Susanne Svendsen

Oprindeligt spillede du håndbold, men det virkede til at et højskoleophold i 2000 vækkede din interesse for, i første omgang triathlon. Men Jasper, din bedre halvdel, har vel også haft en vis indflydelse. Hvorfor droppede du håndbolden og kastede dig ud i triathlon og senere duathlon?

Tja, det er et godt spørgsmål. Jeg var på højskole i Ikast, hvor jeg gik på håndboldlinien i håb om at lære at blive endnu bedre håndboldspiller. Det blev jeg også, men under opholdet arrangerede skolen en duatlon og triatlon. Dette fik jeg smag for og en dag var jeg så træt af at spille håndbold, at jeg spurgte min træner/lære om jeg ikke måtte løbe en tur i stedet for.

Så da jeg havde fundet mit livs kærlighed = Jasper, så blev jeg hele tiden bekræftet i at jeg var god til at løbe og cykle og at mange af drengene havde dyb respekt for mig. Især da Henrik Møller en af vores lære på skolen havde meldt mig til Ikast duatlon under Susanne Lyn. Dette var min første duatlon, som også blev min første sejr.

Efter højskoleopholdet flyttede Jasper og jeg sammen til Aalborg for at studere. Her fandt jeg en håndboldklub, som jeg spillede for i ca. et år. Men langsom begyndte triatlon at fylder mere i mit hjerte og efter 1½ år meldte jeg mig ind i triathlonklubben, så det var der jeg begyndte at dyrke triatlon, som senere blev til duatlon, da det der svømning ikke er det bedste element, for sådan en som jeg.

 

De første år kørte du primært korte tri-konkurrencer og gjorde det faktisk ganske godt. I 2005 kørte du din første Powerman i Østrig og de seneste 5 år har den udelukkende stået på duatlon. Var det VM duatlon på ”hjemmebane”i Fredericia i 2006 (Susanne blev nr. 10) der gjorde udfaldet eller hvorfor valgte du fra 2006 udelukkende at satse på duathlon?

Ja, det hele startede jo med duatlon på højskolen i Ikast, så hvorfor køre kort triatlon. Jo jeg havde ikke den store viden omkring, hvad man kunne indenfor denne verden og Jasper har aldrig bevæget sig så meget rundt i duatlon verden, så jeg tror egentlig bare jeg var med, hvor end Jasper skulle køre konkurrence.

I 2004 havde Aalborg Triatlon Klub et konkurrence hold, hvor jeg fik lov at komme på. Aksel Nielsen var træner og allerede dengang skulle jeg vælge nogle fokus punkter og her valgte jeg selvfølgelig kort duatlon og tror nok det var DM sprint. Til DM duatlon var jeg heldig, at feltet på kvindesiden ikke var så stærk, som de tidligere år. Så jeg var lidt ukendt og var ikke selv klar over, hvad jeg egentlig kunne. For ugen inden DM var jeg i Horsens og køre deres duatlon, hvor jeg slet ikke kunne følge med. Så til DM Duathlon i 2005, valgte jeg at løbe mit eget løb og havde kun fokus på mig. Til mit held havde de andre kvinder lagt alt for hårdt ud og jeg overhalede dem på cyklen og kunne derfor løbe først over stregen og blive dansk mester. Det belønnede forbundet mig med at komme med til VM i Italien, hvor jeg for første gang skulle køre og løbe i bjerge. Distancen hed 20 – 80 – 10. Jeg havde 5 uger til at lære at cykle over 80 km, hvor jeg hidtil kun havde cyklet 50 km. Til selve stævnet blev jeg sidst i elite kvinder, med meget langt op til Erika Csomor (som vandt). Dog var der ikke nogen agegroup kvinder, der overhalte mig. Jeg tror, at her fik jeg blod på tanden og tænkte dette kan gøres bedre, så derfor valgte jeg fra 2006 at have fuld fokus på duathlon, da svømningen tog for mange kræfter.

Efter dit skifte til duathlon etablerede du dig hurtigt i den absolutte elite. Hvordan var det på relativ kort tid at gå fra at være en ”almindelig motionist” til at køre med om podieplaceringerne i Powerman og hvad du havde gjort for at opnå den store fremgang?

I sommers mødte jeg din bror Jakob i Horsens til en duathlon. Det var første gang vi snakkede efter den lange sygdoms forløb, det første Jakob siger til mig, du er nok blevet en elite! Jeg smiler og siger, nej men det går godt.

Jeg har aldrig følt mig som en elite, men mere at ”lille mig” er blevet god til at udføre denne sport og så har jeg det sjovt. For mig er det vigtigt at holde begge ben på jorden og huske at dette er en hobby, som jeg godt nok prioriter meget højt, men jeg har et arbejde, som er det jeg skal leve af.

Derudover tror jeg at det har været super for mig, at starte i Aalborg som den almindelige motionist, så folk lærte at kende Susanne og ikke duatleten. Dette har virkelig gjort at jeg kunne holde begge ben på jorden, samt i Aalborg stod jeg jo altid i skyggen af Aksel – HA HA!

Da Jasper og jeg flyttede til Århus kunne jeg godt mærke, at her kendte folk ikke mig, men kun Susanne, hende der er god til duatlon. Så det tog mig lige lidt tid at få folk til at snakke til mig og ikke som en eliteatlet
Den store fremgang kommer af, at jeg synes det var sjovt at træne og bliver, som sikkert så mange andre tri/duathleter, afhængig af træne. Så med den kontinuerlige træning og vilje så skete det hele stille og roligt.

DTriF droppede for flere år siden duathlon-landsholdet og på trods af Jeres imponerende meritter, drukner Jeres resultater desværre nogle gange lidt i ”ironman-hype”. Zofingen var i 2011 igen officielt VM og der blev i den sammenhæng udtaget et landshold. Hvilken betydning havde det for dig, at være udtaget til VM, at køre i landsholddragt og at I samlet som hold skabte medieeksonering mv?

Hmm, det er et lidt svært spørgsmål, for jo det er fedt at repræsentere Danmark og køre i landsholdstøj også videre.  Det er svært at skelne imellem et almindelig powerman stævne og et ITU VM, da den eneste forskel er at jeg skal køre i landsholdsdragten.

Selve opsætningen af, hvad jeg skal gøre, sørge for og så videre. Dette klare jeg selv/Jasper klare det, hvis han er med. Derudover er vi en god kerne af duathleter, som holder sammen, så følelserne er de samme.

 

Du vandt Powerman Østrig 2011 og slog bl.a. Erika Csomor, der ellers har virket urørlig. Det må være et af dine allerstørste sportslige øjeblikke. Var det dagen hvor alt lykkedes og hvilken betydning har det i et fremtidigtperspektiv, fx mentalt?

Ja, det var en kæmpe stor dag, som jeg havde drømt om og ikke selv helt forstod før en uge efter.

Denne sejr har givet mig ro i sjælen, for jeg har hele tiden vidst at jeg var bedre en det jeg har præsteret og ved denne sejr fik jeg overbevist andre og ikke mindst mig selv, at ja, jeg kan køre med om podiet på de store stævner. Så det har givet mig enormt meget blod på tanden og troen på, at jeg kan hvad jeg vil.

Du har gennem årene haft store problemer med astma. Alligevel har du valgt en af de allerhårdest sportsgrene. Når du har været i allerbedst form, som fx sejren i Østrig beviste, er du blevet hårdt ramt til Zofingen kun 14dage efter. Det må være virkelig frustrerende, men også skræmmende i situationen med astma anfaldene. Hvad tænker du i de situationer hvor det ser allerværst ud og hvordan kommer du ”op på hesten” igen (kun 14 dage efter DNF i Zofingen pga astma, løb Susanne HCA Marathon på 2.51 og blev 2’er til DM)?

Hvordan kommer jeg op på hesten igen, hmmm.

Jeg tror det er vigtigt at være ærlig over for sig selv og vise, hvordan man har det. For eksempel efter Zofingen i år, da jeg smed håndklædet i ringen satte jeg mig ned på jorden og tudede. Bandede og var enorm skuffet over mig selv og sagde højt, hvorfor? Da jeg havde sundet mig lidt og alle mine kammerater var kommet over og trøstede mig, så kunne jeg så småt komme videre. Dog var det først, da Jorie Vansteelant´s coach Marc kom over og sagde:”Sometime you have a god day but sometime you have a bad day. And today you have a bad day,” Dette gav så meget mening, at jeg vidste nu skulle jeg slutte duathlon sæson og rense hovedet til næste sæson, fordi du jo er stadig god.

Så for at få renset hovedet helt og styrket min selvtillid, tog jeg lige ned og løb HCA maraton, som kun gjorde mig endnu stærkere mentalt.

Så det handler om at være ked af når det er sket og så hurtigst mulig kom videre i stedet for at stå i stampe og tro at nu kan man ingenting.

Derudover har det været en kæmpe støtte at have Jasper, som altid tror på mig og hjælper mig op når jeg føler mig så dybt begravet at jeg har svært ved at selv komme op.

 

Har astmaen altid været en del af dit liv eller er det opstået/opdaget  ifm at du har intensiveret træningen?

Som barn havde jeg astmatisk bronkitis og astma allergi, men jeg voksede fra det og havde ikke kunne mærke noget før jeg i 2004 i for alvor begyndte at træne.

I starten fik jeg at vide, at jeg havde anstrengelses astma, som er lidt svært at måle i hvile. Her fik jeg noget medicin, som hjalp lidt på det, men det blev aldrig rigtigt godt.

I 2010 tog jeg kontakt til min læge i Århus, som efter bedste evne satte medicinen op, da det havde han fået vejledling af nogle speciallæger. Dette hjalp heller ikke, så snakkede Jasper med en kvindelig tri-kammerat, som også er læge. Hun sagde, at jeg skulle få en henvisning til en speciel læge, som hedder Torben Seefeldt. Dette fik jeg så og kom der op i november 2010, hvor han troede jeg havde noget som hedder Vokal Cord Dysfunktion (VCD), som betyder, at stemmelæberne klapper sammen om luftrøret. Jeg blev taget af medicin og kunne straks mærke, at dette ikke kunne undværes. Kort efter fik jeg lavet nogle test som viste stor tendens til VCD. Jeg fik en henvisning på Bispebjerg, som er det sted, hvor man ved mest om dette.

I marts måned fik jeg en tid på Bispebjerg, hvor jeg fik konstateret moderat astma. Jeg fik en helt ny medicin som hjælper mig væsentligt, men jeg føler ikke at jeg har det 100 % godt.

Tre måneder senere skulle jeg igen over på Bispebjerg for at få konstateret om medicinen hjælper og det gør den. Så derfor skal jeg have filmet mit luftrør, for at se, hvad der sker dernede. Dette gøres ved at få et kamera op igennem næsen ned i svælget og så op på et løbebånd. Her løbes der indtil man ikke kan mere. En ½ time senere får jeg konstateret EIL, som er Exercise-induced laryngomalacia. Det betyder, at de klapper, der skal sørge for at man ikke får noget i den gale hals, klapper sammen, når jeg laver fysisk anstrengelse. De burde istedet lukke op, så der kommer mere luft ned i halsen.

Så for at afhjælpe dette træner jeg med en powerbreather 2 gange dagligt og kan derved klare den fysisk hårde træning igen.
Efter at havde fået ændret min medicin så kan jeg træne nu uden at skulle inhaler medicin inden og under konkurrencer.

 

 

Flere duathleter har med succes skiftet til ironman (fx Tom Lowe) og enkelte (fx Erika Csomor) formår på imponerede vis, at kombinere Powerman og ironman.Fristes du aldrig til køre ironman, hvor mediedækningen og ikke mindst præmiepengene er større?

Ja, nu ved jeg ikke helt, hvad jeg tør, at svare, tænkt hvis man bliver hængt op på hvad jeg svarer.

Jeg har været med som tilskuer til et par IM og ja det kribler enormt meget i mine ben for at køre sådan en. Dog har jeg været realist og tænkt, at så længe jeg er så dårlig en svømmer og duatlon betyder så meget endnu, så bliver det ikke indenfor de næste par år. Dog kunne det være sjovt at køre Challenge Copenhagen en gang, da det er tæt på og jeg kender ruten.

Det med pengene.  Jo, der er flere penge i tri, og pressen dækker også bedre, men jeg tror ikke at jeg ville kunne opnå nær de samme resultater, så motivationen vil skulle findes et andet sted.

 

 

Du har din kæreste, Jasper, som træner. Jasper har nærmest fået triathlon ind med modermælken og han må også have haft en stor indflydelse på din sportslige karriere. Hvordan er det at have sin kæreste som træner?

Det er korrekt, at Jasper har været guide igennem hele min tid sammen med ham og det var også ham der motiverede mig til at løbe og cykle.

Dog har jeg ikke haft Jasper altid som træner, han startede med at lave nogle løbe programmer til mig fra 2001 til 2004.
I 2004 kom jeg på konkurrence holdet i Aalborg, hvor Aksel Nielsen stod for at tilrettelægge holdets træning. Så jeg havde Aksel som træner fra 2004 til sommeren 2008. Her lærte jeg rigtigt meget omkring, hvad det vil sige at træne kontinuerlig og blive ved selv om det gør ondt og man er meget træt.

Mit samarbejde med Aksel stoppede da Jasper og jeg flyttede til Århus. Her var det en helt naturlig ting, at Jasper overtog min træning. Så fra 2008 til nu har Jasper været min træner.

Inden vi begge sagde ja, til, at Jasper skulle være min træner, så skulle der lige laves nogle regler omkring dette, så vi begge kunne være i det. Hovedregel er at træning og følelser ikke måtte blive blandet sammen, at når jeg blev irettesat af Træner Jasper, så var det ikke noget med at kæreste Jasper var sur og lige over med atlet Susanne og kæreste Susanne. Dette har fungeret meget godt indtil videre og for en atlet har det været luksus, at jeg kan have en tæt kontakt med ens træner, når der for eksempel skal ændres i programmet pga. uforudsete ting eller en skade ligger og lurer etc. Men det allerbedste er at Jasper har en fin føling med, hvis jeg er på vej i overtræning, for så bliver jeg meget let irriteret over ingenting.

 

 

Udover at være duathlet på elite niveau, arbejder du fuld tid som pædagog. Ville drømmen være at arbejde mindre / være fuldtids professionel eller befinder du dig godt med at have andet i hverdagen end duathlon?

For nogle år siden synes jeg det må være drømmen bare at kun at skulle træne, og kunne slappe af og nå de ting man gerne vil i hverdagen. Så røg jeg på dagpenge og fik en masse frihed og fandt ud af at drømmen ikke var så sød som den lød. Heldigvis var jeg kun på dagpenge i 3 måneder, så jeg overlevede uden de dybe ar.

At arbejde som pædagog og så dyrke duatlon ved siden af passer mig fint, det er to forskellige verdener og jeg får et afbræk fra dem begge hverdag, så jeg kan møde begge steder med fornyet energi.

Lige nu har jeg en meget optimal situation, hvor jeg arbejde i en SFO, som ligger 7 min cykling hjemmefra.
Min mødetid:
Mandag: 11- 16.30, tirsdag: 6.30 -8.00 + 13 – 16-30, onsdag: 9.30 – 17, torsdag: 6.30 – 8.00 + 14 – 17.00 og fredag: 11 – 16. Derudover er der nogle andre møder og timer der skal suppleres op til ca. 33 om ugen.

Det geniale ved denne mødeplan er, at jeg kan cykle mens der er lyst og selv på hverdage kan jeg nå en 3 timers cykeltur trods det er vintertid.

Samtidigt så har jeg en meget forstående arbejdsplads, hvor mine kollegaer har forstået min livsstil og ”mopper” mig på den kærlige måde med mit indtag af mad. Især når vi skal have fællesspisnings i personalegruppen, så skal der lige købes ind til en ekstra for at være sikker på, at jeg har fået mad nok.

 

 

Hvilke perspektiver ser du for sæsonen 2012 og på længere sigt?

Jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang med sæson 2012, for der er så mange ting jeg gerne vil have afprøvet.

Der er nye sponsor ting som sko (Brooks) og cykler (Quintana Roo), men ikke mindst se om jeg virkelig har fået kontrol over mine vejrtræknings problemer som jeg tror jeg har.

Hvis alt går som jeg selv tror på, så er hoved målene:
EM ITU duatlon i Holland april går efter at blive Europa mester
WM ITU duatlon i Zofingen September, en top 5

Derudover skal jeg løbe et maraton hvor målet er under 2.50, hvem ved måske går det så godt at det kan bringe mere med sig, når jeg ikke gider sidde på cyklen mere.

Hvad der skal ske de næste mange år tænker jeg ikke på pt., da jeg lige har behov for at få bekræftet, at vejrtrækningsproblemer ikke er min værste fjende.

Læs mere om Susanne her

Tak for din tid -og held og lykke fremover

(Januar 2012)

Go to Top