TRI (Torbjørn Sindballe)

De gamle i tri-sporten kan måske huske “Triathlon” af Henrik Thomsen m.fl. fra 1992 – ren nostalgi og selvsagt er der sket rigtig meget siden. Med tri-sportens opblomstring in mente kan det derfor undre, at der reelt ikke er lavet en gennemarbejdet dansksproget triathlon-grundbog, siden den gang.

 

triathlon_bog_henrik_thomsen

Nostalgi fra 1992

 

En del har nok i mellemtiden klamret sig til fx Joel Friel’s “Training Bible” på godt og ondt, eller andre engelsksprogede tri-bøger. Derfor synes jeg at Torbjørn Sindballes bog “TRI – den ultimative træningsbog” er meget velkommen og mine forventninger var store ovenpå Sindballes første bog fra 2010, selvbiografien “Den perfekte præstation”.

 

den_perfekte_præstation

Den perfekte præstation (2010)

 

Ved første øjekast er TRI – den ultimative træningsbog  en ordentlig moppedreng af en paperback med hele 398 sider. Bogen er rigt illustreret med billeder og figurer.

Bogen er inddelt i fem dele. Første del handler om inspiration. Efter indledningen følger en følelsesladet førstegangsdeltagers raceberetning fra Challenge Copenhagen 2011 og herefter lidt historie og bl.a. en ordliste. Anden del omhandler træningsfysiologi, ernæring og præstationspsykologi. Tredje beskriver de enkelte discipliner. Fjerde del omhandler træningsplanlægning, herunder en træningsplan til hhv halv og hel ironman (som for øvrigt på behørig vis benævnes jernmand – så kommer man heller ikke galt af sted). Femte og sidste del er konkurrence-afsnittet, der også fungerer som en opsamling på alle delelementerne.

 

TRI_sindballe

TRI – den ultimative træningsbog (2013)

 

Træningsafsnittet bærer tydeligt præg af Sindballes træningsfysiologiske baggrund og selv en fysioterapeut bliver helt glad for at se afsnittene omkring bevægelighedstræning og stabilitetstræning med hhv low load og high load øvelser. Generelt bliver træningsfysiologien relativ grundigt beskrevet og med henvisninger til forskningen på området.

Kostafsnittet giver en let tilgængelig gennemgang af den gængse teori på området og enkelte af de lidt nyere indgangsvinkler som fx LCHF er også kort omtalt.

Omkring præstationspsykologien videregiver Sindballe fint både den teoretiske viden og den praktiske erfaring han har. Her er han virkelig på hjemmebane og der er ingen tvivl om at den mentale del af sporten virkelig er noget der virkelig ligger ham på sinde.

Disciplinerne bliver gennemgået enkeltvis og med konkrete bud på teknik, udstyr og træningsmetoder. I slutningen af afsnittet finder man træningsprogrammer til hhv halv og hel ironman.

I sidste afsnit omkring selve konkurrencen vil jeg vurderer at der er god hjælp at hente for begyndere og triathleter med noget erfaring. Der er en fin gennemgang af både ernæring/væske, konkurrencepsykologi, raceplan/-taktik og helt lavpraktiske ting som fx hvad der skal være i racebag’en.

 

Skal man så investere i bogen? Ja, det synes jeg bestemt man skal. Særligt begyndere og triathleter med noget erfaring, vil have stor gavn af bogen. Til den garvede skare af triatleter er nok ikke så meget nyt under solen, men det skulle også være sært, hvis der var. Ikke desto mindre tænker jeg at selv erfarne triathleter ville kunne få nogle “nåhh ja oplevelser” eller om ikke andet påmindelse om noget allerede kendt stof.

Overordnet synes jeg at TRI – den ultimative træningsbog er både velskrevet og gennemarbejdet. Sindballe kommer rigtig langt omkring – måske også længere end det på forhånd var tiltænkt? Det skinner virkeligt igennem at Sindballe fortsat brænder for emnet. Bogen kan læses fra start til slut, men er også oplagt som en egentlig opslagsbog. I dén sammenhæng kunne bogen fint have haft et decideret register, jeg gætter dog på at Sindballe netop har undladt dette for at have fokus på sammenhængen.

 

 

Titel: TRI – den ultimative træningsbog

Forfatter: Torbjørn Sindballe

Forlag: Gyldendal

Udgivelse år: 2013

Antal sider: 398

Vejledende pris kr.: 349,-

 

(anmeldt december 2013)

 

 

Go to Top