Keld Thomsen

 

Baggrund

 

Du startede i tri-sporten længe før det blev moderne. Hvad fik ham den store håndbold/fitness fyr ind i sporten tilbage i 90’erne?

Jeg arbejdede på en Café inde i byen, hvor en af mine kolleger var sælger for Carlsberg. Carlsberg sponsorerede Silkeborg Triathlon – og han havde derigennem fået 2 fribilletter til Tri’en i 1998. Det var samme tid hvor SMT rendte rundt i grønt tivolitøj og der var en meget karismatisk person i klubben, som skrabede sponsorater ind (Torben Hansen). Han talte så varmt om klubben, at jeg blev nysgerrig på det. Samtidigt havde min kollega udfordret mig til tri’en og den som kom sidst i mål, skulle betale en bytur all included. Jeg var kæphøj og mente, at jeg umuligt kunne tabe til ham, da han var en byrotte med en helt sædvanlig Nygade-fedtprocent !!!! Jeg tog grundigt fejl – og han baskede mig med mere end 20 minutter. Allerede samme aften lavede vi en aftale om revanche næste år, men der stillede han ikke op! Det har jeg gjort siden og jeg tror ikke jeg får holdt igen;-).

 

Der er noget med en ret vandvittig historie fra Ironman Lanzarote, hvor du gennemførte på en alt for lille lånecykel. Hvis det havde været i dag var det ganske givet blev et YouTube hit. Men kan vi ikke lige få den historie med?

Jo, det kan vi da.

Da jeg startede med triathlon, startede jeg også med at komme på La Santa Sport. Jeg var fuldstændigt forelsket i det sted og vi var der flere gange om året. Jeg kørte min første IM i Fredericia og den næste i Roth. Jeg var ikke så fokuseret på tiderne dengang, men mere på oplevelsen og det at gennemføre et race, selvom jeg var en tung dreng på ca. 100 kg. Så derfor synes jeg det lød spændende, at gennemføre Lanzarote Ironman sammen med min Kammerat Lars Mars. Da jeg havde gennemført det race i 2001 blev jeg hooked – det var ikke nok bare at gennemføre, jeg ville også konkurrere! Så jeg lagde mig i selen og begyndte at træne lidt mere struktureret. Der tabte jeg mig lidt og tiderne blev lidt bedre og i 2006 skulle den så rammes på Lanzarote.

Jeg havde trænet godt, var i god form og havde svømmet på lige under 1 time i Puerto del Carmen. Af sted det gik på cyklen, hvor jeg glædede mig til endelig, at kunne køre en fornuftig tid på Øen. Jeg nåede desværre kun 17 km (for de som kender Lanzarote IM, så nåede jeg til rundkørslen ved ildbjergene) og her knækkede min bagskifter. Jeg var så træt af det, at jeg ikke engang gad at kaste min cykel væk i frustration. Heldigvis kom der en englænder (Chris Biedie) forbi. Han havde lånt en La Santa cykel, som han cyklede rundt på, for at følge med i stævnet. Da fejebladet kom til sidst og alle var kørt forbi, så var der en venlig mekaniker som tilbød, at klippe kæden over på min cykel, så Chris kunne køre i et gear retur til La Santa, på min cykel. Og så fik jeg monteret mit nummer over på hans La Santa cykel og kunne fuldføre racet. Jeg garanterer for at det gav noget opmærksomhed – og jeg har stadig nogle ret gode papirbilleder af en tung jyde på 195 cm som kørte ud på de resterende 163 km, på en 52 tommer La Santa cykel. Det er selvfølgelig imod forskrifterne, men jeg gennemførte og det hjalp på resten af ferienJ.

 

 

Indtil 2012 var dine ironmankonkurrencer oftest på kuperede ruter og under varme forhold, som Nice og Lanzarote. Med et stærkt ønske om Hawaii kval har de ruter ikke umiddelbart ligget lige til højre benet for en relativ stor fyr som dig. Hvorfor var det først i 2012 du valgte en flad rute og efter al sandsynlighed lavere temperaturer i Kalmar?

Jeg elsker varme og jeg elsker naturen. Det sammenholdt med, at det er nemmere at lokke familien med på ferie i Nice, Lanzarote, Klagenfurt osv, frem for knapt så eksotiske Sverige, så er valgene gået i den retning. Samtidigt har jeg nok også haft en naiv forestilling om, at jeg godt kan køre hurtigt i bakket terræn. Det mener jeg egentligt stadigt er muligt, men jeg har udfordringer med løbet i varmen. Sverige kom på tale, da jeg gang på gang var blevet mindet om din indledning og at jeg nok også var blevet en smule skræmt af mit styrt i Nice, året forinden. Jeg kom først sent i gang igen ift min skulder (februar) og jeg skulle køre et sent stævne, hvis jeg skulle nå at blive klar. Det nåede jeg – og jeg havde en fed oplevelse i Kalmar 2012.

 

 

Sæsonen 2012

 

Efter et styrt til Ironman Nice i 2011 (gennemførte til trods) var du lige ved at måtte opgive det hele pga. en skadet skulder. Blev det i virkeligheden vendepunktet, der gjorde at nu skulle Hawaii kval virkelig have en chance?

Ja, det kan man godt sige!

Jeg var på ingen måde noget roligt menneske, efter Nice Ironman 2011. Det var en lang vinter og jeg brugte mange timer i fitnesscenteret. Jeg synes det var et helvede, at alle I andre lå i baljen og lavede lige præcis det jeg elsker, når jeg ikke kunne. Da jeg så fik grønt lys af lægerne i februar – og de sagde, at jeg ikke kunne gøre mere skade end gavn, så fik den fuld gas. Jeg var fast besluttet på, at Hawaii Ironman skulle nås inden jeg blev 40 år.

 

I 2012 kørte du din, vel på daværende tidspunkt, bedste ironmankonkurrence nogensinde. Du kørte 9.06 i Kalmar og var pludselig meget tæt på Hawaii kval. Var det bare dagen hvor alting klappede eller var dit niveau rykket markant ift tidligere?

Jeg havde en fantastisk dag og havde haft en god sæson henover sommeren. Jeg var blevet stærkere/hurtigere på cyklen, men jeg havde stort set også kun trænet flade kilometer. Jeg vil påstå, at min form var ligeså god i Nice, men der fik jeg bare ikke fuld valuta for træningen.

I Kalmar svømmede jeg ikke specielt godt, var langsom i skiftet, cyklede suverænt og var i balance hele vejen under løbet. Det var første gang jeg prøvede det – og jeg tror efterhånden, at jeg kommer tættere på, at knække koden til det afsluttende maraton. Jeg mener godt, at jeg kan komme ned på 3 timer afsluttende!

 

 

Sæsonen 2013

 

Det virkede til at Kalmar 2012 virkelig gav dig blod på tanden. Du meldte klart ud at Hawaii var målet i 2013. Off season blev vidst også noget kortere og du virkede markant mere målrettet gennem vinteren og foråret end tidligere. Var det nu eller aldrig og hvordan har processen været?

Der er ikke nogen tvivl om, at Kalmar IM 2012 gav mig blod på tanden. Jeg vidste at jeg kunne køre hurtigere end jeg gjorde, da mine skifte var meget dårlige og jeg havde stadig fornemmelsen af, at løbet kunne blive meget bedre. Samtidigt havde min faste træningsmakker (Jesper Brøns) kørt sit første IM stævne i Kbh på flotteste vis – og han var også helt klar på at tage en tur til Sverige. Så fundamentet til et godt træningsår var lagt, med en masse motivation og gode træningskammerater. Off season blev vidst kun til den årlige tri-afslutning (Tequila) og et par julefrokoster, ellers var træningskurven uden de store udsving!!

Jeg vil ikke sige, at det var nu eller aldrig, men jeg har været ”All in” i år. Hvis ikke det var blevet i år, så tror jeg enten jeg skulle have ventet til 2020, eller også skulle jeg have givet afkald på næsten alt… Jeg har jagtet det her i nogen tid efterhånden og har forsømt videreuddannelse/skole, ikke altid haft så god samvittighed derhjemme og det kunne jeg godt tænke mig at kompensere lidt for nu.

 

Keld_Thomsen_Kalmar_run 

 

Da Challenge Copenhagen med kort varsel blev til Ironman og der samtidig var flere slots i København end i Kalmar, kunne man formode at det ville blive lettere at kvalle i København. Var det ikke fristende at køre i København i stedet for Kalmar?

Der var flere som sagde det til mig, men det er ikke sådan at jeg er skruet sammen. Jeg havde det her for øje – og hvis jeg blev slået på retfærdigvis i Kalmar, så havde jeg været afklaret med det. Jeg vidste, at mit niveau på en god dag, kunne bringe mig noget under 9 timer – og hvis der var 6 andre som ville køre under 9 timer i AG 40-44, så kunne de ligeså vel gøre det i Kbh. Så nej, det var overhovedet ikke fristende.

 

Ironman Kalmar blev den helt store forløsning med en 2. plads i AG 40-44 og dermed sikker Hawaii kval. Hvordan forløb din konkurrence og hvornår følte du dig sikker?

Du var jo selv deroppe, så du vil nok kunne nikke genkendende til, at det var en udfordrende dag. Sidste år var der optimale vejrbetingelser og jeg havde slet ikke kunnet forestille mig, at det skulle blæse som det gjorde.

Jeg var fuldstændigt afklaret fra morgenstunden. Jeg vidste at mine forberedelser havde været gode og uanset vejr og vind, så ville jeg kunne køre et godt race. Da kanonen lød klokken 07.00 lagde jeg mig i bølgen, i den tro, at jeg ville springe på cyklen ca. 58-59 minutter efter. Men svømmeturen var væsentligt mere urolig end sidste år. Der var kamp på hele første runde (1500 meter) og anden runde blev en gyngende affære. Vinden var tiltagende og bølgerne, eller dyndingerne fra Østersøen var kommet forbi. Da jeg stod op af vandet så jeg klokken stå på 1.03.00. What tænkte jeg, men løb naturligt videre i skiftet.

På cyklen fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste som havde haft en langsom svømning, så jeg tænkte kun på at komme længere frem på cyklen og at komme ind i mit pace. Det var en udfordring, at køre over til Øland via broen – her skulle der holdes godt ved og jeg overhalede hele vejen. Herefter fulgte de næste 40 km på Øland, med vinden lige på næbbet. Jeg nåede kun kortvarigt at irritere mig over den, da jeg tænkte at det måtte være til min/vores (danskeres) fordel, da vi er vant til at køre i vind. På vej tilbage til fastlandet (lige som vi kører ind på Ølandsbroen igen) ryger kablet til min forskifter. Jeg fik et dejavu til Lanzarote for tidligere og tænkte; det er simpelthen løgn! Jeg masserede min forskifter og min gearskifter, så den må have været helt varm, men uden held. Ret hurtigt vendte det sig i mit hoved til, at det ikke skulle slå mig ud – og når det nu skulle ske, så var det da heldigt at det blæste som det gjorde. I sidevind og modvind var det jo intet problem, men i medvinden har det nok set lidt komisk ud (jeg er ikke vant til at køre med en kadence på +120).

De sidste ca 80 km blev kørt på lille klinge og lidt højere kadence end sædvanligt. Måske var det medvirkende til, at jeg havde friske løbeben fra start på maraton. Merete (min kone) fortalte mig ved 12 km, at jeg lå nummer 5 og her var min fornemmelse, at jeg kunne løbe fornuftigt til mål. Ved 35 km fik jeg at vide, at jeg lå nummer 4 og så var det bare om at løbe den hjem. Når du spørger om; hvornår jeg følte mig sikker? Så er mit svar; det gjorde jeg søndag middag, da jeg skrev under på papirerne til award ceremonien. Jeg har prøvet så mange gange, at tro og håbe – det er slut, nu vil jeg vide!

Men fornemmelsen var god hele vejen og det var en kæmpe forløsning;-).

 

Keld_thomsen_kalmar_bike

 

Rygtet vil vide at ”The Great Dane”, som de sagde til Slot Award’en, vidst fældede en enkelt tåre og virkede mere nervøs end om morgenen på raceday. Hvordan var det endeligt at stå der med registreringen til Ironman Hawaii i hånden og en Hawaii-krans om halsen?

Det kan jeg slet ikke beskrive, men det kan fremkalde de samme følelser bare, at skulle reflektere over det nu. Der er så mange lag i sådan et Hawaii kval for mig, at det ville fylde hele din hjemmeside, hvis jeg skulle beskrive det.

Egentligt havde jeg lyst til at juble højlydt, men vi sad i en hal med 1000 mennesker og jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg bare begynde at hyle. Så jeg holdte nok lidt igen;-).

Det var ubeskriveligt fedt og jeg er helt vildt glad for det kval – det er f….. god timing ;-).

 

Nu går det jo pludseligt hurtigt frem mod Hawaii. Ud over træningen skal der bookes fly, hotel, ferie og ikke bare din familie, men også din svoger Thorstein/søster Ann med børn skal af sted. Det må være ret enestående at både du og Thorstein er kvalificeret. Skal I rejse og bo sammen, hvor tidligt tager I af sted og skal der holdes ferie bagefter?

Ja, tiden flyver, men det er jeg vant til. Den skal være velkommen, for der er kun fede ting i vente !

At Thorstein kvallede i Kbh, det er bare kronen på værket. Det er helt unikt, at kunne deltage i noget så stort som Hawaii Ironman, med sin bedste ven og svoger. Vi har rejst sammen utallige gange og dystet med/mod hinanden i adskillige races, men det her bliver uden tvivl det mest ultimative for os. Samtidigt er er det også kronen på værket og noget jeg glæder mig helt enormt til, at dele med min familie. Triathlon er en individuel sport, men de som er omkring en triathlet, kommer i den grad til at mærke hvordan prioriteringerne er fra tid til anden. Jeg glæder mig så meget til at betale lidt tilbage, for alt den goodwill jeg har fået igennem årene. Jeg er ikke den eneste der har stået skuffet på målstregen på Lanzarote, i Nicex2 og i Kalmar 2012. Min familie glæder sig også til at opleve Hawaii og de glæder sig også til at se, om alting bliver som vi har snakket om, på den anden side J. Lige nu giver det en masse ro!

Vi har ikke taget stilling til hvordan vi skal bo endnu, men det skal være godt og vi skal af sted fra den 3. oktober til den 18. oktober.

 

Træning

 

Du planlægger selv din træning. Hvordan foregår det – planlægger du for en længere periode af gangen, på ugebasis eller en dag af gangen?

Jeg har som udgangspunkt altid en måneds skemalagt træning og så mærker jeg efter undervejs. Jeg har en fleksibel arbejdsplads, men jeg har aldrig mindre end 37 timer om ugen, så hvis jeg træner om dagen, så må der arbejdes om aftenen – skrivebordet tømmer ikke sig selv. Eneste tidspunkt hvor jeg er mere end sædvanligt struktureret, er de sidste 6 uger. Her har jeg et forholdsvist fast program, som jeg ved kan ramme mig ind, på en fornuftig formtop. Jeg træner efter puls på cyklen og efter tempo på løb og næsten altid sammen med min faste træningsmakker (Jesper Brøns).

 

Der er de sidste par år kommet nogle nye rigtig hurtige SMT’ere, ikke mindst din ven og træningsmakker Jesper Brøns (som du også er træner for). Hvad betyder træningsmiljøet for dig og det niveau du har nået?

Jeg har altid været meget social – også i træningen. Men jeg er nok blevet lidt mere kantet. Træningsmiljøet i SMT er helt unikt og det elsker jeg at være en del af. Vi har de bedste omgivelser og vi har nogle bærende kræfter i klubben, som har været det igennem længere tid, hvilket gør, at det er let at føre træningen (med kvalitet) videre. Jeg har været heldig at tiltuske mig torsdagstons, hvor træningen er baseret på intensitet og så er jeg altid med til vore krydstræninger. Til krydstræningerne er setuppet altid, som hvis man skal køre et stævne – og den interne konkurrence i klubben er med til, at alle holder et højt niveau og at de bliver ved med at udvikle sig.

At Jesper er kommet til klubben og at han er stukket så meget af på cyklen som han er; det er der ikke nogen tvivl om, at vi alle kan lukrere på. Og mere motiveret træningsmakker findes ikke!

 

Hvordan har en typisk træningsuge set ud frem mod Ironman Kalmar?

Mandag: kort løb ABC, svøm ca 3000 meter.

Tirsdag: Intervalløb (12-15 km). 6 km interval.

Onsdag: Ca 80-100 km cykel, 3000 meter svøm.

Torsdag: Ca 70 km intensitet på cykel, sommetider kort kryds (hårdt).

Fredag: Ca. 60-70 km cykel (Kadence).

Lørdag: Ca 4000 meter svøm og +20 km løb.

Søndag: Lang cykeltur med off bike løb.

 

Er der noget du vil ændre i træningen frem mod Hawaii ift op til Kalmar. Kommer vi til at se dig svømme uden pull bouyJ, påtænker du at træne indendørs mht varmetiilvænning eller planlægger du andre tiltag?

Jeg skal lige have trænet højre arm de næste 2 weekender og så skal jeg jo i gang igen. Jeg vil svømme mere end jeg har gjort op til Kalmar IM – og du kommer ikke til at se mig med Pull buoy. Varmetræning tror jeg ikke på, ud fra min hverdag. Der skal mere til, før det virker. Jeg håber på, at akklimatiseringen indfinder sig på 8 dage og at jeg holder til racet den 12. oktober.

Jeg vil træne lidt kortere og lidt hårdere og håber at hårdheden kan kompensere for tiden.

 

Har du nogle specifikke mål for Ironman Hawaii fx mht sluttid eller placering – eller handler det først og fremmest om at få en stor oplevelse ud af det?

Helt overordnet, så handler det om at få en god oplevelse og om at gennemføre. Jeg kommer til at fylde min cykel med dæk og slanger, for jeg skal igennem. Jeg har ikke et behov for at race på samme måde som jeg har gjort for at nå slottet, men når det er sagt, så skal jeg heller ikke slutte sidst !

Jeg ved, at jeg får en kæmpe udfordring med varmen, men jeg vil forsøge at nedkøle mig undervejs. Vi har haft mange dygtige danskere igennem tiderne, som har gjort deres studier – og som har lagt dem til offentligt skue. Og dem vil jeg da tage ved lære af…. Men jeg kommer ikke til at løbe med et termometer i røvenJ.

Jeg vil helst ikke ud med en tid, men du ved hvem jeg skal følges med – og jeg har ikke tabt til ham i årJ.

 

 

Fremtiden

 

Hawaii er det du har drømt om, men bliver det også dit mål til næste år?

Det bliver helt sikkert ikke mit mål, næste år. Jeg vil træne, kortere og hårdere – og se om det ikke giver tid og mulighed for alle de andre ting, som jeg også gerne vil. Junior spiller fodbold og han synes det er for nemt, at løbe rundt om en statist i haven, når jeg kommer hjem fra en cykeltur på + 160 km. Emilie er startet på eliteholdet i Ikast i håndbold, så der går nok også en søndag eller 2 med det. Måske kan jeg presse Merete ud på lidt længere distancer i 2014, så hun kan køre en Ironman, så bliver der også plads på sofaen til mig imens.

Jeg hørte engang en klog ung mand sige; jeg vil gerne være en tyk motionist ! Han er elite cykelrytter i dag og har en storebror som hedder Thomas Strange…. Så den springer jeg på, altså tilværelsen som livsnyder og tyk motionist.

 

Du er de sidste par år begyndt at træne nogle atleter. Hvad har det givet dig og er det noget du vil fortsætte med fremover?

Det er meget givende og det er noget jeg godt kunne tænke mig, at gøre mere ved. Jeg påregner at tage træneruddannelsen igennem dtrif og derigennem også få mere indsigt i andre og nye træningsmetoder.

 

Læs mere om Keld Thomsen her.

 

(august 2013)

Go to Top