Linda: Min første Iron(wo)man

Af: Linda Roos 

Lidt om min baggrund

Uden at fornærme nogen, kan man vist roligt sige, at min interesse for træning ikke er kommet ind med modermælken. Som barn/ung spillede jeg håndbold, og da jeg stoppede, kunne jeg hurtigt se, hvordan kiloene lynhurtigt satte sig på sidebenene, og det ene kilo tog det andet. Det var sådan jeg i sin tid begyndte at løbetræne. Jeg hadede det, men det var effektivt!

Med tiden blev jeg rigtig glad for at løbe, og det var først, da jeg for ca. 3 år siden fik en knæskade, at jeg fik købt mig en racercykel. På samme tidspunkt mødte jeg min kæreste, Carsten, som dengang trænede til Ironman Frankfurt. Jeg kan huske, hvordan jeg blev helt forpustet, bare ved tanken om hans træningsprogram, og tænkte at den sport kun var for tosser, der var lavet af en helt anden støbning. Jeg har dog altid gerne ville lære at svømme crawl, så hoppede med i bassinet en gang imellem. Jeg har aldrig være nogen vandhund, og svømmede mine første 50 m. (bryst) som 22-årig! Og nøj, hvor jeg kæmpede! Jeg slugte flere liter klorvand gang på gang, og følte samtidig, at jeg havde flere kg. bly spændt under badedragten. Intet fungerede! Det første store mål var 50 meter crawl uden pause, og det tog vel et par måneder.

Så fik min veninde den idé, at vi skulle prøve en 4:18:4. Jeg blev hurtigt bidt af sporten og gennemførte sidste år min første ½ IM i Jels. Jeg har flere gange været med på sidelinien, bl.a. til IM i København, og jeg kunne mærke, at det var noget, jeg bare måtte prøve. Især fordi jeg så, at deltagerne ikke udelukkende var veltrimmede topatleter. ”Hvis DE kan, SÅ kan jeg også!” tænkte jeg! … And so, I did! 

 

Forberedelserne til Ironman Copenhagen 2015

Mandagen efter IM Copenhagen 2014 sad jeg klar ved tasterne på slaget 12:00, hvor de åbnede for tilmeldningen. Jeg vidste, at de sidste år meldte udsolgt efter få timer, så det hele foregik lidt desperat, og inden jeg så mig om, havde jeg fået tilkøbt alt muligt ekstra!
Tilmeldningen var velovervejet, og jeg var godt klar over, at det var et tidskrævende projekt. Jeg havde dog også sat mig for, at træningen ikke måtte gå udover hverken mit sociale liv, 2-3 fritidsjobs eller studiet. Samtidig vidste jeg som fysioterapeutstuderende godt, at min krop ville have godt af lidt skadesforebyggende styrketræning. Svømmetræningen krævede selvsagt også lidt ekstra. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ret hurtigt fandt jeg i hvert fald ud af, at det hele ikke rigtigt hang sammen, og stille og roligt måtte jeg gå lidt på kompromis med det ene efter det andet. Jeg er typen, der absolut ikke har det godt med at foretage mig noget halvt, så det giver næsten sig selv, at det blev et langt år med en del udfordringer undervejs.

Den største udfordring på det sociale område var, at der er meget få i min omgangskreds, der deler min interesse, og både familie og venner blev bekymrede. Jeg kunne godt fornemme, selv om de prøvede at skjule det, at de mente det her træning var ved at tage fuldstændig overhånd for mig, og et par gange tog jeg mig selv i at være fristet til at finde på alle mulige andre undskyldninger, hvis jeg fx ikke kunne overskue at hænge i hele natten til en fest. Jeg spiste som regel også lige et ekstra stykke kage for at understrege, at jeg ikke var fanatisk… Men for mig handlede det jo ikke om træningsafhængighed, men derimod et ønske om selvrealisering – at se hvordan kroppen reagerer, når den bliver presset maksimalt. Man er vel ikke fys-studerende for ingenting, og lidt nørdet bliver man jo. ;-)

… Og maksimalt presset, dét blev den! Hele vejen igennem på alle fronter! Tidspres er én ting, manglende overskud er noget andet. Og selv om jeg f.eks. ”kun” cyklede 4-5 timer en søndag, var resten af dagen bare væk – sofaen ville ikke give slip. Det leder mig til næste udfordring: Manglende restitution. Så vidt muligt tog jeg de lange cykelture sammen med gutterne fra tri-klubben, og selv om det hed sig, at vi kørte i et ”roligt” tempo, kørte jeg stort set alle mine lange ture i IM-pace – tungen ud af halsen og så ellers bare forsøge at hænge på hjulet. Dvs. mine intervaltræninger i løbet af ugen ofte gik lidt i vasken.

Svømmetræningen blev øget til 4-5 gange om ugen – jeg skulle jo have styr på det skidt! Det resulterede i en langvarig skulderskade, og jeg svømmede stort set ikke i 5 mdr! Flere gange var jeg få klik fra at kaste håndklædet i ringen, da jeg sideløbende også døjede med mindre småskader ifm. løb! Cykelturene var også sjældent behagelige, da jeg efter afprøvning af 10 forskellige sadler aldrig rigtigt fandt nogen supergod løsning. Først 1½ måned før IM kom jeg langsomt i gang med svømningen, men jeg var LYKKELIG for, at jeg ikke gav op og sprang fra!

DET GODE ved hele denne proces var, at jeg for det første blev enormt klog på mig selv, både fysisk og mentalt. Hvis man vil rykke sig på den ene eller den anden måde, skal man som regel lige ud til kanten af skrænten og snuse. Først til sidst, fandt jeg en fin balance. En anden ting, der var superfedt var, når man kom hjem efter 6 timers cykling eller en lang løbetur i godt selskab og med følelsen af virkelig at have brugt kroppen. Jeg fandt hurtigt ud af, at dét at træne alene for mig ikke var særligt motiverende.

Gennemsnitligt har jeg vel trænet ca. 12 timer ugentligt, men det er lidt et skud i tågen, da jeg ”fyrede” min træner, som også er min kæreste. Ikke fordi han ikke var dygtig! – Men jeg gennemførte stort set aldrig det hele, da jeg enten var for træt, stresset eller småskadet, så syntes ikke, jeg ville tillade mig at lade ham bruge tid på det. I det hele taget er det nu en dårlig idé, at lade sig coache af sin kæreste, men man kommer desværre ikke så langt på en SU.

23. august 2015 – Ironman Copenhagen

Dagene op til Ironman
Den første egentlige og eneste reelle nervøsitet meldte sig om torsdagen, da jeg skulle til at pakke. Hele dagen løb jeg forvirret rundt om mig selv – gik fra det ene til det andet, og alt blev dobbelttjekket. Da jeg efterhånden fik sat flueben ved alle punkter på listen og læst Athletes Guiden en sidste gang, kunne jeg slappe af.

Fredag tog vi til København. Sommerfuglene i maven meldte sin ankomst for alvor, da vi ankom på Rådhuspladsen til registrering, men på den gode måde. Her mærkede man virkelig den velkendte Ironman stemning: Et mylder af triatleter med IM-rygsæk, armbånd og hvad der ellers hører til. Selv om jeg før har oplevet stemningen, er det noget helt andet, når det pludselig er én selv, der går med rygsækken og armbåndet. FEDT! Senere var vi nede at mærke vandet ved Amager Strandpark. Dejlig temperatur og bedst af alt: ingen vandmænd, brandmænd, krabber, eller hvad vi ellers har kæmpet med i Kolding Fjord.

Lørdag var det tid til at pakke poser og tjekke cyklen ind. Igen blev alt dobbelttjekket, selv om jeg godt vidste, at der var styr på det! Senere kom min bror og højgravide svigerinde helt uanmeldt og overraskede mig! Jeg blev vildt glad og rørt over, at de havde taget hele den lange tur, bare for at se mig tosse rundt dér, uden selv at have nogen interesse for sporten – og så i den tilstand. Det vigtigste var ikke deres tilstedeværen – det var fedt, men det betød endnu mere, at de nu endelig fik en forståelse af, hvad det var jeg havde brugt alt den tid på, og at det var det hele værd for mig – at have nogen, at kunne dele oplevelsen med efterfølgende.

Svømningen
Søndag kl. 7.10 gik det løs! Starten var til min store begejstring og lettelse i år ændret til en ”rullende start” opdelt efter aldersgrupper, hvor tiden først starter, når man passerer måtten. Jeg nåede kun lige op på 2000 meters svømning et par gange inden pga. min skulderskade, så jeg var meget spændt på resultatet. Jeg tog det helt roligt og fulgte min plan: Lagde langsomt ud og forsøgte ellers bare at drage nytte af den effekt det giver at ligge bag de andres fødder. Jeg syntes de svømmede noget skævt ift. bøjerne, men glædede mig samtidig over, at vi ikke blev jordet bagfra af næste gruppe. Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men jeg NØD de 3800 m. svømning og kom ud af skiftezonen med et kæmpe overskud, smil og thumbs up! Succesen fortsatte, da jeg i første hug elegant gled i cykelskoene, selv om det var én af de ting, jeg ikke lige fik øvet. ”Det kan kun blive en god dag!” Tænkte jeg, da jeg kørte ud på cykelruten.

linda-t1

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

 
Cyklingen
De første 70 km gik meget godt, og jeg holdt et gennemsnit på ca. 32 km/t. Det føltes langsomt, men pulsen var, hvor den skulle være, og jeg holdt mig til planen om at køre den sikkert hjem, selv om jeg følte, at benene var gode. Pludselig blev jeg ramt af en voldsom svimmelhed og kvalme. Senere mavepine. Helt uforståeligt, da jeg havde holdt mig 100% til energiplanen. Jeg begynder at analysere på, hvad der går galt, og hvordan jeg skal komme videdere. Mest af alt havde jeg bare lyst til at smide cyklen og lægge mig i grøften og sove, og jeg kom frem til, at det kun kunne skyldes søvnmangel pga. bl.a. larm på hotellet om natten. Jeg sov stort set ikke. Det føltes som en evighed før jeg nåede til næste depot ved Gels Bakke, men sikke et boost, det gav! WOW! Hele vejen op af bakken følte jeg mig pludselig som en Tour de France stjerne. Dog huskede jeg, at jeg skulle på toilettet. Det hjalp lidt på mavepinen. Længere henne kører jeg forbi mine ”fans” og hører en stemme i megafon: ”… Og der er en chokoladebolle til Linda Roos…” Det var min klubkammerat Anders, der som lovet havde en nutellamad med til mig, og jeg fik igen fundet det store smil frem! Superfotografen, Kaj er selvfølgelig på pletten som altid.

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

Jeg tvang et par bidder ned, men desværre havde jeg stadig kvalme. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide den, så jeg kørte med den i hånden helt ind til Kgs. Lyngby, hvor jeg heldigvis tabte den ved brostenene. Det var måske ikke lige dagen, hvor man skulle høflighedsspise.
Ved de næste depoter sørgede jeg for at få gels med koffein, og det hjalp en smule, men jeg var stadig svimmel og havde 100% fokus på at holde mig på cyklen. Næste stop ved Gels Bakke stod min kæreste med en Cola. Imponeret over, hvordan han lige kunne vide, at det var dét jeg havde brug for, tog jeg et par slurke, men jeg kunne godt fornemme, at Carsten ikke mente der var tid til krisemøde og blev hurtigt skubbet af sted igen. Efterfølgende slog det mig, at mine splittider nok sagde en hel del om mit behov, og jeg forsøgte at tage mig sammen og få lidt fart på.

 

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

 

Løbet
Jeg fik det meget bedre og mine overvejelser om en powernap i T2 var hurtigt glemt. Nu ventede der ”bare” et maraton. Det længste jeg nogensinde havde løbet indtil da var 23 km, så jeg var noget spændt på det. Men igen, lige som på cykelruten, var jeg vildt imponeret over stemningen. ALDRIG havde jeg forestillet mig noget lignende, på trods af, at jeg havde været med som tilskuer et par gange. Men der var jo bare proppet på HELE ruten med glade tilskuere, musik og fest – ja, jeg følte faktisk bare, at det hele var én stor fest og blev helt rørt! Efter min krise på cyklen var jeg meget opmærksom på at få rigeligt med væske, så jeg gik igennem alle depoterne og drak konsekvent et glas cola og et glas vand hver gang. Det kostede lidt på tiden, men jeg var godt klar over, at det kunne risikerere at blive endnu dyrere at lade være og tog ikke nogen chancer.

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

Foto: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk

De sidste 10-15 km ramte jeg den berømte mur, og først nu forstod jeg for alvor, hvad det vil sig at ”grave dybt”! Heldigvis mødte jeg her en af mine klubkammerater og jeg forsøgte at hænge i, men måtte give slip de sidste 5 km. Jeg kunne kun fokusere på, at flytte fødderne og undgå at snuble ved brostenene. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke engang havde overskud til at sende et smil tilbage til den trofaste supportgruppe. Målet var sub 12 timer, og jeg vidste godt, at der ikke var tid til at gå helt kold, så jeg formåede at holde den kørende, og da jeg langt om længe ramte den røde løber i målområdet og så på skærmen, at der stod 11:53 kunne jeg slet ikke få armene ned!

 

Resultat – Summary:                                  

Swim: 1.21.05

Bike: 6.06.48

Run: 4.15.55

Overall: 11.53.22

 

linda-medalje

 

 

 

Post-Ironman refleksioner

Mine 10 vigtigste erfaringer:
Jeg har forsøgt kort at ridse mine vigtigste erfaringer op, og dermed give mine råd videre til dig, der står og overvejer at gennemføre den fulde Ironman distance en dag.

1. Der medfølger ikke 3 timer ekstra i døgnet ved tilmeldning! Der er og bliver kun 24 timer, hvoraf minimum 8 skal være øremærket til søvn! Med andre ord: En målsætning om at gennemføre en Ironman er et valg, som kræver fravalg!
2. Overvej hvordan der skal prioriteres FØR tilmeldning, og vær realistisk omkring målsætning

3. Prioritér core træning! Min største fejl var at nedprioritere dette, på trods af min viden om vigtigheden af det.

4. Lyt til kroppen! Der er som regel en mening med de signaler den sender, og en truende potentiel skade er altid nemmere at komme til livs end en reel overbelastningsskade.

5. Undervurdér ikke det mentale arbejde, både før og under konkurrencen. For mig viste det sig at have større betydning, end det fysiske.

6. Der findes rigtig mange selvudnævnte eksperter inden for tri-verdenen. Tag imod de gode, brugbare råd og forhold dig kritisk til resten. Man kommer langt med at bruge sin sunde fornuft.

7. Nyd HELE rejsen, ikke blot destinationen/selve konkurrencen

8. Træn sammen med andre – det giver både mere energi, godt humør og (ofte) lidt ekstra pace

9. Find den store pengepung frem og læg 50% oven i budgettet. Lær at skelne mellem ”nice to have” og ”need to have”. 

10. ALLE, der ellers har en rask og velfungerende krop kan træne sig op til en Ironman – Langt de fleste udfordringer ligger på øverste etage.

MEN hav ovenstående i baghovedet og giv det den tid det tager – for mig gik der et par år før kroppen var klar.
Alt i alt har hele rejsen for mig været en ubeskrivelig oplevelse, og jeg har svært ved at sætte ord på det hele. Jeg har opnået præcist, hvad jeg ville, og lært utrolig meget af processen. Jeg kender kroppens grænser og loftet for det mentale stressniveau – på godt og ondt. Ikke mindst har jeg lært vigtigheden af, at prioritere – og det gælder alt her i livet. Det er især noget af det, jeg vil tage med videre og huske fremover!

Mange spørger efterfølgende om jeg kunne finde på at gøre det igen. ”Hvad er så næste mål?!”… Selve dagen ville jeg til enhver tid gøre om igen (måske lige på nær de sidste 10 km løb ). Det var en helt igennem FANTASTISK dag, og en af de fedeste oplevelse jeg har haft. Målet med min første Ironman var primært at gennemføre og få en god oplevelse, gerne under 12 timer (mest for at slå ”Kajserens” tid – en af de tykke drenge i klubben, som i år var blandt supportgruppen, og samtidig formåede, at tage de gode billeder!). Hvis jeg skulle gøre det igen ville målet være en bedre tid, og så er vi tilbage ved prioriteringerne, og svaret må dermed være NEJ – én gang Iron(wo)man – altid Iron(wo)man! 

(august 2015)

Go to Top