Line Thams

Baggrund

 

Du er tidligere konkurrencesvømmer. Hvad fik dig i 2009 i gang med triathlon-sporten?

Jeg stoppede med konkurrencesvømning i slutningen af 2008 for at være lidt seriøs studiemæssigt, så jeg kunne blive student med et godt resultat og starte godt op på uni (bachelor i idræt ved Aarhus Universitet). Men jeg kunne ikke rigtig benægte, at jeg elsker at præstere, og da det først blev sommer, var det ikke helt nok med at præstere ved det grønne eksamensbord. Jeg havde altid morgensvømmet med triatleterne (min klub var Haderslev, men jeg boede og studerede i Aabenraa), så de var gode inspirationskilder og fik lokket mig til at køre DM Sprint og lånte mig både våddragt, cykel og tridragt. Jeg havde den fedeste oplevelse og blev desuden dansk junior mester. Umiddelbart efter blev jeg udtaget til Rasmus Hennings nyoprettede ungdomslandshold ”Team Specialized”, og så var jeg jo hurtigt tilbage i præstationsoptimerings-hverdagen – og jeg elsker det. :)

 

Allerede i 2010 (i din første rigtige sæson) vandt du din første medalje til DM senior kort tri og i 2011 tog din tri-karriere for alvor fart med international debut. Det er gået rigtig hurtigt, hvordan ser du tilbage på dine første tri-år?

Min første DM medalje i elitefeltet i 2010 er nok stadig mit største tri-øjeblik. Det kom så uventet (både Helle, Michelle, Camilla og Line Jensen var trods alt til start), at jeg tudede af glæde hver gang, der var en, der sagde tillykke. Siden har jeg bare reddet på en bølge med Europa Cup debut à EM debut à World Cup debut à VM debut og så første Continental Cup podium inden for 2 år.

Når det så er sagt, har det ikke været lige så meget lagkagefest i træningen – jo, jeg er konstant kommet i bedre form og er blevet mere og mere tolerant overfor ben-træningen, men det har også indebåret nogle rigtig hårde og sølle træninger. Blandt andet er jeg engang blevet skubbet 30 km hjem af Rasmus Henning, efter min første bjerg-tur i 2010 hvor mine ben eksploderede maksimalt….der tudede jeg i øvrigt ikke rigtig af glæde :) Men nu er der kommet mange timer i banken, og i løbet af sidste år begyndte jeg at føle, at jeg har kunnet træne som en rigtig triatlet (der ikke behøver at svømme 40km/uge for at få en tilstrækkelig samlet træningsmængde).

line_thams_dmbronze

 

Sæsonen 2012

 

I 2012 fik du debut i både den franske Grand Prix og Wold Cuppen. En imponerende 2. plads til African Cup på en vanvittig dag – fx ændret cykelrute (fra flad til bjergrig), forkortet svømning pga store bølger, forlænget løberute for bare at næve nogle af udfordringerne. Hvordan var din oplevelse af dén konkurrence?

På race day var det til tider mentalt meget udfordrende. De udfordrede mig lidt på alle mine svagheder – kortere svømning med en følge af længere løb (marokkansk logik, når det er bedst) blandet med den nye bjergrute (havde ikke kørt et bjerg i 7 mdr). Men jeg havde også et race i Marokko i 2011, så jeg var heldigvis forberedt på, at jeg kunne forvente, at den oprindelige plan ikke holdt. Og jeg tror egentlig, at det er meget lærerigt, at man bliver udfordret på sine rutiner – ihvertfald når det ikke er det vigtigste race i sæsonen.

line_thams_debut

 

Sæsonen 2012 bød på rigtig mange konkurrencer (18 på 26 uger) og mange flotte resultater bl.a. vinder af DM U23 kort tri og nr. 3 DM senior og en lang række sejre i danske konkurrencer. Hvordan ser du tilbage på sæsonen 2012 og hvilke erfaringer har de mange konkurrencer givet dig til den kommende sæson?

Sidste år var langt og ret presset med alle de races, og når jeg lige nu ser tilbage på 2012, er det faktisk ikke, fordi jeg klapper i hænderne. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for DM medaljer og diverse sejre, men jeg kunne også mærke, at jeg aldrig var rigtig skarp på raceday. Men det var tænkt som det store ”arbejdsår”, hvor der skulle meget træning og mange races i erfarings-banken, så om nogle år vil jeg nok være meget glad for det. I løbet af 22 races kan man faktisk nå at lave en hel del fejl, men som en klog mand for nylig har fortalt mig, så laver man sjældent den samme fejl to gange. :)

 

Sæsonen 2013

 

Du har været plaget af både en hælskade i længere periode og en skulderskade. Hvad har det betydet for din optakt til sæsonen og har du fx lavet alternativ træning, øget fokus på styrketræning eller andet?

Jeg har ikke været skadet som triatlet før i januar, så jeg har også været godt forskånet, men til gengæld så har jeg også taget hele turen i foråret. Jeg har haft en svær tilstand i svangsenen og rev en sene over i skulderen ved et cykelstyrt. Indtil i starten af maj var min sæson egentlig også afblæst, og det har min optakt jo været godt præget af. Jeg havde en ekstra mini-off-season i februar/marts og begyndte at fokusere på lidt andre ting. I en måned kunne jeg hverken løbe eller svømme, så jeg begyndte at cykle med CK Aarhus og har fået licens til at kunne køre cykelløb. Derudover har jeg revet løs i elastikker i timevis for at genoptræne skulderen og har lavet punktmassage i hælen – aktiviteter der har føltes helt meningsløse, men jeg kan sagtens mærke nu, at det har hjulpet og været nødvendigt. Jeg har stadig et langt genoptræningsforløb foran mig med foden, så der er også kommet aquajogging og cross trainer på programmet.

Du har valgt at stille op for en fransk klub (Noyon Puissance Tri) og din sæsonplan for 2013 indeholder bl.a. en række konkurrencer i den franske Grand Prix-serie. Hvad er baggrunden for det valg og hvilke muligheder ser du i at køre netop de konkurrencer?

Desværre er Team Danmarks støtte til DTriF ikke så stor i år, hvilket betyder, at mit budget til internationale races er ret begrænset til primært mesterskaberne. Men i den franske Grand Prix er niveauet ved de fleste races på niveau med et World Series felt (der er ret godt penge i det, så atleterne kommer gerne fra hele verden), så jeg kan i stedet tage derned omkostningsfrit og få noget erfaring med at race mod verdenseliten. Grand Prix stævnerne og fransk kultur er noget helt unikt og giver mig nogle oplevelser, som mange ikke får muligheden for at få. Sidste år kørte jeg blandt andet et race på strandpromenaden i Nice og et andet race med skiftezone under Eiffeltårnet.

 

line_thams_paris

 

Ellers har du DM-serien, U23 EM og forhåbentlig U23 VM på programmet. Har du nogen konkrete mål mht placering eller procesmål for sæsonen?

Min sæsonplan er som sådan blevet annulleret. Jeg vil på ingen måde forcere noget med genoptræningen nu og vil bare glæde mig over de races, jeg får kørt. Derfor har jeg pt heller ingen målsætninger – eller jo, jeg skal komme godt ud af min genoptræning.

 

Træning

 

Hvordan foregår din daglige træning. Træner du fx alene, med AGF eller 1900 Tri?

I løbet af en uges træning har jeg flere træningspas alene, da jeg tror, at det er vigtigt at få nogle km i kroppen med kun dig selv, da du også kun er alene på raceday. Men jeg elsker også at træne sammen med andre – både socialt og for at blive presset til det yderste i kvalitetstræningerne. Jeg svømmer med AGFs førstehold 4 gange om ugen og med 1900tri til de øvrige træninger. Jeg cykler enten med 1900tri, CK Aarhus’ licensdrenge eller med en gruppe af de bedste drenge i Aarhus (fx Henrik Hyldelund, Søren Bystrup, Jesper Holst og Andreas Helbo). Lige nu løber jeg alene, men har ellers trænet med AGFs langdistancehold eller hængende i elastikken bag Aarhus-drengene. ;)

 

Du var i sidste måned på træningslejr i Spanien med TRIMAX og fortsatte til Lanzarote på træningslejr med landsholdet. TRIMAX’s måde at strukturere træningen på virker ikke til at være helt som det du er vant til. Kan du fortælle et par røverhistorier om hvordan træning (og måske ernæringen) adskilte sig fra det du er vant til?

Det var en unik mulighed for mig at være på træningslejr med en gruppe, der kun bestod af hurtige franskmænd, men det var helt klart også en udfordrende uge. Jeg kan efterhånden snakke lidt fransk, men det tager stadig 1-2 min, før jeg har et input til en samtale, så når jeg endelig sagde noget, var det typisk helt ude af kontekst – men så kunne jeg da bidrage med lidt god underholdning til gruppen i stedet for:-).

Jeg har en hel bunke af røverhistorier fra hverdagen med dem, fordi de gjorde næsten alting på en helt anden måde, end hvad jeg er vant til. De var generelt meget mere ”loose” og efter min mening slet ikke særligt seriøse med mange ting – især ernæringen og restitutionen. Til gengæld trænede vi så hårdt, at ingen kunne snakke undervejs. Det var meget fedt at få sat vores danske præstations-optimerings-principper lidt i perspektiv, og tydeligvis kan man gøre tingene på mere end én måde (drengene kunne alle løbe sub32 og pigerne sub36, så noget virker da for dem). Fx bestod drengenes morgenmad af 6-8 chokoladecrossainter. og det var det, og så cyklede vi 4 timer med intervaller i 25 grader, hvor de max drak en dunk vand – ingen gels, energidrik eller lignende. Det synes jeg egentlig var helt imponerende, men kunne ikke lade være med at tænke, at de ikke udnytter deres fulde potentiale. En anden røverhistorie er, hvordan slutningen på vores træningslejr blev ”fejret”. Vi tog i byen, og efter en cerveza var jeg mere end klar til at se dyner. Da jeg sagde farvel til nogle af drengene i baren, var de i gang med at bestille 100 tequilla (og de var altså kun 9 tilbage). To dage efter kørte en gruppe af dem et race, og de endte alle i top10…

line_thams_trimax

 

Hvordan ser en typisk træningsuge ud for dig her i optakten til sæsonstarten, når du er hjemme i Danmark og forventer du at dit trænerskifte (tidl. Casper Callesen til nu Michael Krüger) giver markante ændringer?

Lige nu er der ikke rigtig noget, der er ”typisk” – dels pga. genoptræningen og trænerskiftet. Der er én væsentlig forskel i Michaels og Caspers struktur, angående hviledage. Med Casper var det lidt mere, ”Vi træner, til du bliver træt, og så hviler vi”, mens der er meget struktureret fastlagte hviledage med Michael. Det giver til gengæld også dage med rigtig meget træning, så jeg skal nok vænne mig lidt mere til at være ”vanvittig træt” på nogle dage for så at blive frisk ret hurtigt igen.

 

Fremtiden

 

Det store mål er Rio 2016. Hvordan håndterer du at have et mål så langt ude i fremtiden og i hvor høj grad har du allerede lagt planer for de kommende 3 år?

Der er så mange små step på vejen, at jeg sjældent i den daglige træning tænker på OL i 2016, men det er alligevel dejligt at have det med i hovedet, når det så engang i mellem slet ikke fungerer i den daglige træning. Især de sidste par måneder har jeg lært, at man ikke rigtig kan planlægge ret langt ud i fremtiden, så min plan for de kommende år er nærmere at blive hurtigere til at svømme, cykle og løbe:-).

 

Du afleverede din bachelor i idræt i februar og fortsætter studiet på SDU ifm flytning af elitecentret. Hvilke forventninger har du til hele det nye set up med studie, bolig, træning, tests, behandling mv. på SDU?

Jeg har haft det som blommen i et æg i Aarhus, så det føles lidt som en satsning at trække mig ud af det miljø. Men jeg ser mange muligheder i det nye setup, så jeg bliver nødt til at prøve det af :) Jeg ser en stor fordel i, at alt er samlet og i connection med hinanden, så hele hverdagen bliver mere i balance omkring min elitetilværelse. Jeg glæder mig også til at blive en del af en større gruppe af kortdistance atleter med højt niveau, og tror – uden at det skal lyde som en kliché – at vi sammen kan rykke hinandens niveau til helt nye standarter!

 

Læs mere om Line Thams her på linethams.dk

(juni 2013)

Go to Top