Zone3 Vanquish

Triathlon-brandet, engelske Zone3 har I år for alvor gjort dit indtog i Danmark. Zone3 har først og fremmest våddragter og tri-tøj på programmet, men også forskellige former for tilbehør til svømning og triathlon.

Jeg har haft mulighed for at teste Zone3′s mellemklasse våddragt; Zone3 Vanquish. Udover Vanquish til ca 3500 kr, findes topmodellen Victory (ca 5500 kr), Aspire (ca 2500 kr) og begynderdragten Vision (ca 1600 kr).

Vanquish_bag

Zone3 Vanquish med taske

Zone3 Vanquish er i kvindemodellen primært sort med lilla omkring anklerne og underarme, mens herremodellen er sort med rødt omkring ankler og underarme. Begge dragter har et gråt panel på ryggen. Med til dragten følger der en lille transport/opbevaringspose, hvilket er en fin detalje. Det kan virke påfaldende at der til nogle, selv dyre dragter, ikke følger en transportpose-/taske med.

 

vanquish-woman

Zone3 Vanguish Woman

zone3-vanquish-wetsuit-men

Zone3 Vanquish Men

 

Da jeg første gang tog dragten på, virkede den umiddelbart stram omkring halsen. Men da jeg først kom i vandet var der ingen gener og dragtens pasform virkede rigtig god til mig. Det er netop dét er så pokkers svært at vide, hvis man kun har mulighed for at prøve dragten på land eller måske oveni købet satser og køber en dragt uden at kunne prøve den.

Zone3 Vanquish virker smidig omkring skuldrene, ikke mindst i betragtning af at det netop ikke er topmodellen. Materialet på skuldrene er 1,5 mm neopren og virker meget strækbart. På forsiden (bryst, mave og hofte/lår) består dragten af 5mm neopren med en sandwich konstruktion der sikrer en bedre opdrift. På dragtens inderside kan man fornemme en række “huller” i neopren konstruktionen som netop skal medvirke til opdriften.

Det har tidligere voldt mig problemer, hvis en våddragt er for stiv omkring hofteleddet, for så føler jeg at benene syrer til, ja nærmest at hoftebøjerne kan gå i en lettere krampetilstand. Så netop smidigheden omkring hofteleddet er jeg altid spændt på når jeg prøver en ny dragt og her oplevede jeg ingen problemer med Vanquish.

vanquish_front

Vanquish – halsudskæring

 

Det er vel omkring 15 år siden jeg fik den første våddragt med et eller andet fancy panel i underarmen, der skulle give et bedre catch (Zone3 kalder deres panel “Sensory Catch Panel”). Men helt ærlig så har jeg aldrig været vildt begejstret for det og helt ærligt synes jeg ikke at jeg kan mærke det. Omvendt kan panelet netop på nogle dragter gøre at dragten er svære at få af, at det er umuligt at have ur på under dragten eller at man ganske enkelt er bange for at ødelægge panelet når dragten skal hurtigt af. Heller ikke på Vanquish dragten mærke effekten af Sensory Catch Panel i Vanquish, men omvendt er panelet netop på denne dragt smidigt og derfor hindrer ikke noget når dragten skal af og det er samtidig muligt at have ur på under dragten. – Så på den front trods alt cadeau til Zone3′s catch panel.

vanquish_sleeve

Sensory Catch Panel

 

Vanquish har, som efterhånden mange våddragter, omvendt lynlås. Dvs dragten lynes oppefra og ned. Det har den fordel at dragten er let at få af og at man ikke risikerer at få dragten lynet op under en konkurrence. Ulempen er at dragten er sværere at få på, jeg kan i hvert fald i lyne dragten selv. I nakken, under lyslåsen er det en fin stor neopren-flap, der hindrer at lynlåsen skarver i nakken. Halsen er relativ lav og slutter fint tæt. Jeg foretrækker denne lave lave halsudskæring fremfor en højere der lettere giver skarvemærker i nakken og på halsen.

 

vanquish_back

Vanquish set bagfra

Benudskæringen er skrå, så dragten er lettere at få af. Det er klart en detalje jeg sætter pris på. Dragten dækker ikke den nederste 1/3 skinnebenet hos mig, men sådan kan jeg også bedst lide det.

Skrå benudskæring

Skrå benudskæring

Jeg har testet Vanquish i str S, den passer fint til mig. I andre mærker har jeg svømmet både i XS og SM, så det er altså meget individuelt fra mærke til mærke hvordan størrelsen og ikke mindst pasformen er. Derfor kan jeg kun anbefale at man prøver dragten inden man køber den og det er klart en fordel at prøve dragten i vandet, for det er altså noget helt andet end på land. Som nævnt blev jeg selv lidt snydt af at Vanquish dragten virkede stram i halsen på land, men alt ikke noget problem i vandet.

 

Opsummerende vil jeg sige at Zone3 Vanquish er en rigtig fin dragt til prisen og med gode detaljer. Jeg mener faktisk godt at Vanquish kan måle sig med dyrere dragter. Jeg vil fremhæve lav halsudskæring, god opdrift omkring hoften uden at dragten føles usmidig, skrå benudskæring og god fleksibilitet omkring skulderen. Alfa omega er det dog at dragten passer og til der er man nødt til prøve sig frem.

 

Zone3 Vanquish koster vejledende kr 3500 (juni 2014)

 

Vanquish våddragten er stillet til rådighed af Zone3.

 

(anmeldt juni 2014)

 

Go to Top