Jimmy Johnsen

Hvis vi skruer tiden tilbage til din junior-tid, gjorde du det godt, men var ikke blandt de allerbedste. Men du var vedholdende! Hvad fik en ung kleinsmed fra Ølgod til i 2003(?) at satse hele butikken, flytte til København, ernære sig som bl.a. buschauffør og livredder og så ellers træne med nogle af de bedste?

Jeg var udsendt med militæret i Bosnien for Nato fra 2001-2003, det gik det rigtigt op for mig at man kun lever en gang og at man skal være glad for det man har. Så valget om at flytte til København var mest for at træne med de bedste, og have nogle at træne sammen med hver dag. Livredder-delen kom først ind over lidt senere, da man jo skal tjene penge på en eller andet måde

 

Du havde en god sæson i 2003 og blev bl.a. 2’er til DM lang og 9’er til EM lang. Du kom på landsholdet i 2004, men blev i foråret 2004 hårdt ramt af mononucleose (kyssesyge), som kostede det meste af sæsonen. I 2005 lavede du et imponerende comeback med bl.a. en sølvmedalje til EM lang og guld for hold. Sygdomsperioden i 2004 må mentalt have været en udfordring, efter du lige havde fået dit gennembrud –men var det i virkeligheden med til at gøre dig endnu stærkere og bekræfte dig at du skulle være pro-triathlet?

2003 var helt sikker et år der kørte på skinner, for med kun 6 måneder efter jeg kom hjem fra min udsendelse, stod jeg på startlisten til EM lang som jeg havde kvalificeret mig til efter en udtagelse stævne i Malmø. 2004 var et lang år uden sport, og ved EM Lang 2005 ville jeg bevise hvorfor jeg var på landsholdet, hvilket jeg i den grad gjorde med en sølvmedajle. Og lysten til at blive bedre blev kun endnu større.

 

I 2006 havde du en flot debut på IM distancen med 3. plads til Ironman Western Australia. I 2007 blev du 3’er til Ironman UK og kvalificerede dig til Ironman Hawaii, hvor du blev nr. 25. I 2010 og især i 2011 har du primært kørt konkurrencer i Challenge-serien. Det samme har du meldt ud for 2012. Hvad er grunden til den prioritering og ser vi dig på et tidspunkt tilbage på Hawaii?

Jeg har allerede været på Hawaii 2 gange i 2007 (25) og 2009 (DNF), og prisen for at køre Hawaii er for stort og dyrt taget i betragtning hvad man får ud af det, hvis man da ikke lige kører i Top 10. Og da jeg ikke er fan af at kun have et hovedstævne om året, kommer Hawaii ikke på tale før 2014. Grunden til at jeg kører Challenge serien er at atleterne dér bliver behandlet som mennesker og ikke nogle som man bare skal have penge ud af. Og der er stadigvæk følelse for at lave gode stævner.

 

Tidligere var du en del af EROX-teamet. Hvordan har det ændret din situation at du fra 2011 er gået ”solo”?

Der blev lovet en masse ting, men man fik ikke produkterne, eller de penge som man blev lovet. Så er det jo godt at der andre sponsorer der gør!

Du har været på landsholdet i 7 år, men i november kom du med en ret kontant udmelding om, at du ikke længere ønskede at være en del af det danske landshold og at du i samme ombæring stopper samarbejdet med Michael Krüger. Du er nu en del af det australske Team Aeromax med Grant Giles som coach. Hvilke perspektiver ser du i det samarbejde og er der træningsmæssigt nogle markant ændringer ift din tid under Krüger?

Ligesom EROX-teamet fik jeg også nok af Landsholdet, det sidste der fik bægret til at flyde over var nok at Team Danmark har meldt ud at triathlon Forbundets fremtid afhænger af hvordan det går til OL i 2012. Så er det jo lige meget hvor godt Lang distance personerne klare sig, vi tog jo stor set medajle hver gang til EM eller VM (Jeg har taget EM sølv og bronze samt 5 EM hold og 4 VM lang medaljer). Efter stoppet på landsholdet, skulle jeg jo finde en ny træner som blev Grant. Stilen er lidt den samme. Men programmerne er meget mere i dybben i hvert pas. Og så er løbemængden en lille smule større. Derud over har jeg mulighed for at træne med nogle meget hurtige herrer, hvilket jeg ser frem til i slutningen af marts, det bliver rigtigt STORT.

 

Du er kendt for at fighte til det sidste, uanset hvad. Fx Challenge Copenhagen 2010, hvor du trods 3 punkteringer kæmpede dig op igennem feltet og bl.a. sluttede med dagens hurtigste løbetid. Et andet eksempel er Challenge Barcelona i 2011 (som forsvarende mester), hvor du både var uheldig med en punktering og måske heller ikke havde den bedste dag, men du kæmpede dig igennem og blev 9’er (til præmieoverrækkelsen modtog du en stor hyldest!). Som pro-triathlet ville det være let bare at udgå (som mange også gjorde i Barcelona), finde en anden konkurrence og køre med om sejren og de store præmiepenge. Hvad får dig til at fortsætte når du ikke ”rammer dagen” eller har uheld undervejs? Fristes du aldrig til at tænke i økonomi (præmiepenge) eller måske undgå et ”dårligt” resultat på CV’et?

Challenge Copenhagen 2010 var der jo mange som var kommet og heppe på mig. Og Challenge Barcelona 2011 var jeg jo den forsvarrende mester, og så udgår man bare ikke. En andet eksempel er fra 2008 i IM WA (Westeren Australia) hvor var jeg først i T2 og efter 12km var jeg helt ude af top 10. Men fik gang i benene igen og endte som nr.4. Det er ikke ovre før man når målstregen. Min stil er ikke at udgå. For næste gang det går mindre godt bliver det nemmere at udgå igen. Jeg vil hellere være kendt for at komme til målstregen med et mindre godt CV end at der står DNF hver gang det ikke går efter planen.

Du har jo egentlig planlagt det meget godt med en australsk kæreste (Aimee) og I opholder Jer op mod halvdelen af året i Australien. Dit valg om at leve som professionel triathlet må tiltider være hektisk med meget rejseri og uden fast bopæl, men du virker ydmyg, taknemmelig og vel nærmest lykkelig for den tilværelse du/I har. Var det dét du drømte om dengang for 8-9 år siden?

Da jeg rundede de 30 år, stod valget mellem at forsætte med at arbejde deltid og træne halvhjertet. Eller tage chancen fuld ud med den risko det så har. Med ingen fast indtægt eller bopæl. Det ville jo være kedeligt ikke at tage chancen. Aimee er helt sikker grunden til at jeg har det godt. Mit partnervisum til Australien er lige gået igennem, hvilket betyder at vi har et land hvor vi kan være sammen uden at skulle tænke på visumregler, nu da de danske regler er så stramme. Så svaret er helt klart, at det er en drøm der er ved at gå i opfyldelse.

 

Du har jo mange goder sæsoner foran dig endnu, men har du gjort dig nogle overvejelser om hvad der skal ske når din tri-karriere en gang er slut eller tager du ”en dag af gangen”?

Er så småt begyndte at tænke på hvad der skal ske når det en dag er slut. Lige nu ser det ud til at blive trænervejen. Ellers har jeg jo altid en uddannelse at falde tilbage på, hvis det går helt galt :-)

 

Raceplanen er klar, ny træner og nye sponsorer er kommet til. Hvilke perspektiver ser du for 2012-sæsonen?

2012 skulle gerne bliver bedre end 2011, med 2 stævner, hvor jeg vil være helt skarp nemlig Challenge Cairns og Challenge Copenhagen. Begge steder er der mulighed for at opnå nogle personlige mål.

 

Læs mere om Jimmy Johnsen her.

Januar, 2012

Go to Top