelig dårlig til at svømme. Har ikke svømmet crawl siden folkeskolen, men igen sagde den kloge mand jeg lever sammen med, at jeg kan svømme med en våddragt. Igen valgte jeg at høre efter, hvad han sagde, og vi tog en tur i vores lokale Maxbike, hvor jeg blev overtalt til at hoppe i en våddragt. Jeg hopper i den, og føj den sidder stramt.

Vi tog efterfølgende ud i en lokal sø, og så var jeg solgt, jeg faldt jo ikke til bunds mere. Glæden var stor og jeg padlede rundt derude. Teknik var der ikke meget af, men jeg havde min egen fest derude midt på søen.

Nå, nu er der jo for så vidt gang i alle 3 dicipliner. Jeg kan pludselig løbe og også løbe langt næsten 11 km kan jeg løbe nu uden skavanker. Min fobi for svømning er også ved at være væk. Cykle kan jeg også.

Triathlon var stadig langt væk. Det var vidst kun min mands drøm, at jeg prøvede det.

For 1 mdr. siden begyndte jeg at træne lidt mere intensivt i løb. Har løbet en del interval henne på en løbebane i byen. En træning min mand selvfølgelig er inde over. Stoler faktisk næsten blindt på hvad han siger nu. Indtil videre har han jo haft ret!

Mit løbeprogram er således: 10 omgange på en 400 m bane. Løber hen til banen som opvarmning. Starter ud med at gå 400 m til min puls er nede omkring 100, så giver jeg den gas 400 m og går igen 400 m. Sådan bliver jeg ved indtil de 10 omgange er overstået. Det gør jeg et par x om ugen og løber måske en tur eller to på en 5-7 km, det er meget forskelligt.

Jeg svømmer om tirsdagen, hvor jeg kun fokuserer på teknikken. Der svømmer jeg måske 1000-1200 m. Tirsdagen bruger jeg også på at cykle mtb. med klubben. Cykler også gerne lidt i weekenden.

Det skal siges, at jeg faktisk er alenemor 4 dage i ugen, så det skal virkelig tilrettelægges og intet må gå galt, for så kan jeg ikke nå noget som helst.

Træningen går virkelig fremad. Kan mærke det når jeg cykler, at jeg har flere kræfter. Løb kører bare. Løb for sjov en tur på knap 11 km. Der er kommet mere fart på løbet. Svømningen går ok. Svømmer ikke hurtigt, men det går da.

Jeg er lidt nysgerrig omkring at forsøge mig med en triathlon. Jeg taler med en del erfarne triathleter og også med arrangørerne af 4:18:4, der forsikrer mig, at det stævne i den grad er for alle. Det kan jeg sagtens gennemføre.¨Manden siger det samme, så jeg melder til. Fik et helt sug i maven.

14 dage før KMD 4:18:4 melder jeg til. Min mand er i Grønland, så han er der ikke til at støtte mig. Distancerne er jeg ikke så bange for, det er mere hvad kroppen siger til at skulle alt det. Mine tanker kører meget på, om jeg kan klare det? Bliver jeg nødt til at opgive? Bliver jeg sidst? Kan jeg klare at svømme i åbent hav? Hvad tænker folk ikke? Er jeg god nok?

Fik min nye racercykel for lidt over 1 uge siden. Første tur på den var Tour de Femme i Aarhus søndagen før KMD 4:18:4. En tur på 103 km. Den gik rigtig godt. 2. tur bliver så fredagens KMD 4:18:4.

helle_sørensen_swim

Kl. 15.00 er bilen pakket, og ungerne og jeg kører til Aarhus. Nu må det briste eller bære. Svømningen er tidligere på dagen blevet annonceret kortet ned pga. høje bølger. Så jeg var noget nervøs.

Jeg fik hentet mine goodiebag samt nummer, og så gik turen ned til bike check in. Jeg fik linet tingene op i Ikeaposen, og så gik turen rundt på pladsen, så jeg kunne finde ud af, hvor jeg skulle rende hen, når jeg skulle ud på cykelruten, men også på løberuten. Vandet blev også tjekket ud, og det så ligeså slemt ud som frygtet.

helle_sørensen_t1

Cyklen tjekket ud en sidste gang, og så på med den våddragt. Manden blev ringet op, og jeg fik lige lidt moralsk opbakning, og det hjalp straks på nerverne. Imens jeg stod og ventede på, at det var min tur til at hoppe i bølgerne, så vi flere, der blev hevet op i bådene derude. Nogle valgte at vende om af sig selv.

helle_sørensen_svømmestart

Hornet lød, så var det mig. Det var slemt, det var meget meget slemt. Jeg glemte alt hvad jeg havde lært og svømmede en slags hundesvømningbryst af en slags. Kom ud til første bøje, som var noget nær umulig at komme forbi. Det sprang rundt efter mig. Kors hvor var jeg bange. Jeg tænkte, det her det klarer du ikke. Ræk nu hånden op, og kom i land ind til dine unger, tænkte jeg. Pludselig var der en der råbte: Det ser godt ud fortsæt. Slap af, du er der næsten.

Efter 15 min var jeg oppe med fast grund under fødderne, og jeg var lige ved at tude. Nå benene på nakken og af sted, men de var tunge som bly. Pyt, det må tage den tid det tager, bare jeg gennemfører.

Cyklen stod pænt og ventede mig i T1. På med sokker, sko og vindvest. Snuppede hurtigt en gel og af sted det gik. Fik ret hurtigt gang i cyklen, og inden jeg så mig om havde jeg kørt de 18 km.

Ind med cyklen på med løbeskoene. Det gik så lidt trægt med at få gang i fødderne. De sov. Prikkede og stak som var det nåle jeg løb på. Efter 2 km var der gang i dem, og farten blev også derefter.

Fedt, nu er jeg snart i mål. Der var god opbakning på ruten, og det gav lige det sidste. Ind på opløbsstrækningen mod mål. Der blev klappet og råbt og hujet efter en. Det var så fed en følelse at løbe der og løbe ind over målstregen. Fik medaljen og en flaske vand og så ud og kramme ungerne.

helle_sørensen_mål

Min første TRI er ikke min sidste. Det var det ultimative, det fedeste og mest fantastiske grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet. Det kan slet slet ikke beskrives. Triathlon er for alle. Det har jeg fundet ud af. Der skal faktisk ikke meget til. Disse minitri kan klares med bedstemorcykel og et par løbesko. Intet andet.

KMD 4:18:4 havde det hele. Der var gamle skærveknusere, citybikes, mtb. et-hjulet cykel, racere og tricykler. Det kommer helt an på en selv, hvad man vil ofre på det. Vil man bare prøve at snuse til det og vente med at investere, er der rig mulighed for dette. Våddragt er jo en bekostelig affære, men de kan købes brugt eller lejes til fornuftige penge. Man kan også vælge at starte ud med et stævne, hvor svømningen foregår i svømmehallen, så slipper man for våddragt.

helle_sørensen_results

Det kan måske anbefales at melde sig ind i en triklub. Det vælger jeg nu at vente med. Jeg har den bedste træner i min mand. Vores passion for træning er der ikke mange i hverken familien eller i vennekredsen der forstår.

Vi vil ikke undvære det. Vi er stolte af det, vi laver, men også at kunne dele det. Vores unger Laura-Katrine på 10 år og Frederik på snart 3 år er med, når vi er ude til diverse løb. De er stolte af os. Især Laura-Katrine synes, at hun har de sejeste forældre. Hun dyrker selv sport, og ved betydningen af at holde sig i gang.

Det er ikke kun min mand jeg har fået gode fif af. Jeg har også opsnust noget ved at spørge mig frem, men også ved at være tilskuer. Det kan godt anbefales, at man tager ud at ser et tristævne, så får man en god fornemmelse af, hvad det er for noget. Trifolk er enormt hjælpsomme. Der er ikke så meget hovskisnovski over dem. De er altid klar på en hjælpende hånd og besvarer gerne spørgsmål.

Kom ud af starthullerne. Tro på dig selv. Det er virkelig en fed oplevelse at prøve triathlon. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville blive triathlet, men det kan jeg så kalde mig nu, og jeg glæder mig til at sætte mig et nyt mål i den kommende sæson. Tager det lidt ad gangen, men ¼ vil jeg sætte som mål i 2016, går det godt, kan man jo prøve med den ½.

 

(september 2015)

 

Go to Top