Orbiloc Outdoor Dual

Jeg har de seneste mørke uger haft mulighed for at teste en prototype af Orbiloc Outdoor Dual. Orbiloc er en “sikkerhedslygte”, hvis formål er at blive set og skal derfor ikke sammenlignes med fx pandelamper og andre lygter, der har til formål at se. Nogle kender nok allerede Orbiloc Safety Light der har været i handlen i en længere periode og bl.a. er blevet solgt til hundeejere, men også løbere og andre aktive folk. Orbiloc Outdoor Dual er en opdateret lygte, der specielt henvender sig til aktive folk og lygten forventes at komme i handlen i januar/februar 2015. Orbiloc er et dansk produkt, der udvikles og produceres lidt uden for Århus.

 

orbiloc outdoor

Orbiloc Outdoor Dual

 

Orbiloc Outdoor Dual kan enten lyse kontinuerligt (ved dreje lygtehuset den ene vej) eller blinke (ved at dreje lygtehuset den anden vej). Når lygtehuset drejes går den tydeligt “i hak” og lygten kan tændes og slukkes med handsker på. Drejefunktionen mærkes som høj kvalitet og det er, efter min mening en fordel, at det ikke er en knap som dels kan gå i stykker og dels kan være svær at aktivere med handsker på.

Lygtens størrelse taget i betragtning, lyser den meget kraftig. Især blinke-funktionen er meget tydelig. Eftersigende skulle den kunne ses på optil 5 km afstand (det har jeg dog ikke testet), men faktum er i hvert fald at lygten kan ses på lang afstand.

 

Specifikationer:

Vægt: 22 gram

Størrelse: 40x30x25mm

Funktioner: blink eller kontinuerlig lys

Farver: hvid, rød, orange, blå, grøn

Montering: leveres med klips og gummibånd

Batteri: leveres med batteri (servicekit med nyt batteri incl. O-ring kan købes for ca. 45 kr.)

Batterilevetid: 100-250 timer

Pære: LED (100.000 timers levetid)

Vandtæt: ned til 100m

Temperatur: +50 gr til – 40 gr

Garanti: 3 år

Kan klare 100 kg tryk

Synlighed: 270 grader, kan eftersigende ses på op til 5 km afstand

Vejledende udsalgspris: forventes at blive 249 kr.

 

Farverne: 

Orbiloc lygterne findes i fem farver; rød, hvid, grøn, orange og blå. Jeg har prøvet dem alle fem og tænker at de kan anvendes til forskellige formål. Den hvide kan i nødstilfælde bruges som en mini lommelygte og  så er det selvfølgelig den man forbinder med “forlys” på fx en cykel. Derfor vil man også forbinde den med fremadrettet lys fx hos løbere og gående. På samme måde vil man forbinde den røde med baglys, hvad enten man cykler, løber eller går. Både den røde og den hvide kan bruges som en ekstra lygte ifm cykling og evt. i tåget eller overskyet vejr. Den orange, grønne og blå  er man knap så vant til at se i trafikken og derfor vil de umiddelbart skærpe opmærksomheden. Særligt den blå oplever jeg som værende meget tydelig. Hvilken farve man skal evt. skal vælge afhænger således af hvad den skal anvendes til.

Lygtens blinkefunktion er så kraftig, at jeg ikke mener at den bør bruges, hvis man løber eller cykler i en gruppe med lygten i øjenhøjde. I så fald er der risiko for at blænde andre med den skarpe blinkefunktion og det kontinuerlige lys er her et bedre valg.

 

orbiloc_dk

Billedet er fra orbiloc.com

 

Montering:

Orbiloc Outdoor Dual har to monteringsmuligheder; “Clips” og “Buckle” + “Rubber Strap” (beslag og gummibånd). Klipsen er kraftig nok til at lygten kan “vende ned ad” (se eksemplet på den grønne jakke). Dækslet på lygtens bagside kan skrues af med fingrene og dermed kan der skiftes mellem de to monteringsmuligheder.

montering_orbiloc

Clips og Buckle + Rubber Strap

 

Med klipsen kan lygten monteres på fx en jakke, bukser eller en rygsæk. Gummibåndet er velegnet til montering på en cykel eller fx på remmen til en pandelampe. Med gummibåndet (eller klipsen) kan lygten monteres på en velcro-rem (fx refleks bånd) og dermed anvendes på overarmen eller underbenet.

orbiloc_montering

Montering på jakke med klips

Montering med gummibånd på pandelampe

Montering med gummibånd på pandelampe

 

Montering på cykeljakke (baglomme)

Montering på cykeljakke (baglomme)

 

Samlet vurdering:

Efter at have haft fingrene i Orbiloc lygterne, synes jeg at det er rigtig fint produkt af høj kvalitet. Lygten er særdeles tydelig at se trafikken. Jeg har ikke set andre tydelige lygter på den størrelse. Den vejledende pris forventes at blive 249 kr og det er relativ meget for en markeringslygte, men jeg mener også at man får et rigtig godt og solidt produkt, som man bør kunne have glæde af i mange år. LED pæren med 100.000 timers forventet levetid og batterilevetiden på 100-250 timer er bestemt også et stort plus. Monteringsmulighederne er solide og gennemtænkte. Det eneste jeg kan foreslå, som en yderligere tilføjelse til Orbiloc Outdoor Dual, er et godt velcrobånd i pakken, der kunne sættes igennem beslaget til gummibåndet.

 

(Tilføjelse 14/12-2014: Jeg har hørt fra Orbiloc at de netop arbejder på en velcrorem, som en del af Orbiloc Outdoor Dual pakken når den lanceres i det nye år)

 

Lygterne er stillet til rådighed af Orbiloc.com

 

(anmeldt december 2014)

Go to Top