Helle Frederiksen

DEL 1

 

Baggrund

 

Du var oprindelig konkurrencesvømmer på højt niveau, men stoppede relativ tidligst med svømningen. Hvad var grunden til at du stoppede og hvor højt var dit niveau i svømning, fx PR?

Jeg var ikke sulten længere. Jeg følte, jeg havde opnået, hvad jeg ville med svømning og motivationen for at svømme 10 gange om ugen var ikke stærk nok. Jeg begyndte pludselig at føle, at jeg ikke havde været ung endnu, og at jeg skulle sige nej alt for mange gange til mine venner til sociale arrangementer og fester.

Mit niveau var ret højt. Jeg var på landsholdet fra jeg var 12 år indtil 18 år og vandt mit første danske mesterskab som 14 årig. Jeg deltog bl.a. i De Europæiske Junior Mesterskaber to gange. Min PR på 100 fri er 58 sek (jeg var 17 år), 200 fri 2.04 (jeg var 17 år). 400 Medley 4.54 (jeg var 16 år).

 

Helle-Frederiksen_portræt_team

 

Du har en baggrund som konkurrencesvømmer, men du startede ikke direkte som triatlet, da svømmekarrieren stoppede. Hvordan kom du i gang med triathlon?

Efter jeg stoppede med svømning havde jeg en del år, hvor jeg bl.a. var på jordomrejse og jeg startede på min kandidat uddannelse i Idræt og Sundhed på Syddansk Universitet, Odense. Så efter 5 år hvor jeg egentlig bare var ung, trænede jeg fitness samt var spinningsinstruktør. Jeg blev jeg opfordret til at stille op til et triatlon stævne i Odense (august 2004) – ”Piger med Power”. Jeg vandt denne konkurrence. Jeg havde lånt en alt for stor cykel (str. 56 og jeg bruger selv 49). OTK ville meget gerne, at jeg startede på triatlon, men jeg var meget tilbageholdende, da jeg ikke var sikker på, at jeg var klar til konkurrencesport igen. Jeg kender mig selv så godt, at når jeg starter på noget, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at blive så god, som jeg overhovedet kan blive. Svømningen havde været fantastisk, men det havde også været en hård tid med mange afsavn. Det skal dog siges, at jeg aldrig nogensinde har fortrudt alt den tid jeg brugte på min svømning. Men i 2004 læste jeg som sagt Idræt og Sundhed og studiet var vigtigere for mig end triathlon.

Så det tog mig yderligere 1.5 år (januar 2006) før jeg virkelig besluttede mig for at give triatlon en chance. Jeg flyttede på dette tidspunkt et halvt år til Australien og blev virkelig forelsket i triatlon. Da jeg kom hjem til Danmark igen den sommer (2006) blev jeg dobbelt dansk mester og udtaget til Triatlon Landsholdet.

 

Du har før beskrevet at netop svømningen var noget af det sværeste at få til at fungere som triatlet. Skyldes det skiftet til åbent vand, længere distancer, at svømmetræning nu skulle integreres med de øvrige discipliner eller andre faktorer?

Jeg tror, jeg havde en forventning om, at det umuligt kunne være så svært bare at starte svømningen op igen, og jeg da ikke behøvede at svømme meget mere end 2 gange om ugen. Men jeg glemte lige, at jeg nærmest ikke havde været i en svømmehal i over 6 år. Svømning er utaknemmelig. Hvis man er i dårlig form, så føles det 100 gange værre i vand. Jeg skulle holde pause efter hver 50m, og jeg husker stadig i dag den dag jeg svømmede 800m i træk efter jeg startede på triatlon, hold da fast, det var hårdt. De første par år brugte jeg ikke uret i hallen, da det var vanvittig deprimerende, at se hvor ’langsomt’ jeg svømmede.

Det er var kæmpe tilvænning samt en forståelse for, at selvom du kan svømme hurtigt i bassin er det ikke ensbetydende med at kunne svømme hurtigt i åbent vand. I bassinet er det ingen rører ved dig (og hvis man rammer hinanden siger man undskyld), der er ingen bølger eller strøm og der er et sort T på bunden, når man skal vende. Jeg var en meget teknisk korrekt svømmer med lange glidende armtag. Dette fungerer ikke i åben vand. Åben vand kræver høj kadence og hurtigt catch foran kroppen. Man skal kunne være i stand til at svømme stærk på meget lille plads. Du skal læse feltet og lærer at svømme på fødder/hofte (drafte).

I dag svømmer jeg 5-6 gange om ugen, hvor de fleste pas er hårde og rigtig meget som styrkende svømning med en elastik rundt om anklerne (uden pool bouy). Så jeg har bare accepteret at svømning er hårdt og jo bedre jeg træner jo ’lettere’ er det i racesituationer at komme op af vandet først/sammen med fronten.

 

helle_frederiksen_ol_dist

 

Kortdistance tri

 

Du startede tri-karrieren på OL distancen. Der er jo vildt højt niveau på kortdistance tri og ikke plads til de mindste fejltagelser. Samtidig skal man følge den dynamik der er i racet, taktikken under cykling også videre. Hvordan var det at komme ind på den internationale tri-scene efter relativ kort tid i sporten?

Der var utrolig meget at lære. Der er en form for hierarki i toppen af poppen. De nye triatleter bliver tit råbt af ”op i front og arbejd”, ”du skal ikke tro du bare kan sidder der”. Hvis du ikke var stærk nok (fysisk og mentalt), jamen så tog de mere erfarende atleter din plads i gruppen, og du kunne ende med at sidde nede bagi og arbejde endnu hårdere. Det tog lang tid før jeg forstod, at alt hvad der foregik på cyklen i de forskellige grupper var lige så meget et mentalt game, hvor de erfarne atleter (og atleter med sejre på CV’et) styrede gamet. Der går år før du får opbygget en respekt omkring dig. I min tredje sæson på den Olympiske distance fik jeg min første World Cup Podium og det gav en masse respekt.

Op til OL kvalifikationen havde du en periode med mange uforskyldte styrt og uheld under konkurrencerne. Hvordan sætter man sig optil at køre race efter race ovenpå sådan en periode – begynder man ikke at frygte det eller får lyst til droppe det hele?
Ja jeg havde flere styrt og det blev sværere og sværere at komme over dem. Det værste var, at de var uforskyldte, og det var andre der var årsag til det. Jeg havde ingen problemer med at ligge i front eller ligge alene, men når der var mange atleter omkring mig, som måske ikke havde de bedste cykelfærdigheder, blev jeg nervøs. Jeg lærte hvem der var tekniske gode på cyklen og det hjalp mig. Men for at være ærlig så lå frygten latent i kroppen, så jeg fik aldrig udnyttet mine stærke cykelevner helt ud på den draft legal OL distance.

helle_frederiksen_crash

 

OL kvalifikationen i 2012 og selve deltagelsen må have været den helt store drøm. Selve racet gik ikke som du håbede, men hvordan var det at repræsentere Danmark ved et OL og var netop OL noget drømte om allerede som svømmer?

Det var en kæmpe drøm og jeg var utrolig stolt over at repræsentere Danmark i London. At være i London sammen med 112 andre danske atleter, som alle havde arbejdet ekstremt hårdt for denne mulighed var utrolig specielt og unik. Jeg oplevede så mange ting i London, som jeg altid vil have med mig. Jeg havde arbejdet utrolig hårdt for at kvalificere mig og havde rejst mig igen efter utallige uheld og skader. Så jeg var stolt over at det lykkedes.

Ja jeg drømte om OL som svømmer. Faktisk var OL 2000 i Sydney i min horisont, men som nævnt tidligere rakte motivationen ikke til det hårde arbejde som skulle til.

 

Skiftet til ½ ironman og non-draft

 

Efter OL i 2012 sagde du farvel til det danske landshold, med den begrundelse at DTriF i fremtiden i højere grad ville støtte atleter til Ironman Hawaii og dermed også i mindre grad OL-atleterne. Du ville være uafhængig af forbundet og fremover satse på non-draft konkurrencer, herunder også ½ ironman distancen. Hvordan var det at tage den beslutning – du havde trods alt ingen erfaringer med non-draft konkurrencer og med risikoen for ikke at ”slå igennem”?

Det var en kæmpe lettelse. Jeg følte mig fri og 100 % ansvarlig for mig selv og mine valg. Jeg ville udforske hvilke muligheder der var i sporten, og jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at blive en af de bedste triatleter derude uden at have nogen som helst restriktioner fra forbund eller politik.

De sidste 15-16 måneder er jeg virkelig vokset i sporten og non-draft scenen passer mig rigtig godt. Jeg kan få alt ud på cyklen, uden at skulle bekymre mig om andre atleter og deres cykelfærdigheder. Og min baggrund i ITU race har virkelig lært mig meget og gjort mig til den atlet jeg er i dag. Der er utallige muligheder og dette skift til non-draft race har virkelig vækket min sult og motivation til at tænke endnu større.

Du gik ret ydmygt ind til opgaven mht non-draft og de længere distancer. Du skrev sågar på facebook om hvordan du var i tvivl om hjulvalg osv. Hvordan var det pludseligt at føle sig på ukendt grund efter utallige konkurrencer på højeste niveau i worldcuppen?
Det var underligt og fedt på samme tid. Jeg vidste heller ikke selv, hvad jeg kunne forvente af mig selv. Jeg kendte kun ITU måden at race på, hvilket er hårdt fra starten og meget aggressivt. Så det gjorde jeg. Mit første non-draft race var Ironman 70.3 San Juan i marts 2013 som jeg vandt i et stjernespækket felt og samtidig slog banerekord. Jeg tror stadig, det er en af mine største sejre i min karriere, da det kom så meget bag på mig, og det var kun en måned efter at jeg brød med forbundet, så det var em kæmpe forløsning, glæde og bekræftelse i, at jeg havde gjort det rigtige.

 

HelleFredericksen_bmc-uplace

 

 

DEL 2

 

Drømmer du om Hawaii og ironmandistancen i det hele taget eller befinder du dig bedste på ½ ironman distancen og dermed typisk flere race om året?
Jeg elsker at race. Når jeg kan haft en hård træningsblok på 3-4 uger, så kan jeg simpelthen ikke vente mig at komme ud og race igen. Jeg træner for at race og for at få alt ud på dagen. Jeg befinder mig rigtig godt på ½ ironman distancen. Denne distance er stadig super hurtig og med høj intensitet og det tiltaler mig meget. Jeg er stadig utrolig ny på distancen, så mit udviklingpotentiale er stort, hvilket er utrolig motiverende. Men det er dermed ikke sagt, at Hawaii kunne være interessant en gang i fremtiden ;)

 

 

 

Resultater og sæsonen 2014

 

Du har efterhånden mange sejre og podieplaceringer på CV’et. Hvilke resultater ser du selv som dine største præstationer?

Det er svært at sige. Selvfølgelig OL var meget stort og noget jeg er meget stolt af. Min første Ironman 70.3 sejr i San Juan 2013 er også en stor sejr pga. det var mit første non-draft race nogensinde samt min første 70.3 distance. Min første Europa Cup sejr i Polen i 2008, hvor sejren igen kom meget bag på mig. Jeg slog mange OL deltagere, som skulle til OL i Beijing. Desuden var mine forældre der til at opleve min sejr.

 

Sæsonen 2014 er startet særdeles godt med en 2. plads til 70.3 Monterrey, en 2. plads til Life Time Tri Miami, en sejr til 70.3 Puerto Rico og senest en 2. plads til St. Anthony’s 5150. Hvilke perspektiver giver det for resten af sæsonen?
Sæsonen har allerede været rigtig fornuftig og dette til trods for en mindre optimal januar, februar og marts træningsmæssigt, så det taget i betragtning, så ser det ret godt ud.

 

Hvordan er dine planer for resten af sæsonen 2014?
Det primære mål er VM på Ironman 70.3 i Mont Tremblant i september. Så de race jeg kører fra nu og indtil VM er udelukkende forberedelse til denne konkurrence. Dette i form af testning af udstyr, nedtrapning, højdeadaptation mv. Derefter vil jeg komme tilbage til Europa og bo på Sands Beach på Lanzarote. Jeg forlænger min sæson indtil Challenge Bahrain, hvor de konkurrencer jeg kører mellem VM og Bahrain er med fokus på at præstere bedst muligt i Bahrain.

 

Træning

 

Knap et år inden OL 2012 skiftede du træner til Joel Filliol. Hvordan fungerer Jeres samarbejde og ser i jævnligt hinanden eller foregår det primært over nettet?
Joel og jeg har et utroligt godt forhold. Vi respekterer hinanden rigtig meget og diskuterer ofte ideer til træningstilgange. Det er rigtig spændende og samtidig lærerigt. Vi skyper ofte samt kommunikerer dagligt over mail. Vi ser ikke ofte hinanden personligt, men jeg føler ikke det er nødvendigt. Jeg er utrolig selvstændig som atlet samt Ben er ofte der til at ’hjælpe/supervisere’ under træningdspassene. Dette kan være med et stopur på bassinkanten, på MTB når jeg løber intervaller eller i bil ved hårde cykelpas. På nuværende tidspunkt er han i okay form, så han kan være med på cykel, når jeg cykler intervaller;).

 

Træningen må have ændret sig efter dit skifte til non-draft, vel især på cykling. Hvordan træner du nu ift den gang du kørte OL distancen?
Det har ikke ændret sig så meget. Svømning og løb er meget det samme. På cyklingen har jeg nu mere mængde samt pas med længere ’steady’ intervaller. Alt foregår selvfølgelig som enkeltstartsformat. Jeg mener, at det kan være et problem at flere kortdistancen triatleter som skifter til længere distancer tager alt for meget af intensiteten væk. De tror lige pludselig skal træne meget mere og mange flere rolige km. ½ Ironman er meget intens, og hvis man vil være med, hvor det er rigtig sjovt, så kræver det fx at kunne løbe 1.17 på den afsluttende halve marathon. Dette kræver intensive løbepas ;)

 

Hvordan kan en typisk træningsuge se ud for dig?

Timemæssigt træner jeg sikkert mindre end mange tror, men det er rigtig meget kvalitet og ingen junk km. Det ligger mellem 25-30 timer om ugen. Det handler altid om at være i stand til at dag efter dag at bygge ovenpå den foregående dag. Jeg har ingen dage i ugen som ikke har kvalitetspas, hvilket har øget min evne til at svømme/cykle/løbe hurtigt på en mindre frisk krop. Dette er jo hvad triatlonkonkurrencer handler om, – det er kun svømningen vi er friske på. Vi skal altid cykle og løbe med træthed i kroppen. Og det er vores evne til at arbejde med/overkomme denne træthed som får os til at præstere godt.

 

team_bmc_uplace

 

BMC-Uplace Triathlon Team

 

Du er fra i år en del af BMC-Uplace Triathlon Teamet. Hvad betyder det for dig at være en del af et team og hvilke opgaver hjælper teamet dig med?
Jeg er stolt af blevet tilbudt en plads på Uplace-BMC Triathlon Team, da jeg blev valgt som den eneste Skandinavier. Teamet giver mig en fantastisk platform i form af behandlerteam, læge, udstyr, logistisk planlægning, marketing mv. Teamet gør mere eller mindre alt hvad de kan, så vi atleter kan koncentrere os om at træne og konkurrere.

 

 

Debattør og blogger

 

Du har aldrig været bange for at tage bladet fra munden når det gælder dopingdebatten. Var det ikke lettere bare at lade være med at kommenterer det offentligt, som en del af dine pro-kollegaer vel i virkeligheden gør, eller føler du det netop som dine og andre eliteatleters opgave at gå i offensiven over for dopingsyndere?
Ja, selvfølgelig er det letteste bare at ignorere doping, men jeg mener, at vi som professionelle atleter bør agerer som rollemodeller overfor andre atleter og specielt overfor de yngre atleter som er på vej op. Jeg vil udtale mig omkring doping, når jeg mener, at det er relevant at gøre det. Jeg vil aldrig tale om doping under en konkurrence, hvor der eventuel er tidligere dopingsyndere tilstede, da jeg ikke mener dette er korrekt.  Jeg mener, at udtale sig om doping under konkurrencer kun skaber en negativ stemning, og konkurrencer er jo, hvad vi alle træner frem mod, og det er en positiv og glædelig begivenhed. Fra den dag jeg startede med at repræsentere Danmark til internationale konkurrencer, mener jeg, at jeg påtog mig et ansvar om at stå for en ren og stærk sport. Jeg mener, at vi professionelle atleter fremstår som ambassadører for vores sport, og vi bør være forgangsmænd for de ægte og rigtige værdier.

 

Hvad skal der efter din mening til for at bekæmpe/minimere doping i triathlon. Mere kontrol, mere information, hårdere straffe eller noget helt andet?

Det hele handler om, hvilken form for dopingforseelse det er. Ved dopingforseelser hvor det tydeligt handler om at tage et stof, som er præstationsfremmende (Fx EPO, Steroider, testosteron, bloddoping mv), mener jeg, at straffen bør være hårdere. Jeg mener ikke de fortjener en ny chance. De foretog et valg om at snyde på bekostning af andre. De vandt/stjal pengepræmier foran rene og hårdtarbejdende atleter. De kan konkurrere igen, men absolut ikke som professionel. Dette gælder også for tidligere dopingsyndere i andre sportsgrene.

 

 

Fremtiden

 

Du fungerer allerede nu som coach. Men hvordan er din fremtidsplaner når tri-karrieren en gang er slut?

Jeg nyder virkelig at coache og mine atleter giver mig et kick samt det giver mig stor tilfredsstillelse af dele min viden og erfaring. Jeg finder det utrolig interessant og fascinerende hvad menneskekroppen kan præstere. Struktureret træning, vilje, hårdt arbejde, god mentalitet og glæde og du kan virkelig komme langt. Mine atleter i HF Triathlon har virkelig rykket sig på mange facetter – både sportsligt, men også menneskeligt, som de kan bruge i andre situationer i livet. De gør mig meget stolte.
Jeg ved stadig ikke, om coaching er det, jeg skal, når jeg er færdig med sporten. Jeg tror altid, jeg vil have en fod indenfor triatlonsporten på en eller anden måde. Men om det at fremme sundhed og forebygge sygdom via motion, livsstil og den rette kost er også meget tiltalende for mig. Her kommer min Bachelor i Idræt & Sundhed samt Kandidat i Human Ernæring ind som en meget nyttige uddannelser.

 

Læs mere om Helle Frederiksen eller Uplace-BMC Pro Triathlon Team eller på Facebook

 

(juni 2014)

 

Fortsættelse følger…..

Go to Top