Lasse Winther Andersen

Baggrund

 

Du er tidligere elitesvømmer og bl.a. PL deltager i London 2012. Kan du fortælle lidt om din baggrund og hvordan du kom i gang med triatlon?

Jeg er født alt for tidligt en varm sommerdag i Holbæk. Der gik nogle dage, inden nogen så, at der var noget galt med mit højre ben. Første teori var et hofteskred, men Rigshospitalet kunne snart konstatere, at det drejede sig om PFFD, som står for Proximal femural foecal deficiency og betyder medfødt for kort lårben.

Jeg har altid svømmet, men begyndte på konkurrence-svømning som 10-årig, hvor jeg langsomt blev en del af elite-miljøet i Danmark. Nationalt konkurrerede/konkurrerer jeg både i svømning og triatlon i ”rask” regi. Internationalt konkurrerede/konkurrerer jeg så i ”para” regi. Efter De Paralympiske lege i London, ledte jeg efter nye udfordringer og mere variation i træningen og kastede mig derfor over triatlon. Jeg fik min løbeprotese i efteråret 2012 og troede, at jeg kunne hoppe i den og så løbe, som jeg lige følte for. Der skete jo selvfølgelig det, at jeg blev små skadet, da muskulaturen aldrig havde været vant til at løbe og kunne derfor ikke klare stødene og belastningen. Jeg fik derfor klar besked om, at hvis jeg ville noget med det her, var det nødvendigt at få det planlagt. Jeg tilmeldte mig derfor en ½ ironman i Haderslev. Dette var nok i starten en form for “jeg skal nok vise jer” ting, da mange mennesker havde en kommentar til mit tri-projekt. Paratriatlon var på dette tidspunkt helt nyt og lige blevet annonceret som ny sport i PL-regi. Derfor havde DHIF sat en mand på sagen, som skulle rekruttere nye folk til sporten. Han havde fulgt med i min træning og resultater i løbet af sæsonen, og på baggrund af dette fik jeg derfor i efteråret 2013 et wildcard til VM i London, og derfra tog det hele fart. Det har siden stået på 1 VM, 1 EM og en håndfuld World Cups.

lasse_hummel

 

Sæsonen 2015

 

Du har PL i Rio 2016 som det store mål og OL kvalifikationen er allerede i fuld gang. Du er kommet godt fra start med bl.a. en 6. plads i Sydafrika og senest en 3. plads i Australien. Kan du beskrive hvordan det var at få den første podieplacering i Worldcuppen og hvordan racet i øvrigt forløb i Australien?

 

Fredag d 13. skulle vi igen i konkurrence, endnu en World Cup stod for døren, og vigtige ranglistepoint var at hente. Desværre havde jeg søvnproblemer natten forinden og måtte se mig tilfreds med et begrænset antal timers søvn. Spekulationerne var derfor på deres højeste, da jeg stillede til start om morgenen. Temperaturen havde allerede rundet de 28 grader, og jeg var bekymret for, hvordan løbet ville udvikle sig, og om det ville blive det samme som i Sydafrika. Heldigvis var der andre ting i vente. Jeg blev nr. 3 og løb af sted med bronzemedaljen, STORE TING FOR EN HOLBÆK DRENG. Det var første gang, jeg opnåede podieplads i en World Cup. Vanvittig følelse. Da jeg så var kommet hjem til hotellet og fik reflekteret over racet, var jeg mere sikker end før i, at det perfekte race sker meget sjældent, og jeg skal lære at leve med de små fejl, som sker i en konkurrencesituation. Ting som jeg ikke kan planlægge mig ud af. Der skete f.eks. det, at jeg var først oppe af vandet og havde fået et lille forspring til min forfølgere. Dette forspring blev hurtigt elimineret, da jeg fik stukket den forkerte protese i hånden i pre-transition, og de frivillige måtte derefter løbe forvirret rundt, hvorefter de 15 sek. efter fandt den rigtige, og jeg kunne sætte i spurt op mod første skift. Tough luck. Men sådanne ting sker. Australierne havde prøvet at skabe de bedste rammer for os hernede, og det var på rigtig mange måder lykkedes. Vejrmæssigt er det hårde præmisser at konkurrere under, og flere måtte udgå eller hentes af ambulance. Jeg selv havde lært lektien to uger forinden i Sydafrika og var meget bedre forberedt denne gang. Det var så 21 dage af sted på farten, og man glædede sig alligevel lidt til igen at komme hjem til kolde Danmark, hvor en masse ting var under opsejling.

 

lasse_bronze

 

 

Kan du give et indblik i hvordan PL kvalifikation forløber og hvornår kan du vide dig sikker på om kvalifikationen er i hus – det er noget med at VM i Chicago er et vigtig skridt på vejen?

Min sæson kommer til at være bygget op omkring kvalifikation til VM i Chicago. VM i Chicago er vigtig i forhold til PL-kvalifikation, da man kan opnå et højt antal point til VM, selv med en middelmådig placering, derfor er man næsten nødsaget til at kvalificere sig til VM for at man i sidste ende har nok point til en PL-plads. Så vidt jeg har forstået, er pladsen først sikret, når 2016 går i gang. Der er ca. 10 pladser pr. klasse for mænd og damer, så det er stadig svært at vurdere, hvor man ligger i forhold til PL. Vores PL-kvalifikation starter først efter test-eventet i Rio De Janeiro i starten af august 2015. Ellers er pointene vi skraber sammen nu, “kun” med til at få os til VM.

 

Hvordan ser din plan for resten af sæsonen ud?

Jeg skal køre en World Cup i henholdsvis London, Lago d’iseo, Rio de Janeiro, Detroit og Edmonton. Udover det har jeg EM i Geneve og nogen enkelte konkurrencer herhjemme, som skal bruges som træning.

 

Træning

 

Du har Jan Hansen (OL deltager fra Sydney 2000) som træner. Hvad har han betydet for din udvikling som triatlet og i hvilken grad kan du trække på hans erfaringer?

Jan har siden oktober 2013 stået for planlægningen af min løb og cykeltræning. Han har været en god sparringspartner, når der var behov for at presse kroppen det sidste eller holde igen, hvis det var ved at blive for meget. Jan har sammen med min massør Skipper Hermansen været gode til at få øget mængde og intensitet gradvist, så jeg har undgået store skader. Det er helt tydeligt, at Jan har mange erfaringer og oplevelser at trække på, når vi snakker stævnesituationer og den daglige træning, og jeg har været utrolig glad for at få ham med ind over. Det største plus har nok været, at han også bor i Holbæk, så man kunne altid mødes til mad, en løbetur, en cykeltur eller lignende, hvis behovet opstod. Derfor mødes vi ca. 1 gang om ugen fysisk og snakker flere gange om ugen i telefon for at følge op på tingene og sørge for, at alt går efter planen, eller om vi skal justere lidt i planerne.

 

 

Kan du give et indblik i hvordan en typisk træningsuge ser ud for dig?

En typisk træningsuge består gennemsnitlig af 18 timers træning fordelt over 4 discipliner på alle ugens dage. Svømning, løb, cykling og styrketræning. Jeg har i denne sæson valgt at prioritere cyklingen højere end de foregående sæsoner for at prøve at hente noget tid der. Det har så betydet, at jeg har skruet ned for svømningen. Det er en presset hverdag, hvor tingene skal planlægges, ellers hænger det ikke sammen og bliver hurtigt uoverskueligt.

 

Lasse_run

 

Som fysioterapeut har jeg set en del der har problemer med proteserne, selv ved almindelig dagligdags aktiviteter. Hvordan fungerer det når du træner på højt niveau? Er der nogle særlige hensyn du må tage og oplever du fx problemer med at andre dele af kroppen må kompensere?

Der er helt klart store tilvænningsperioder på nye proteser. Ofte opstår der også problemer, når protesen bliver våd, fugtig og varm. Det giver gnavemærker, betændelsestilstande eller hævede legemsdele. Vi med proteser skal derfor tage vores forholdsregler, når vi ankommer til nye steder, hvor vejrforholdene er anderledes end herhjemme. Jeg ved, at jeg ikke kommer til at lave tri med længere distancer, da vabler og sår bliver et stort problem. Da jeg lavede min ½ ironman var hele løbeturen præget af vabler. Proteserne er simpelthen ikke beregnet til at være på kroppen i forbindelse med mange timers hårdt fysisk arbejde. Men i det store hele så er bandagisterne blevet dygtigere, og proteserne er blevet udviklet i en grad, så man ikke tænker over begrænsninger og små irritationer i dagligdagen. Der er sket utrolig meget inden for den branche, og bare på de 20 år jeg har levet, er forskellen på materialevalg og opsætning enorm. Det kan ikke undgås, at resten af kroppen må kompensere for de manglende lemmer, og derfor bliver dele af kroppen også belastet mere end normalt. Hos mig er det især min lænd, hofte, skinneben og læg i venstre ben, som må arbejde på højtryk for at få kroppen i balance.

lasse_run_2

 

 

Para-triathlon

 

Du er på para-triathlon landsholdet. Hvilken betydning har det for dig ift fx den daglige træning, træningslejre og konkurrencer i udlandet?

I Danmark er para-triatlon stadig en ny sport, derfor må vi stå for alt selv. Forbundet har netop valgt at tage første skridt om elitestøtte til paratriatleter, hvilket betyder, at vi nu har fået prolicens. Vi får dog stadig ingen form for hjælp økonomisk, tøj eller hjælp fra eksperterne i form af test og diætister. Der er endnu ikke sat kriterier op for, hvornår og hvordan man bliver en del af para-triatlon landsholdet, så træningslejre har for mit vedkommende enten været sammen med nogle daglige træningskammerater eller med Tri-team SDU. Derfor er vi som atleter dybt afhængige af, at der er sponsorer som støtter os og tror på vores projekt og drøm, ellers ville vi ikke have mulighed for at rejse rundt til diverse stævner som forhåbentlig i sidste ende skal give os adgang til de resultater, som vil gøre para-triatlon endnu mere elitært set med forbundene øjne.

 

lasse_bike

 

 

Hvordan fungerer det rent praktisk når du kører race mht protesen fx i skiftene ml disciplinerne?

Skiftene tager som udgangspunkt længere tid for os med benproteser. Jeg har selv proteser til de forskellige discipliner, og der er altid en stol stillet til rådighed i skiftezonen, så man har noget at holde balancen på. Inden racestart stiller jeg mig til rette ved vandkanten. Der er altid vandstart i para-regi, da mange er dårligt gående. Derfra bliver min hverdagsprotese, som også er min cykelprotese, stillet i pre-transition, og jeg kan nu løbe mod T1. Alt efter om jeg har haft våddragt på eller ej, skal protesen så af igen, hvorefter jeg kan tage dragten af, tørre min fod, tage sok, gaze og protese på, og så op på cyklen og afsted. I T2 stiller jeg så cyklen og skifter protese til min løbeprotese/blade. Det tager ca 1 minut og 20 sek i T1 og 40 sek i T2.

 

Hvordan er ”klasseindelingen” i para-triathlon og hvilke udfordringer er der ift at konkurrere på så lige vilkår som muligt?

Handicapsporten er opdelt i klasser for at prøve at gøre det mere fair for alle parter. I triatlon er der 5 klasser, hvor jeg konkurrerer i den der hedder PT4, som er dem med mindst handicap. PT1 er kørestolsbrugere og PT5 er blinde. Resten af klasserne er fysiske handicappede. Det vil nok altid være svært at gøre det fair for alle, og der vil altid være nogen, som bliver skuffede. Jeg kan dog være enig i, at da man valgte at slå arm/ og bendefekte sammen i nogle klasser, betød det, at vi med bendefekt måtte se os overhalet på ranglisten, da der helt praktisk og fysisk er ting, som armdefekte har lettere og hurtigere ved i en konkurrencesituation. Hvis man deler konkurrencen op i 5 dele, ville det helt lavpraktisk gavne os med benproteser i svømningen og folk med armdefekt i de to skift, cyklingen og løbet. Så jeg forstår ikke stadig ikke helt logikken bag disse nye inddelinger.

 

Det virker til du har en ret humoristisk tilgang til livet når du fx skiver #nolegsnoworries, kalder dig piraten og sørøveren eller poster et billede med adskillige benproteser og skriver at du er tvivl hvilket ben du skal stå på. Har du altid haft det sådan?

Jeg har altid været åben omkring mit handicap. Sporten har været med til at præge mig i den retning. I sportens verden har jeg allerede nu mødt utallige mennesker som ligesom jeg, havde et handicap, det har åbnet mine øjne for, at ligegyldigt, hvordan man ser ud, så styrer man selv, hvordan man griber livet an. På svømmelandsholdet var vi meget forskellige ift. handicap, men vi kunne altid tage lidt pis på hinanden og finde på en joke eller to. Jeg er sikker på, at det var her det startede. Der har altid været en enorm selvironi eller galgenhumor, når vi var sammen og det er så noget der har hængt ved efterfølgende også. Derfor bruger jeg også humoren meget i hverdagen, eller når jeg poster noget på nettet. Hvis du hviler i dig selv og udstråler, at sådan ser jeg ud, og sådan er jeg som person, så respekter folk dig også mere. Mit kaldenavn: Lasse pirat eller piraten stammer også fra sporten af, hvor nogle svømmekammerater for snart mange år siden mente, at det passede godt. Det har hængt ved, og det sker ofte, at hvis personer i sportens verden eller lokalområdet spørger efter Lasse Winther/Lasse Andersen, så ved folk ikke, hvem der bliver snakket om. Men hvis der bliver nævnt, Lasse pirat eller piraten, så er folk straks med på, hvem der bliver snakket om.

 

Postet med teksten: "Svært at vide hvilket ben man skal stå på"

Postet med teksten: “Svært at vide hvilket ben man skal stå på”

 

 

Fremtiden

 

Du er jo stadig en ung fyr. Hvilke planer og drømme har du for fremtiden?

Planen er frem mod PL i Rio De Janeiro i 2016 ikke at ændre på det setup, jeg har nu. Så studiestart bliver først efter 2016. Jeg tog en satsning, som betød, at jeg ville ligge alle kræfter i tri-projektet frem mod 2016, så jeg kun havde mit arbejde og træning at fokusere på. Det har fungeret godt indtil videre, og jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne få studie og træning til at fungere sammen på nuværende tidspunkt. Men jeg nyder variationen i sporten og de mange mennesker, som er forbundet med den. Jeg har allerede mødt utrolig mange mennesker, som har været med til at præge mig på mange forskellige måder og været heldig at få en masse oplevelser, som kun en brøkdel af befolkningen får lov til at opleve. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til, at der ikke går mange år endnu, inden jeg er færdig med triatlon.

 

lasse_swim

 

Læs mere om Lasse på Facebook

 

(April 2015)

Go to Top