Betina Schmidt

Du var oprindeligt gymnast, så det lå måske ikke lige i kortene at du skulle blive triathlet. -Hvad fik dig ind i sporten en gang midt i 90′erne og hvad fik dig til at køre din første ironman i 1998 i Roth?

Helt tilbage i 1996 så jeg VM på Hawaii på eurosport og kan huske at jeg var solgt lige fra starten. Det var så fascinerende at følge ironman og så al den historie omkring Hawaii hvor ironman opstod helt tilbage i 1978. Det var også året hvor Luc Van Lierde satte verdensrekord i tiden 8.04 en rekord som mange mandlige atleter har forsøgt at slå, men det lykkedes først Greg Alexander at sætte ny verdensrekord i år i tiden 8.03. Det var også året hvor Paula Newby Fraser vandt vm for 8 gang. Det var en omend noget svær
overgang at komme med så atypisk en baggrund som jeg, idet jeg var elitegymnast og jeg kunne hverken cykle, løbe og sidst men ikke mindst svømme. Der var ikke andet at gøre end at se om jeg kunne lære at svømme og så tage det derfra.Holdt da fast hvor brugte jeg mange timer i svømmebassinet i Århus og heldigvis gav det pote, det lykkedes at lære at svømme på et hæderligt niveau omend min vandskrækker skulle tage mange år at komme over.

Da jeg først have lært at svømme investerede jeg i min første tri cykel, en brugt en af slagsen og træning blev struktureret allerede fra 1997 og har været det siden med forskellige trænere. Jeg havde nemlig bestemt i efteråret 1997 at jeg skulle have debut på ironman distancen i på dette tidspunkt et af Europas mest populære ironman stævner Roth. Jeg holdt kortene tæt på kroppen da jeg ikke gad at høre alle de dårlige kommentarer så kun ganske få mennesker vidste at jeg skulle køre ironman. Træning var hård,
intensiv og til tider belastende for især mit venstre knæ da jeg dengang døjede med løberknæ og hele tiden skulle tage hensyn til dette under træningen.

Hvordan gik det så, først og fremmest var min sluttid ikke noget at skrive hjem om, men alligevel en time hurtigere end hvad trænerne troede jeg kunne. Svømningen gik rimeligt, cyklingen var rigtig god og jeg var helt og aldeles smadret stor del af løbet (var langtfra en løber dengang). En ting er sikkert jeg glemmer aldrig min først ironman, det var en fantastisk oplevelse, de sidste 200 meter var helt igennem uforglemmelige og jeg var helt solgt.

De første år var du, vel hvad man godt kan tillade sig at kalde, almindelig motionist. Du deltog i en del konkurrencer, men var ikke blandt de hurtigste. I 2002 kørte du IM Klagenfurt næsten 1½ time hurtigere end din debuttid 4 år tidligere. Du havde forbedret dig markant, ikke mindst på cykling. Hvad skete der i de år?

Til Ironman Austria i 2002 begyndte jeg at nærme mig toppen af min aldersklasse med hastige skridt. Jeg havde efterhånden kørt en del konkurrencer, først og fremmest i Danmark men også den årlige tilbagevendende ironman. Jeg havde på daværende tidspunkt trænet struktureret og meget målrettet på hele tiden at forbedre min svagheder og var meget dedikeret til min sport, og trænede i stort omfang efter min træners planer. Den helt store forbedring var primært sket på cyklen og i mindre grad på svømning og især løbet tog lang tid for mig at forbedre.

I bund og grund er jeg en rigtig slider, som er mega stædig og når jeg har sat mig noget for så bliver jeg ved til målet er indfriet. Der er således flere årsager til den markante fremgang, men de meget store træningsmængder og min personlighed har helt sikkert gjort den helt store forskel. Jeg har altid haft en ukuelig tiltro til at jeg nok skal få indfriet mine målsætninger uanset hvad andre mente. Tilbage i 2002 var jeg stadig ikke en særlig god løber, men jeg blev ved med at tro på at det nok kulle komme. Der var ikke andet for end at blive ved med at træne hårdt og målrettet og da vi først i 2005 endelig efter mange år fik løst mine knæproblemer, så kom den markante fremgang endelig på løbet.

 

I 2005 kørte du IM Klagenfurt og kvalificerede dig for første gang til IM Hawaii. Du har tidligere fortalt, at dét var der ikke mange der havde troet var muligt. -Du havde fortsat din fremgang og det virkede til at løbet, der måske tidligere hvade været din største udfordring, nu var blevet dit bedste våben. Havde du ændret noget træningsmæssigt og hvordan var det, mod oddsene, at kvalificere sig til IM Hawaii?

Hele 2004 sæsonen gik med at opbygge især løbeformen efter et brækket bækken i 2003 og samtidig havde jeg fået ny træner, Morten Sørensen og hvis jeg troede jeg havde trænet meget, hårdt og målrettet indtil da så kunne jeg godt tro om. Jeg trænede en vis del ud af bukserne specielt fra 2005 og fremefter. I efteråret 2004 satte jeg sammen med min træner målsætningen om at forsøge at kvalificere mig til VM på Hawaii. Igen som tidligere blev kortene holdt tæt på kroppen, da jeg ikke orkede alle de dumme kommentarer. At det lykkedes i første forsøg var helt og aldeles fantastisk og jeg var ovenud lykkelig.

Efterfølgende sagde jeg til min træner at der nok kun inderst inde var ham og Lasse og som troede på at jeg kunne kvalificere mig til
Hawaii, hvortil han svarede, “det er ligegyldig hvad andre tror, de vigtigste personer troede på dig og det er det som betyder noget”.

Jeg havde trænet meget målrettet på at forbedre alle tre discipliner. Jeg svømmede med konkurrencesvømmere flere gange ugentlig og fik masser af tæsk, cyklede med cykelryttere og blev hærdet på cyklen, samt sidst men ikke mindst fik indlægssåler til løbeskoene og gik fra at have knæproblemer 90 procent af tiden til kun 10 procent af tiden og derudover løb jeg med konkurrenceløbere. Min tankegang var simpel, træn med de bedste indenfor hver disciplin og så kommer forbedringerne helt sikkert. Tidligere var kun cyklen
mit stærkeste våben men nu begyndte løbet at nærme sig et ganske højt niveau.

 

Du har været på Hawaii 5 gange og udover den første gang i Klagenfurt, har du hver gang kvalificeret dig ved IM Frankfurt. Hvad er det ved dén IM Frankfurt, der får dig til at vende tilbage?

I 2005 kvalificerede jeg mig til Ironman Austria og har de andre fire andre gange kvalificeret mig til VM på Hawaii til Ironman EUROPEAN Championship i Frankfurt. Jeg har efterhånden en ret god statistik ift. IM i Frankfurt, da jeg er blevet europamester i min aldersklasse tre udaf fire gange, senest i år. Jeg elsker den tyske form for disciplin idet der er styr på alt både før, under og efter konkurrencen. Vejret er som regel meget varmt, det blæser næsten altid og især cykelruten og løbet ligger ganske godt til mig.
Vejret og ruterne minder meget om det danske specielt i år, hvor vi kun havde 14 grader, frisk og hård vind samt mega meget vind, så det var ligesom hjemme i Danmark.

Vi svømmer i en sø og cykler en rundstrækning to gange, hvor der er gode lange jævne stigninger, samt en del åbne stykker på cykelruten og et afsluttende marathon, hvor vi løber opad broer en del gange og løber den samme rute fire gange. Der er samtidig tusindevis af tilskuere som hepper på en. Alt i alt et helt fantastisk ironman stævne hvis man ellers kan få startplads. Alle disse ting gør at stævnet passer rigtig godt til mig.

 

 

Vejret til IM Frankfurt i år var meget barsk med lave temperaturer, regn og stærk blæst. Hvordan var det sammenlignet med de øvrige år du har kørt i Frankurt og hvilken betydning fik det for konkurrencens udfald?

Ironman Germany i Frankfurt har eksisterede siden 2002 hvor de købte Hawaii slots og dermed overtog de mange slots fra IM Roth. I år var 10. gang at stævnet blev arrangeret og jeg har været med hele fem gange, første gang tilbage i 2003. Det har altid været kendetegnet for stævnet At temperaturerne er over 30 grader, samt at der er en del vind og meget varmt på det afsluttende marathon som løbet i Frankfurt midtby. Men d. 24. Juli 2011 var ganske anderledes da vi aldrig havde temperaturer højere end 14 grader, bortset fra at vandet var hele 21 grader, hvilket var det varmeste den dag. Vinden tog til i styrke og var hård/frisk på de sidste 80 km og derudover stod det virkelig ned i stænger så det var ganske koldt og på cyklen sad man og frøs hænderne så det var svært at skifte gear. Jeg formåede alligevel at tænke positivt, det var jo hjemmebanefordel med det vejr, som i høj grad mindede om det vejr jeg havde trænet i hjemme i Danmark.

Der er hellere ingen tvivl om at det er en fordel at jeg efterhånden kender ruterne så godt i Frankfurt og jeg har selvfølgelig også en del selvtillid fra tidligere år og det sammenholdt med at jeg er en de bedste afslutter på løbet gjorde en kæmpe forskel. Derudover
fik jeg disponeret helt efter planen hvilket også gjorde en stor forskel.

Det kolde vejr gjorde selvfølgelig at jeg ikke kunne løbe så hurtigt som vi havde planlagt men da de andre løb markant langsommere endte jeg med at vinde min aldersklasse med hele 29 minutter ned til nr. 2.

 

Trods den hårde konkurrence i Frankfurt vandt du en meget komfortabel sejr i W40-44 og sikrede dermed endnu et Hawaii slot. Hvordan var optakten frem mod Hawaii?

Jeg var meget glad for endnu en 1. plads og dermed direkte kvalifikation til Hawaii for 5 gang. Desværre fik jeg som følge af brug af en ny sadel på cyklen og det meget kolde vejr i Frankfurt ikke den bedste optakt til Hawaii da jeg fik en overbelastet achillesene som gjorde at jeg desværre måtte reducere løbetræningen i høj grad og da jeg oveni gik mega kold på den sidste lange løbetur på Hawaii pga. dehydrering og oveni forstuvede en tå en uge før IM på Hawaii må man vist sige at optakten var lang fra optimal.

 

Du har to Top 10 placeringer fra Hawaii 2008 og 2009. I 2010 fravalgte du Hawaii kvalifikationen til fordel for Challenge Roth. I år var alle sejl sat til og dit klare mål på Hawaii i år var en podieplacering, hvilket også virkede realistisk. Det gik desværre ikke som du havde håbet og jeg ved at du umiddelbart var meget skuffet. Men du kom igennem, selvfølgelig, og blev helt sikkert mange erfaringer rigere. Hvad kan du tage med dig fra IM Hawaii 2011?

Et mix af forskellige omstændigeheder gjorde desværre at jeg ikke fik indfriet mine forventninger om en podieplads til VM på Hawaii. Lægerne i lægeteltet sagde efterfølgende at jeg med det massive væsketab skulle være glad for overhovedet at være kommet i mål. Det var dog en ringe trøst når jeg ved at jeg på en dag hvor tingene lykkedes kan gøre det så meget bedre.

Skuffelsen var ganske stor men jeg har valgt at se fremad og rejse mig op ved det træ som jeg er faldet. Hvad har jeg så lært, at jeg
simpelthen er nød til at lære at ligge midt i feltet til svømningen, da jeg ellers taber kostbare minutter, samt en endnu højere fokus på at cykle med den rigtige kadence og at jeg skal cykle med et konstant og mere jævnt niveau af watt på cyklen.

Normalt er jeg blandt verdens bedste på det afsluttende løb, men det var i år en umulig opgave da jeg ikke kunne holde væske i mig, så der skal helt sikkert eksperimenteres med dette område, så jeg igen kan løbe lige op med de bedste ligesom i både 2008 og 2009. Jeg har også lært at jeg kan grave så dybt i mig som jeg ikke troede muligt når det virkelig gælder. Sidstnævnte sammen med Lasses (kæresten) opbakning under racet gjorde at jeg fik kæmpet mig i mål.

I har de seneste år boet i Viborg, mens du fortsat stiller op for Århus 1900 Triathlon. Træner du primært alene eller har du nogle allierede?

Jeg bor og arbejder til dagligt i Viborg. Min tri karriere startede i Århus og jeg vil derfor altid have et specielt tilhørsforhold til Århus 1900 triathlon. Jeg har siden 2005 cyklet med cykelryttere i CMV og de sidste par år cyklet med A rytterne. Derudover har jeg ofte selvskab på de lange rolige cykelture og også på de lange rolige løbeture. Men da jeg jo ofte har meget specifik træning træner jeg selvfølgelig også en del alene.

 

Den sidste måned eller to frem mod Hawaii kan for mange være en udfordring pga vejret og fordi en mange af træningskammeraterne har afsluttet sæsonen. Hvordan klarer du den udfordring?

Mange af dem jeg cykler med cykler det meste af året så jeg har også nogle at cykle med både i august og september op til VM på Hawaii. Mine løbeveninder løber også hele året så der er også selskab i sensommer månederne. Som optakt til VM på Hawaii i 2011 havde jeg egentlig rimelig godt vejr ift. andre år. Det kan til tider også være hårdt at bevare motivationen, da jeg først skal toppe til EM og i år allerede toppe 11 uger efter, endnu en gang, til VM.

 

Du har gennem en del år haft en personlig træner. Hvilken betydning har det haft for din resultatmæssige udvikling?

De trænere som har haft en afgørende indflydelse på mine resultater er først og fremmest Seamus Granell(min første træner fra 1997-2002). Derefter har Morten Sørensen, som jeg havde som træner fra 2004-2009, haft en omend meget afgørende indflydelse på hvor jeg er i dag. Det faktum at jeg kunne holde til de mange, mange og hårde samt lange træningspas lagde grundstenene som der efterfølgende bygges videre på.

Jeg vandt min første store ironman konkurrence i 2007 under Mortens træning. Jeg tænker tit på hans berømte ordsprog, ” en ironman er en festdag for den velforberedte”. Siden optakten til Hawaii 2009′ hvor jeg blev nr. 8 i min aldersklasse har Tommy Nielsen trænet mig og det med fortsat succes. En ting er sikkert jeg havde ikke opnået de mange flotte resultater uden mine trænere.

 

Du siger at 2012 skal være “Lasses år” (kæresten) og at du dermed ikke skal køre ironman til næste år. Hvis jeg kender dig ret bliver der dog ikke skruet helt ned for tri-ambitionerne. Har du lagt planer for 2012?

2012 er døbt Lasses år og det betyder at jeg ikke skal køre ironman i den sæson, men istedet har valgt at fokusere på 1/2 ironman i stedet og forhåbentlig at komme til at køre kanon stærkt på den distance. Jeg har endnu ikke lagt mig fast på hvilke stævner, men mon ikke der et par udenlandske stævner iblandt.

Min krop trænger også til en sæson med knap så meget træning, da jeg efterhånden godt kAn mærke At jeg siden 2005 har kørt flere ironmen næsten hvert år.

 

 

I det civile er du privatpraktiserende fysioterapeut. Hvordan er det kombinere dét job, og ofte lange arbejdsdage, med de mange træningstimer?

Jeg har oftest arbejdsuger på 40 timer som selvstændig fysioterapeut på Viborg klinik for Fysioterapi og det kan godt være en udfordring at kombinere dette med de mange træningstimer som skal til for fortsat at forbedre sig og være med helt fremme. Det gør at jeg ofte må træne både tidligt og sent samt at weekenderne ofte består af mange træningstimer. Men Triathlon har efterhånden været en stor del af mit liv i så mange år at jeg nok vil have svært ved at vende mig til at det var anderledes.

 

 

Og til sidst. -Skal du tilbage til IM Hawaii i 2013?

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg kun tager en sæson af gangen. Det vigtigste for mig er at have motivationen til at bruge så stor en del af mit liv på min sport og så længe jeg elsker min sport og det at træne så målrettet, bliver jeg ved.

Jeg har helt sikkert noget “unfinished business to do” på Hawaii, men om det betyder at jeg en dag vender tilbage er en ganske anden sag. Det eneste som er sikkert er at 2012 blive med fokus udelukkende på 1/2 ironman
distancen.

 

Læs mere om Betina på www.bstri.dk

 

(December 2011)

 

 

 

 

Go to Top