Cecilie: Fra 0 til 3,8 km openwater

Af Cecilie Meldgaard Groth

Svømning – fra 0 m til 3,8 km i åbent vand

Da jeg købte mit startnummer til Copenhagen Ironman for godt et år siden, kunne jeg ikke svømme én eneste bane crawl. Cykling og løb havde jeg lidt mere erfaring med, men svømningen var i den grad min akilleshæl. Derfor startede jeg på et lille trihold i mit lokale fitnesscenter i oktober 2014 og brugte det meste af efteråret og vinteren i svømmehallen på at øve crawlarme og –ben og at lære at trække vejret roligt.
Jeg kan stadig huske den onsdag morgen i november, hvor det lykkedes mig at sætte arme og ben sammen og for første gang svømme en hel bane crawl uden plade eller poolbouy, og jeg fejrede mit svømmegennembrud med en croissant og et opkald til min mor på vej på arbejde.
Da jeg først havde knækket crawl-koden blev én bane hurtigt til flere, og det varede ikke længe, før jeg vovede mig over i svømmehallens 50-meter bassin. Der gik dog en del uger, inden jeg turde at lægge mig over til alle de andre triatleter på den ”hurtige” bane.

Vinteren og foråret kom og gik, og før jeg fik set mig om, var det tid til at forlade svømmehallens lune og rolige vand til fordel for havet. Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs, inden jeg skulle svømme i åbent vand for første gang. Hvordan ville det være at trække vejret i væsentligt koldere vand, og hvad med bølger og strøm? Ville jeg overhovedet kunne holde mig flydende? Min crawldebut i havvand fandt sted i maj i 12 grader varmt vand og var relativ kort, da både hænder og fødder var følelsesløse efter 20 minutter. Men jeg kunne både trække vejret, holde mig flydende (tak våddragt) og komme fremad trods bølger og strøm. I takt med at vandtemperaturen steg, blev jeg mere og mere begejstret for at svømme udendørs, og jeg endte med at deltage i en række svømmestævner i åbent vand henover sommeren.

Cecile_swim

 

To uger før Ironman Copenhagen 2015 svømmede jeg for første gang 3,8 km crawl i lagunen ved Amager Strandpark, og 14 dage senere gentog jeg succesen sammen med tusindvis af andre potentielle ironmænd- og kvinder i tiden 1 time og 26 minutter. På under et år var det lykkedes mig at gå fra 0 meter til 3,8 km ved at svømmetræne 2-3 gange om ugen.

 

Kunsten at planlægge og prioritere sin træning

Men svømning fylder som bekendt kun en lille del af en hel Ironman, og selvom havde jeg noget mere erfaring med løb og cykling, skulle der alligevel tilbagelægges en del kilometer på cyklen og i løbeskoene – og det tager tid!

Derudover var jeg også så heldig, at jeg i november blev tilbudt et fuldtidsjob i november, samtidig med at jeg netop var startet på at skrive mit afsluttende speciale fra universitetet. Men med glæden over at have fået et fuldtidsjob fulgte også frustrationen over pludselig ikke at have timer nok i døgnet til både at være den engagerede nye medarbejder, den flittige studerende og den dedikerede triatlet.

Jeg blev derfor nødt til at planlægge og prioritere min træning for at få hverdagen til at hænge sammen. Min træner på triholdet hjalp mig med at lave en træningsplan med træningspas, der var ”need to have” og ”nice to have”, med udgangspunkt i mine styrker og svagheder inden for de tre discipliner. Træningsplanen sikrede ikke kun, at jeg trænede mest optimalt og effektivt. Den hjalp mig også med at slippe den konstante dårlige samvittighed over ikke at træne nok. For dårlig samvittighed får man hurtigt, når man hører og læser om, hvor mange timer andre triatleter tilbringer til vands, til lands og på cyklen.

Efter kyndig vejledning fra min træner endte min træningsuge derfor med at se således ud:

Mandag: Svømmetræning
Tirsdag: Løbetræning (interval)
Onsdag: (Svømmetræning)
Torsdag: Cykeltræning
Fredag: Svømmetræning
Lørdag: Hviledag
Søndag: Skiftevis langt løbepas og cykelpas

Det ser muligvis ud af meget, men det er vigtigt at være opmærksom på, at størstedelen af mine træningspas ikke varede mere end en times tid. Det gjaldt for eksempel alle svømmepassene og løbetræningen om tirsdagen. Mine længste træningspas lå torsdag og i weekenden og tog som regel et par timer afhængig af distancen.
Jeg siger ikke, at det ikke kræver tid at træne op til en Ironman – for det gør det – men med den rette planlægning og prioritering er det muligt også have et liv ved siden af. For det er jo trods alt de færreste af os, der hverken kan eller vil leve af at have triatlon som fuldtidsbeskæftigelse.

 

12 fantastiske timer

Jeg sov ikke ret meget natten til den 23. august. Spændingen, glæden og nervøsiteten over endelig at skulle høste frugten af næsten et års træning holdt mig vågen. Kunne min krop klare at være i gang i så mange timer? Havde jeg trænet nok? Havde jeg nu pakket det rigtige udstyr i mine poser? Det var blot nogle af de spørgsmål, der kværnede rundt i mit hoved, da jeg lå i min seng aftenen inden.
Og selvsamme spørgsmål kunne jeg heldigvis besvare med et rungende JA, da jeg et døgn senere igen lå i min seng – nu en medalje, titlen som Ironwoman og en fantastisk oplevelse rigere.

Cecilie_T1

At løbe i vandet kl. 7.10 i morgensolen på Amager blev starten på 12 fantastiske timer, hvor jeg ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, at det hele nok skulle gå. Svømmeturen fløj af sted. Vandet var varmt og roligt, og massestarten, som jeg ellers havde frygtet, forløb uden dramatik og nærdødsoplevelser. Og før jeg fik set mig om, havde jeg tilbagelagt mine 3,8 km og kunne hoppe op på cyklen og begive mig ud på de 180 km i idylliske Nordsjælland. Det var en virkelig fed fornemmelse at få lov til at køre midt på strandvejen, hvor jeg har trænet så tit, uden at skulle bekymre sig om lyskryds og biler. Langs hele cykelruten var der tilskuere, der heppede og hujede, og på Geelsbakke var der nærmest Tour De France -lignende tilstande og opløbsstemning.

Cecilie_bike
Jeg havde min familie stående på toppen af bakken til at give mig lidt mad, hvilket kun er tilladt netop det sted på ruten. Da jeg kom forbi anden gang for at få min bolle med nutella og mentalt var ved at forberede mig på de 42 km i løbeskoene, der ventede lige om hjørnet, kan jeg huske, at min mor sagde til mig: ”Det er ikke et marathon. Det er fire runder. Husk det!” Det gentog jeg for mig selv de sidste 10-15 km indtil København og T2.

Cecilie_run

Løbeturen i det indre København var på alle måder overvældende. Ruten var tætpakket med mennesker, der klappede og kom med opmuntrende tilråb, og jeg var også så heldig, at en del af mine venner og familie havde valgt at bruge deres søndag på at se mig rende rundt. Den enorme opbakning gjorde det svært ikke at smile, grine og vinke, selvom både hoved, krop og ben var ved at være trætte.
Klokken 19.12, præcis 12 timer og 2 minutter efter at jeg løb i vandet på Amager, krydsede jeg målstregen på Christiansborg Slotsplads med et stort smil og følelsen af, at dagen var gået præcis, som den skulle.

Cecilie_finish
Jeg har ikke købt et startnummer til næste år, men jeg er ret overbevist om, at dette ikke var min første og sidste Ironman.

 

(oktober 2015)

 

Go to Top