The Grid (Trigger Point)

Jeg har afprøvet The Grid fra Trigger Pointde seneste 5 mdr. The Grid minder om de tradionelle foam rollers, som typisk anvendes til genoptræning, stabilitetstræning, restitution og selv-massage. Modsat traditionelle foam rollers, der består af et massivt skummateriale med glat eller ruflet overflade, består The Grid af et plastikrør beklædt med et fast skummateriale. The Grid har en overfladestuktur, der er tænkt at skulle svare til hhv håndfladen/underarmen, fingrene og fingerspidserne ved selv-massage. Der følger en lille øvelsesvejledning med, når man køber The Grid.

 

The Grid har en længde på 33 cm og er 14 cm i diameter (der kan lige netop være en 2 liters flaske indeni – hvis man skulle få brug for det?). Den er – relativ – praktisk at have med og er i vores tilfælde da også blevet “slæbt” med til såvel Fuerteventura som Vasa Löbet og Mallorca.

 

 

Traditionelle foam rollers er typisk 2-3 gange så lange. The Grid findes dog også i en “dobbelt-version” med samme diameter som standard udgaven.

Hvad der præcist sker når en muskel bliver masseret eller i dette tilfælde “rullet”, er der kun sparsom dokumentation for. Ikke desto mindre er det, udfra praksis velkendt, at mange oplever et øget velvære og afslappethed i kroppen efterfølgende. Det er nærliggende at tro, at blodgennemstrømning øges og at der derved tilføres mere ilt og næring til musklerne ligesom tilbageløbet i venerne sandsynligvis også fremmes.

Begrebet Myofascial Release (i dette tilfælde Self-Myofascial Reelase) er også en af teorierne bag The Grid og foam rollers i det hele taget. Igen er evidensen sparsom, men en teori kunne være at den antimyotatiske refleks nedsætter tonus (spænding) i musklerne og dermed gør musklerne mere afslappede. Den antimyotatiske refleks har netop tilformål at beskytte musklerne/senerne mod for høj spænding og dermed risiko for vævsskade. Samme effekt som kendes fra PNF-metoden eller “spænd-slap af” -udspænding.

 

I ægte amerikansk stil, er der knyttet et helt træningskoncept til The Grid kaldet “SMRT Core”. Tanken er at man først løsner/udstrækker en muskelgruppe, derefter styrketræner den pågældende muskelgruppe og til sidst integrerer muskelgruppen i en “helkropsøvelse”.

Jeg har selv deltaget på et SMRT Core kursus, som forøvrigt var ganske fint. Selvom kurset ikke var så “helligt” som nogle koncept-kurser har tendens til at blive, må jeg erkende at The Grid, som styrketræningsredskab, har sine klare begrænsninger. En del styrkeøvelser med The Grid virker mere til at være påhit for at legalisere, at det netop er et træningskoncept. Tanken er ikke dum, men styrkeøvelserne og især “helkropsøvelserne” kan med fordel udføres på tradionel vis, som tung styrketræning (i hvert fald så længe målgruppen er triathleter).

Udover erfaringerne fra ovennævnte kursus, har jeg udelukkende anvendt The Grid til selv-massage / selv-mobilisering og her synes at den fungerer rigtig fint. Hvis man som jeg er lidt pivet, gør det temmelig ondt i starten og man kan sågar få blå mærker. Men som bekendt kan man vende sig til meget – også til denne “kød roulade”.

Enkelte gange har jeg brugt The Grid inden træning, hvis fx haserne har været ømme, men ellers er det primært efter træning jeg har brugt den. The Grid fungerer bl.a. rigtig fint til haserne, læggene, lårets for-, inder- og yderside, balderne, ydersiden af hoften og ryggen. Typisk efter længere cykelpas har jeg brugt The Grid til let mobilisering af ryggen – det er skønt:-)

 

Alt i alt et fint produkt -evidens eller ej. I praksis fungerer den rigtig fint, omend den kræver lidt tilvænning for sarte sjæle. Selvfølgelig bliver “selv-behandlingen” hverken lige så dybegående eller speciik, som hvis den blev udført af en behandler, men tilgængeligheden – både til dagligt og på rejser - trækker helt klart op.

Afhængig af temperament findes The Grid i sort og orange. Den vejlende pris er 349 kr og kan bl.a. købes hos Active Aid, der har det danske argentur på Trigger Point.

(April, 2012)

Go to Top