Lake MXZ302

Det lader til at vinteren står for døren, så jeg vil fluks komme med min anmeldelse af Lakes bud på den ultimative vinter-cykelstøvle: Lake MXZ302.

Lake har i en del år lavet vinterstøvlen både i en race- og en MTB version, men har nu indskrænket programmet til kun at indeholde MTB udgaven. Eneste umiddelbare forskel på de to modeller var da også ydersålen og derfor kan MTB versionen da også fint bruges på landevej.

Støvlens overdel er lavet i kraftigt, men stadig smidigt og blødt, sort læder. Støvlens forreste del er forret med Thinsulate for. Ydersålen består af en kraftig, mønstret Vibram gummisål, hvor der ligeledes er mulighed for at montere to medfølgende “stål-pigge” forrest på sålen.

Støvlen lukkes med Lakes Push/Pull BOA Closure System der er monteret på ydersiden. Lukkesystemet fungerer ved at en tynd wire strammes via en skrue-knap og løsnes ved at trække ud i skrue-knappen. Derudvoer er der to flapper der lukkes med velcro, så støvlen bliver helt tillukket og dermed vindtæt. Øverste del af skaftet er lavet i et neoprenmateriale.

Når man tager støvlen på, virker den, ikke så underligt, en anelse tung og klodset. Omvendt sidder den faktisk rigtig godt og det er tydeligt at fornemme den meget kraftige og velisolerede indersål. Lukkesystemet fungerer rigtig fint, selvom det umiddelbart er svært at få støvlen til at slutte helt tæt omkring underbenet.

Alle MTB klamper kan tilsynelandende monteres på støvlen, mens det ikke er muligt at montere større racerklamper fx Look eller Time. -Men ok det er også en MTB-støvle!

Jeg har prøvet støvlerne i temperaturer ml 7 og -3 grader. Ved 5-7 grader er støvlen nærmest i den varme ende (det troede jeg aldrig, at jeg skulle høre mig selv sige…). Men ok, jeg klager ikke! -Og faktisk har de lavet et ventilationssystem, der gør at fødderne ikke koger over ved lidt højere temperaturer. Omkring og lige under frysepunktet er støvlen tilgengæld helt, helt perfekt. Så nej, jeg har endnu ikke prøvet at fryse i Lake MXZ302, men lur om det ikke det nok skal lykkedes. -Jeg er ihvert fald klar med oversize skoovertrækkene, når den tid kommer.

Jeg har ikke prøvet støvlen i regnvejr.  -Men da den ikke er 100% vandtæt og umiddelbart ikke slutter helt til omkring underbenet er jeg ikke i tvivl om at støvlen har sin force i koldt, men tørt vejr. Støvlen er tiltænkt at skulle bruges uden skoovertræk, men det kan være en mulighed i vådt eller meget koldt vejr (skoovertrækkene skal være større end normalt). Alternativt kan man supplere med et par korte gaiters for at lukke helt til foroven.

Bemærk at Lake er temmelig små i størrelserne, så regn med ca 2 numre større end normalt. -Så er der også plads til et par tykke sokker.

 

At man ikke kan fryse i disse støvler, regner jeg med at jeg blive den første til at modbevise, men jeg er også mere end almindelig kuldskær. Men summa summarum en rigtig lækker vinterstøvle og umiddelbart det bedste bud på en støvle, der kan holde tæerne varme. Når først man sidder på cyklen, er det ikke noget problem at støvlen er relativ tung, men skulle man af og løbe på en stejl stigning i skoven, vil det helt sikkert være god styrketræning. Det er let at tage støvlen af og på takket være lukkesystemet og vinden kan ikke trænge igennem. Lidt ærgerligt er det dog at støvlerne ikke er vandtætte og ikke slutter helt til omkring underbenet. En ekstra neoprenmanchet ville være en rigtig god opgradering til næste års model, Lake.

 

Støvlerne er på vej til de danske cykelhandlere og den vejledende pris bliver 2000 kr. Egentlig synes jeg at den pris er ok, hvis man eksempelvis sammenligner med at par vandrerstøvler i samme kvalitet og jeg er da heller ikke i tvivl om, at man kan bruge Lake støvlerne i rigtig mange år fremover. Omvendt kan prisniveauet gøre, at en del vil prioritere og ofre pengene på fx racesko i stedet.

November, 2011

Go to Top