Chris Fischer

Baggrund

 

Du startede på tri i en relativ tidlig alder. Var det din far (Jan), der også var triathlet, der fik dig i gang med tri-sporten eller hvordan startede det hele?

 

Min far var startet på triatlon nogle år forinden og mødet med kulturen der var dengang i Viborg, samt det at jeg allerede på det tidspunkt cyklede og løb så småt, gjorde at jeg fik lyst til at prøve det af. Da kunne jeg slet ikke svømme. Jeg prøvede en triathlon (1/10 jernmand ) i sammenhæng med skolernes motionsdag i 1995. Der var nogle store drenge som jeg fik klø af og det virkede motiverende.

 

Du kom ret hurtigt på ungdomslandsholdet. Hvordan var det at køre tri dengang i 90’erne sammenlignet med nu, fx mht udstyr, træningsmetoder, taktik mv?

Ja det gik stærkt. Jeg vandt det første DM – triatlon jeg stillede op i, det var i ungdomsklassen og samme år også DM i duatlon, så var min billet til landsholdet næsten sikret. Jeg kom med på nogle prøvesamlinger i Randers og derfra var jeg en del af landsholdet til 2001.

Tri i 90´erne var det kun for de få udvalgte, dengang skulle jeg altid forklare folk hvad det var. Især mine skolekammerater forstod det ikke rigtigt. Jeg startede med at konkurrere i 96, så der havde allerede været en udvikling i det på det tidspunkt. Jeg synes at tingene var mere simple dengang, ikke at man ikke gik op i udstyret, men der var ikke så meget at vælge imellem og den viden der var omkring sporten var selvsagt betydelig mindre end i dag. Måske vi endda ved ( eller tror vi ved ) mere end hvad der er godt for os i dag.

Jeg skal indrømme at jeg ikke husker meget omkring træningsmetoderne – der var hårde dage og så var der alm dage og jeg kunne lide begge dele. Men jeg husker da jeg var ungdoms triatlet – da var hver dag nærmest en prøve. Jeg kunne 3 gange ugentligt køre en 20 km rute ( som var distancen i ungdom ) med fuld gas og simulere konkurrence. Ofte løb jeg direkte bagefter. Svømning var med klubben 3 x ugentlig ( tror jeg ) Da jeg kom på landsholdet blev det mere struktureret og det var jeg ikke særlig god til:-).

Triatlon er jo nærmest en folkesport den dag i dag, Marathonløb er ”bare” et springbræt for triathlon for mange og mennesker bruger anseelige beløb på udstyr og deltagelse i diverse stævner.

Dengang var der ikke så meget taktik. For det første var der ikke så megen trafik på ruterne og for det andet synes jeg at folk over hele linjen var mere reelle og ærekære ifht. deres gennemførelse/præstation end man ser i dag. Det var lige før at man kunne få en over næsen hvis man kom for tæt på et baghjul på cyklen – som jo nok er sportens største problem i dag!

 

Challenge Almere 2014

Challenge Almere 2014

 

 

Tidligere resultater

 

I ungdoms-/juniorklassen opnåede du mange podieplaceringer, men i starten af seniorårene holdte du pause fra tri. Var du kørt træt i tri i den periode eller var det fx skader der holdt dig ude – og hvordan kom du i gang igen?

I de tidlige år kom jeg langt med min lyst og begejstring for sporten. Jeg kunne godt lide at træne og udviklede mig hurtigt. Men i junior årene hvor konkurrencen blev hårdere og jeg skulle til at arbejde mere målrettet for at opnå resultater i samme ende. Og jeg var ikke ret god til struktur og slet ikke til de krav der blev stillet ifht. Bl.a. en lille ting som at udfylde træningsdagbog. På samme tid stiftede jeg bekendtskab med uddannelse, arbejde, flyttede hjemmefra m.m. og der mistede jeg rigtig meget af min lyst og måske var jeg gået kold i det.

 

Fra 2006 og frem så vi dig tilbage i ilden, både som triathlet, duathlet og løber. Bl.a. kørte du et fantastisk DM duathlon i 2009, hvor du battlede med Rasmus Henning. Set udefra bød årene på en blanding af feber-resultater både indenfor løb, du og tri – men også nogle skuffelser og perioder med manglende stabilitet. Hvordan ser du selv tilbage på den periode og er der ting du i bagklogskabens ulidelig lys kunne have gjort anderledes?

Det er rigtigt. Jeg startede egentlig ikke med nogen amitioner om at drive det vidt, men mit niveau blev relativt hurtigt – godt igen og selvsamme år kørte jeg en fornuftig halv IM i Fredericia – til åbne danske mesterskaber og fik derfor en billet til EM lang med landsholdet. Jeg tror egentlig ikke selv jeg var klar på, at skulle køre på det niveau. Stabilitet er jo helt klart et nøgleord i denne sammenhæng og noget jeg aldrig har besiddet, men som jeg arbejder rigtig hårdt på at forbedre. Det har handlet lidt om, at jeg godt kunne tænke mig at køre godt, men måske ikke var klar til at gøre det nødvendige eller defineret mig selv som atlet. Hvilken plads skulle sporten have ifht. andre ting og hvad mine forventninger til mig selv skulle være i den forbindelse.

 

I foråret 2012 løb du Rotterdam Marathon i 2.29. Det er de færreste der nogensinde knækker de 2.30 og endnu færre relativ store triathleter (i løber-sammenhæng) der gør det. Vejrforholdene var eftersigende ikke en gang optimale. Hvordan tænker du tilbage på dét løb?

Jeg husker det løb og optakten til det, som værende noget af det mest lærerige rent præstationsmæssigt, men helt klart også i træningen op til, hvor jeg sparrede meget med én af Danmarks bedste løbere igennem tiderne – Søren Rasmussen. Bl.a. Søren gav mig nogle meget håndgribelige værktøjer til at få det til at gå op i en højere enhed. Selve målet satte jeg med 3 andre Viborg løbere i November md. 2011, hvor jeg egentlig ikke løb specielt meget og de 2.30, som målet hed var fuldstændig ud af den blå luft fra min side. Da jeg stod på startstregen i april havde jeg et ugentligt km pensum på 96 km siden november md. Men med hjælp fra Søren og min egen udmærkede fysik lykkes det mig at løbe 2.29.59.

Uden at være arrogant, vil jeg sige at jeg ikke tænker de store tanker om den tid. Jeg synes den er sjov at have i bagagen. Men det er aldrig noget jeg tænker tilbage på som en feber præstation. Måske fordi at det der i virkeligheden betød allermest for mig var en god IM tid/præstation og måske også fordi den konkurrence mindede mig om at jeg i forhold til vinderne, blot en simpel motionist.

Jeg løb uimponeret og jeg skulle først til at kæmpe for det ved 36 km. Men selve det at time et marathon var en meget lærerig oplevelse.

 

Hvilke resultater vurderer du selv som din hidtil bedste – eller hvad hører til blandt de største sportslige oplevelser?

De bedste resultater er i mine øjne min 8. plads til VM i lang duathlon 2007 og 2. plads til DM lang selvsamme år. DM duathlon 2009 er også et jeg husker tilbage på som værende en fed fornemmelse.

I 2012 løb jeg 2.29.59 i april – 14 dage senere blev jeg nr. 3 til DM i duathlon, 1 uge efter det kørte jeg en rigtig god duathlon i Løvel, 10 dage senere løb jeg Søndersøløbet med en 2 plads som udbytte og endeligt slog jeg i starten af Juni Jørgen Gamborgs 11 år gl. rekord til Viborg Halvmarathon i 1.09.59 – alt dette på 6 uger. Jeg løb HCA marathon med forkølelse og 2 ødelagte hæle i september, jeg løb 2.33.34 og jeg måtte slæbe mig selv hjem fra km 17. Det vil jeg faktisk kalde min bedste præstation i 2012. Der måtte jeg kæmpe for hvert et sekund.

Og så er der endeligt i 2014 Silkeborg Triathlon og Challenge Almere-Amsterdam, hvor jeg endelig fik vist mine evner.

 

 

Sæsonen 2014

 

I slutningen af 2013 fik du en skade i foden, der voldte problemer et stykke ind i det nye år. Var du ved at opgive det hele om et tri-come back eller kunne du bevare troen på, at du med ”alternativ træning” nok skulle blive klar til ½ og hel ironman senere på året?

 

Virkeligheden er, at jeg allerede fik bøvl med mine hæle i juli md. 2012. Men HCA Marathon var lagt i kalenderen til et muligt PR. forsøg. Jeg havde meget dumt, øget min ugentlige mængde betragteligt efter Rotterdam. Og jeg fik regningen sidst i juli. Det var som at gå på glas, jeg løb i Odense og bagefter holdte jeg 2 mdr.´s pause, gik i gang igen og det blev ved med at komme tilbage.

I oktober 2013 var jeg endelig kommet det til livs og begyndte synes jeg selv, meget påpasselig med løb. Ud af det blå d.25/12 – 2013 på en løbetur, sagde foden fra uden varsel. Jeg kunne ikke støtte på den. Det viste sig efter hævelsen var aftaget, at den mildest talt var gået fra hinanden. Flere knogler sad ude af deres position. Så var det forfra igen, her fik jeg fat i en dygtig fysioterapeut ved navn Lise og hun reddede mig. Problemet blev lokaliseret og skaden arbejdet på og efter endnu 8-9 ugers pause begyndte jeg at løbe igen ( 5×3 min ) af gangen. Og siden har udviklingen været forsigtig, men god.

”Tri come-back” havde jeg egentlig ikke i tankerne før starten af 2014. Jeg havde trænet alle 3 discipliner, men mest af vane. Men midt i skadesforløbet tænkte jeg at jeg ville prøve med en sæson, hvor jeg for første gang i mit. liv ville gøre det ordentlig. Jeg tog derfra hurtigt kontakt til Michael og vi fik snakket om det hele. For mig var det ikke vigtigt hvornår jeg skulle køre IM, men det var målet. Træningen skulle have en god udvikling og vi skulle så hen ad vejen se på om jeg ville komme i stand til at køre en hel i år. DM Ålborg kom først i kikkerten og beslutningen om IM blev først taget efterfølgende.

 

I juli kørte du DM ½ IM i Ålborg – din første ½ IM i 3 år. Var du nervøs for udfaldet eller var det udfra devisen ”alt at vinde” da du stillede op i det stærke elitefelt?

Jeg var mega nervøs for, at jeg ville falde igennem. Men samtidig så jeg også frem til, at blive målt og vejet. Det har hele tiden været et middel mod målet om at køre en god Ironman. I Ålborg skulle jeg have banket en masse rust af og igen have oplevelsen af konkurrence ind på livet.

 

Challenge Almere 2014

Challenge Almere 2014

 

Du blev 2’er på ½ IM distancen til Silkeborg Triathlon, blot 24 sek efter Thomas Strange. Det tegnede godt frem mod Challenge Almere blot 2 uger senere. Hvordan forløb konkurrencen i Silkeborg og havde du ingen betænkeligheder ved at køre en så relativ hård konkurrence blot 2 uger før ironman?

Konkurrencen i Silkeborg lå i den lidt hårdere træningsblok jeg havde op imod Almere og jeg var derfor ikke helt frisk. Men jeg var klar på dagen og tændt på en anden måde end hidtil i sæsonen. Jeg var overbevist om, at min træning havde gjort mig i stand til at køre mere op med Thomas end til DM. Mit løb var forbedret og derfor kunne jeg også trykke lidt mere i pedalerne og ikke holde igen, som til DM. Konkurrencen forløb perfekt. Jeg fandt Nicholas Ward Munoz fødder på svømningen og var ”kun” ca. 2.30 efter Thomas oppe af vandet. Jeg får kørt lidt ind på ham på cyklen og stiller cyklen velvidende at konkurrencen nu for alvor begyndte. Konkurrencen skulle bruges som test på alle måder, så jeg løb efter min fornemmelse på den hårde rute og halede støt og roligt ind på den unge mand, men ikke nok.

2. pladsen var god, men den største glæde fandt jeg i, at jeg havde halet ca. 6 min ind på ham ifht. DM. Jeg ”tabte” til en meget sympatisk, stærk ung fyr og det er helt sikkert ikke sidste gang ;-)

 

Sammenlignet med dine præstationer på de kortere distancer, var det aldrig helt lykkedes dig at leve op til dét niveau på ironman-distancen. Men til Challenge Almere 2014 må man i allerhøjest grad sige, at det lykkedes med en sluttid på 8.34 og en EM bronzemedalje. Set udefra virkede du mere afklaret og fokuseret end tidligere. Hvad var gået forud for den tid og hvad mener du selv var grunden til den flotte præstation i Almere?

Korrekt og vel observeret. Jeg har på det personlige plan været igennem noget af en rutsje banetur og hele den proces kan man vel godt sige har gjort mig mere voksen og moden. Det er helt klart også min status som far til 3, der har udviklet mig og jeg føler også at jeg har fundet et ståsted i livet. Den opnåede tryghed ved dette, har skabt balance i mit liv og det bevirker at jeg fungerer optimalt på det sportslige plan. Jeg har altid haft en utrolig opbakning hjemmefra, men har måske taget den for givet. Jeg er mere bevidst om at jeg skal retfærdiggøre den tid jeg bruger fra min familie ved at gøre tingene ordentligt.

Isoleret set blev Almere en succes, fordi alt gik op i en højere enhed. Er det tilfældigt – NEJ. Jeg kørte 100% procent for mig og mit løb og dér ligger nøglen. Ofte tror jeg at folks mangel på succes skyldes at de ikke kan omstille sig på stedet. Jeg havde f.eks. forud for Almere, en ambition om at køre 4.30 på cykeldelen. Det kunne af forholdsmæssige og taktiske årsager ikke lade sig gøre. Derfor blev planen justeret. Jeg kunne have kørt efter tiden på cyklen og helt klart begrave mig selv på løbet, hvorefter jeg kunne hoppe på tendensen til at sige ”nå men jeg skal da vist også arbejde på det løb”. Men denne gang lod jeg mig ikke påvirke af de skiftende omstændigheder i negativ grad og mentalt var jeg meget mere skarp end jeg har været før.

Michaels trænerarbejde gav også pote, for i programmerne og vores samarbejde lå også nøglen til mit niveau. Jeg tog kun kalkulerede risici. Og jeg er sikker på at jeg kan gøre dette igen.

 

Challenge Almere 2014

Challenge Almere 2014

 

Trods et helt igennem veldisponeret race i Almere, fristes man til tro du i kraft af dit løbeniveau fortsat kan hente nogle minutter på det afsluttende marathon. Hvad tænker du selv om det?

Det er præcist det jeg selv tænker. Men jeg har haft 2 år forud for i år med meget svingende løb pga. min skade og mit sædvanlige fartoverskud og den base jeg havde fået opbygget er væk og det har været meget fra bunden af i år. Jeg tror på at der er en betydelig forbedring forude, forudsat at jeg kører med hovedet som i Almere. Jeg tror min størrelse ( 77 kg ) er en begrænsende faktor for hvor meget under 2.50 jeg kan løbe, men jeg lader Michael skrive tallene og så må jeg vel bare følge med;-).

 

Sæsonen 2015

 

Du har meldt ud at du kører Challenge Denmark til næste år. Hvordan ser dine tri-planer ellers ud for 2014?

Det er korrekt.

De adskiller sig ikke meget fra i år. Det hele er rykket lidt, da jeg næste år ønsker at kunne nyde mine børns ferie med dem. I år trænede jeg i denne og det synes jeg ikke var specielt harmonisk. Så Challenge Denmark ligger perfekt – lige før ferien.

Jeg satser på at køre et par halve Challenge stævner inden da og lige nu ser det ud til at blive på Fuerteventura og i Rimini. Hvad der skal ske efter Challenge Denmark afhænger selvfølgelig meget af, hvordan det går mig og hvordan jeg kan få passet det ind i familie livet. Jeg håber at kunne køre nogle halve IM hjemme og måske en enkelt eller 2 i udlandet. Men lad os se.

 

Resultatet i Almere må virkelig have givet blod på tanden. Gemmer der sig stadig en Hawaii-drøm eller der en anden agenda nu?

Jeg er rimelig realistisk nu… Det kommer vel med alderen og erfaring. Det har bestemt givet mig blod på tanden i den forstand at nu ved jeg, at jeg kan lave et godt resultat. Og kan jeg gøre det én gang, så kan jeg gøre det igen. Nu har Michael og jeg noget håndgribeligt at arbejde ud fra ifht. Næste år og jeg glæder mig til den forberedende fase jeg skal igennem nu og fremadrettet. Betingelserne er jo allerede bedre end for blot et år siden. Det har givet mig troen på mig selv og på mine fornemmelser og dét er nok den alt overskyggende belønning for min og Michaels indsats.

Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at kontrakterne vælter ind af brevsprækken og at træerne på den måde vokser ind i himlen. Jeg har et godt setup og en hvis mængde timer til rådighed, opbakning på hjemmefronten og dette passer mig helt fint. Jeg vil ikke smide alt andet på gulvet, blot pga. dette ene resultat. Jeg tænker at hvis mine resultater fortsætter, så kan det være at mulighederne bliver bedre, men gør mig ingen forhåbninger. Der er stadig mange små ting der kan skrues på ifht. forbedringer

Hvad angår Hawaii – så vil jeg da mægtig gerne prøve en tur derover, men jeg forestiller mig ikke det bliver i pro feltet. Til det kræver det for meget af min økonomi. Både set i lyset af det enorme budget jeg skal have for at kvalificere mig og ikke mindst til at komme derover. På hawaii vil jeg også helt sikkert sætte mig selv uden for konkurrence og med al respekt, så vil jeg hellere på podiet i et mindre glamourøst stævne end ende som rosinen i pølseenden blandt de hårde negle.

 

Challenge Almere 2014

Challenge Almere 2014

 

 

Familie og job

 

Du og Sissel har 3 mindre børn, incl tvillinger. Derudover arbejder du som handicaphjælper, driver en tri-butik, laver bikefit, coaching mv. Hvordan får man træningen indpasset i en formodentlig temmelig travl hverdag?

Mit job indebærer at jeg har en masse hele fridage. Jeg arbejde i døgnvagter – ca. 7 gange i måneden i et fastlagt rul og det gør det utrolig let at planlægge livet efter. Al min træning ligger i det tidsrum hvor der alligevel ikke er nogen hjemme. Sissel – min kone er sygeplejerske og har også skiftende vagter, så der er der en lille udfordring ifht. at få det til, at gå op med at hente og bringe børn når jeg er væk, men det klarer hun godt. Vi får hver især noget alene tid med børnene på den måde og det synes jeg vi har det godt med! Vi lærer at ”klare os selv” og glæder os til at vi alle er samlet om aften eller morgenbordet

Jeg prøver så godt jeg kan, at administrere min tid ordentlig ifht. mine øvrige engagementer. Jeg ved at det er meget vigtigt for at jeg fungerer, at jeg ikke render ”forpustet” rundt hele tiden. Jeg prøver at passe tingene ind i mit skema og så træner jeg heller ikke så meget, så det ikke kan lade sig gøre. De sidste uger op til IM træner jeg hårdere og mere end ellers og her prøver jeg at skære ned på andre aktiviteter.

 

Hvordan fungerer det med at træne når du har døgnvagter, holder du træningsfri eller er det noget med at stå meget tidligt op og træne før du møder?

Michael holder dagen fri for mig og det gør mig godt kan jeg mærke. Nogle gange løber jeg en aftentur efter min weekendvagt som slutter søndag kl.18 ellers ikke

 

 

Træning

 

Du bor i Vejrumbro (ca 12 km fra Viborg), så der må ofte være lidt logistik, hvis du skal træne med andre. Træner du primært selv eller sammen med andre – og hvordan gør du mht svømning?

Jeg træner primært alene. Det har jeg altid gjort, da jeg jo har boet på landet stort set hele mit liv. Jeg trives med at træne alene, da jeg har behov for den ro og mulighed for at koble af og bare være mig selv. Jeg har ikke et problem med at presse mig selv heller. Jeg arbejder i døgnvagter og det betyder at de dage hvor jeg har fri, der har jeg hele dagen til at træne og så prioriterer jeg at være færdig inden jeg skal hente mine børn fra børnehaven. Aftener er jeg også helst hjemme, da det er her jeg har muligheden for at være sammen med min hustru Sissel. Svømningen foregår derfor også for det meste alene, da jeg er svømmetræner i tri klubben, bliver det ikke der. Det er nok her at begrænsningen ligger gemt og måske noget jeg skal have set på. Jeg har brug for at blive presset i vandet, da det ikke kommer mig naturligt lige der.

 

Hvordan kunne en typisk træningsuge se ud for dig i ugerne op til ironman i Almere?

Pyyyhhh… Jamen 4 – 5 pas i hver disciplin, lidt fart imellem i starten af ugen og derefter er passende aftagende i længde og hårdhed. Inkl. IM havde jeg vel 19-20 timer i ”tøjet” i Almere ugen

Ugen før var meget specifik og hård – især efter Silkeborg.

 

Du har tidligere cyklet en del indendørs på hometrainer mv. Er det også din plan i den kommende vinter eller bliver det først og fremmest på landevejen?

Det bliver vel en blanding. De mere specifikke pas bliver indendørs og jeg kan heller ikke vente med at komme i bøjlen til Juni md. Som i år. Det er en helt anden måde at træde på og skal det være godt, skal det som alt andet øves, hvem ved… måske der er en lille forbedring at hente der også.

Ellers har jeg fundet et eller andet fantastisk i at køre på MTB i vinterhalvåret. Det fungerer godt da farten er relativ lav så man ikke fryser så let og den friske luft er altså at foretrække. Jeg kører dog mest på landevejen.

 

Fra i år har du fået Michael Krüger som træner og det virker som et ret perfekt match. Hvad har det betydet for din udvikling – træner du markant anderledes end før eller har han i ligeså høj grad givet dig troen på, at du kunne lave en top-præstation på ironman-distancen?

Michael har helt klart en meget stor del af æren for min præstation og udvikling i år. Vi er i mine øjne et perfekt match. Han kender mig fra tidligere i mine landsholdsdage hvor han også trænede mig og har også fulgt med på sidelinien i mine svingende forsøg på at nå et højt niveau igennem de senere år. Han har givet mig ro og tryghed ifht. Træning og afstemning af mine egne forventninger. Udover det lader han mig ikke undervurdere mig selv, men giver mig helt klare mål og delmål i træning og under konkurrence. Forskellen fra de tidligere år til nu, er at jeg tager sådanne seriøst og giver det et ærligt forsøg. Min træning i år er gået fra små skadet og lidt sygdom, til kontinuerlig gode træningsuger og dermed også stabile præstationer.

Men vores samarbejde er en succes fordi at jeg er modtagelig overfor hans coaching og fordi der en gensidig respekt.

 

 

Fremtiden

 

Hvordan er dine fremtidsplaner – har du planer om at køre tri på højt plan flere år frem eller tager du en sæson af gangen?

Jeg tager ét år af gangen. Jeg vil rigtig gerne fortsætte på højt plan og det er mine præstationer der afgør dette. Hvis ikke jeg kan være med i den gode ende, ser jeg ingen grund til at bruge så meget energi på det. Jeg har hverken økonomi eller tid til det store setup, men tror på at jeg stadig kan udvikle mig med de betingelser jeg har. Det er klart, at hvis jeg i min nuværende situation kan få støtte økonomisk og fra familie fortsat, ja så vil mine muligheder for at præstere godt, ikke blive ringere. Jeg har ikke planer om at stoppe med triatlon foreløbig, det er jo en del af mit DNA.

 

Skal din forretning Überbiker udbygges og evt gøres til en levevej eller er det udelukkende et ”fritidsprojekt”?

Überbiker er under udvikling. Det startede egentlig som et kaffe-hygge-projekt, men som med alt andet, skal man på at tidspunkt gøre op med om den tid man investerer i det giver igen. Og jeg er kommet dertil hvor jeg synes at jeg ligeså godt kan arbejde målrettet for at det bliver min levevej, nu når jeg alligevel bruger tiden på det. Så jeg har rejst mig fra kaffebordet og taget en lidt mere seriøs attitude på. Jeg håber ikke længere – nu arbejder jeg også. Hvilket både er gældende for min sport og mit øvrige liv.

 

 

Læs mere om Chris Fischer på Facebook.

(november 2014)

Go to Top