GripGrab løbehandsker

Jeg har gennem de seneste uger afprøvet GripGraps 3 forskellige løbehandsker: Running Ultra Light, Running Light og Running Cold.

Fælles for alle handsker er et lille hul ved pege- og tommelfinger, kaldet EasyTouch funktion, der gør det muligt at bruge Ipod, smartphones mv. uden at tage handsken af. Jeg løber aldrig med telefon og kun sjældent med Ipod. -Og hvis jeg løber med Ipod skifter jeg sjældent musik undervejs. Så indrømmet jeg har aldrig savnet EasyTouch funktionen i andre løbehandsker. Men funktionen skulle da testes, selvfølgelig skulle den det.

Udstyret med en Ipod nano drog jeg afsted, der blev skiftet musik til den store guldmedalje, og det fungerede ganske fint. Til en Ipod nano har man kun brug for pegefingeren, så hullet ved tommelfingeren kunne jeg egentlig fint undvære. Til gengæld vil man vel på en telefon typisk bruge tommelfingeren. Der EasyTouch på både højre og venstre handske, så ingen diskriminering af de venstrehåndede / man kan skrive med begge hænder.

 

Alle handsker har desuden et siliconprint på håndfladen, der skal sikre et bedre greb og alle handskerne kan vaskes ved 30 grader. Fælles for handskerne er det også at tommelfingerstykket er lavet i et selvstændigt stykke, der bevirker at der ikke ikke bliver “svømmehud” mellem tommel- og pegefingeren. Udover tommelfingerstykket består handskerne af en over- og en underdel med et ekstra stykke mellem fingrene. Det vil sige mange syninger og en god pasform for fingrene.

Running Ultra LIght

Handsken er den tyndeste af GripGrabs løbehandsker med en komforttemperatur på 0-15 grader. Jeg har prøvet handsken ved temperaturer mellem 5 og 10 grader og her fingerer den rigtig fint. Handsken er lavet i et tyndt microfleece materiale med siliconeprint på håndfladen. Handsken har god åndbarhed, men er hverken vind- eller vandtæt. Rigtig god pasform og god bevægelighed.

Den vejledende pris er 149 kr.

 

Running Light

Handskens materiale er en smule kraftigere end Ultra Light modellen og ligeledes en tynd microfleece. Komforttemperaturen er opgivet til -5 til 10 grader. Jeg har prøvet handsken ved temperaturer mellem 0 og 5 grader og her fungerer den ganske fint -også selvom det regner og blæser. Handsken har rødt siliconeprint på håndfladen. Åndbarheden er stadig god selvom materialet er en anelse kraftigere end Ultra Light modellen. Handskens pasform er god og især omkring fingrene mærker man at handsken sidder godt. Stadig god bevægelighed trods et lidt kraftigere materiale.

Den vejledende pris er 149 kr.

 

Running Cold

Running Cold er GripGrabs varmest løbehandske med en angivet komforttemperatur på -10 til 0 grader. Jeg har prøvet handsken ved temperaturer ned til -2 grader og her fungerede den fint. Temperaturen skal ned omkring frysepunktet eller under, ellers bliver handsken ganske enkelt for varm. Overfladen består af softshell, der gør handsken vindtæt og vandafvisende, mens håndfladen er af samme microfleece materiale som Light modellen. Også denne model har rødt siliconeprint. Handsken har generelt en god pasform, men EasyTouch funktion ved tommelfingeren gør at handskens tommelfinger kan føles lidt for lang. Softshell materialet på oversiden går selvsagt udover bevægeligheden, men handsken er stadig behagelig at have på. Det fungerer godt med det blødere microfleece på håndfladen. Tommelfingeren overdel består af softshell og her kunne jeg godt savne et blødere materiale når næsen skal pudses.

Den vejledende pris er 199 kr.

 

Generelt for alle hanskerne er en god pasform og materialernes kvalitet er høj. Sammenlignet med løbehandsker af andre fabrikater virker priserne fair. Hvis valget er faldet på GripGrab, hvilken model skal man så vælge? Under normale danske forhold vil jeg mene at de fleste fint kan nøjes med Ultra Light eller Light modellen. Umiddelbart ville “den gyldne mellemvej” i form af Light modellen var et oplagt valg for de fleste. Fryser man let fingrene må valget falde på Cold modellen og holder man let varmen under løb eller er på udkig efter en “konkurrence-handske” er Ultra Light modellen det oplagte valg.

(Handskerne er stillet til rådighed af GripGrab)

 

 

 

 

 

 

 

Go to Top